Konflikt på højrefløjen: Raser mod Rasmus Paludan efter Stram Kurs-eksklusion
Det var alt andet end populært, da to medlemmer forlod Stram Kurs i sidste uge efter Redox’ afsløringer af antisemitisme. Tidligere Danskernes Parti-medlemmer er i oprør over partilederen.
Publiceret den 22. januar 2020
Den ene havde været aktiv i naziorganisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR), den anden havde begået sig i holocaustbenægtergruppen Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning og desuden oversat en bog af en amerikansk topnazist.
Redox’ afsløring af Harald Pedersen og Vibeke Edsberg, der begge deltog i Stram Kurs’ årsmøde, har givet anledning til konflikt i og omkring partiet. Harald Pedersen blev ekskluderet som følge af Redox’ afsløring og Edsberg valgte at melde sig ud efter pres fra partileder Rasmus Paludan.
Paludans reaktion på Redox’ afsløringer er blevet modtaget med vrede i den store gruppe af tidligere medlemmer af det nynazistiske Danskernes Parti, der for manges vedkommende har været i berøring med eller ligefrem er blevet medlemmer af Stram Kurs.
Paludan er “barnlig”
Harald Pedersen, der blev ekskluderet efter Redox’ afsløring af hans fortid i nazigruppen, skrev i forbindelse med artiklens udgivelse 7. januar to facebookopslag, der begge endte i vrede kommentarer rettet mod Paludan.
“Definitivt ekskluderet i Stram Kurs pga. min politiske fortid” lød det ene opslag fra Harald Pedersen, der i kommentarfeltet fulgte op med: “ Ja, det er for svagt af Rigsledelsen. Jeg har gjort et kæmpe arbejde for Stram Kurs. Og jeg har mange gode venner i Stram Kurs.”
Reaktionerne kom straks.
“Jeg fatter ikke at Paludan ligger under for denne “nazi-skræk”. Han er virkelig barnlig på det punkt,” lød det fra Lars Agerbæk, der udover at deltage i For Frihed-demonstrationer er en del af det danske alt-right miljø.
Hovedparten af kommentarerne kommer dog fra tidligere medlemmer af Daniel Carlsens DNSB-udbrydere Danskernes Parti. Mange af partiets medlemmer blev aktive i eller omkring Stram Kurs, da Carlsen trak stikket på sin partiprojekt.
“Artiklen er ikke engang kommet op endnu! Paludan (og jeg håber fandeme, han læser med her) har ikke forstået, at en politisk leder også skal beskytte sine medlemmer! Dette ansvar forsømmer han her, og det er utilstedeligt. Jeg havde i den henseende forventet mig mere af ham,” lyder det fra Morten Borup, der har en fortid i både DNSB og Danskernes Parti. Borup tilføjer: “Iøvrigt hjalp jeg SK anonymt ved at uddele og ophænge materiale i min valgkreds (som iøvrigt opnåede at få 3% af stemmerne), og hvad har Paludan tænkt sig at gøre ved det? Mit politiske generalieblad er betydeligt mere plettet end dit, Harald.”
“For vattede”
Også en anden af Daniel Carlsens tætte allierede i det nynazistiske parti, Daniel Munkskov Hansen, blander sig.
“Stram Kurs er tydeligvis for vattede til at gøre en forskel i dette Globo-homo helvede” skriver han og følger op: “Seriøst, at Rasmus Paludan er bange for Redox. Det viser helt tydeligt, at hans agenda ikke er til gavn for danskerne, men istedet er for (((Guds Udvalgte))).”
Brugen af tre paranteser rundt om et ord, her ‘guds udvalgte’, er en del af den antisemitiske praksis i alt-right-bevægelsen og bruges til at udpege nogen som jøder. ‘Globo-homo’ er også slang fra alt-right-bevægelsen og bruges typisk som forkortelse for ‘globaliseret og homogeniseret’.
Kritikken fra de tidligere Danskernes Parti-folk kommer på et tidspunkt, hvor en lang række af det nu lukkede partis eks-medlemmer er gået ind i netop Stram Kurs. Siden Rasmus Paludan for alvor fik vind i sejlene i foråret 2019 er et tocifret antal nynazister fra Daniel Carlsens parti gået ind i Stram Kurs.
Det er dog ikke kun Daniel Carlsens partisoldater, der kritiserer Paludan. Flere andre i trådene er aktive medlemmer i Stram Kurs og beklager eksklusionen og Harald Pedersens exit.
Rasmus Paludan skriver til Redox: “Af Stram Kurs’ vedtægter fremgår det klart, at nazister, racister, muslimer m.fl. ikke er velkomne. Disse krav fra vedtægterne er offentliggjort på vores hjemmeside. Personerne bag de pågældende ytringer er tydeligvis uenige i vores vedtægter, og så kan de jo være politisk aktive et andet sted end hos Stram Kurs.”
Harald Pedersen skriver til Redox: “Du skal slet ikke skrive noget som helst om mig!!!”
Lars Agerbæk, Daniel Munkskov Hansen og Morten Borup har ikke reageret på Redox’ henvendelser.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.