Koranafbrænder for retten i kølvandet på konflikter

Onsdag skal koranafbrænderen Lars Theilade i retten for vold mod en sikkerhedsvagt. Det sker efter et halvt år, hvor han er endt i konflikt med både loven og sine gamle allierede på den yderste højrefløj.

Publiceret den 19. oktober 2020

Den 21. oktober lægger retten på Frederiksberg lokaler til en voldssag. Her er Lars Theilade, der stod bag Stram Kurs’ første koranafbrændinger, tiltalt for vold mod en sikkerhedsvagt i Carlsberg Byen.

Retsmødet finder sted kort efter Theilade er blevet politianmeldt i en anden sag. I sidste uge stod han selv frem på Youtube og fortalte, at han var blevet anmeldt for trusler. Det er sket i forbindelse med bispevalget i Helsingør, hvor han havde kastet sig ind i kandidaten Asser Skudes kampagne.

I forbindelse med et digitalt valgmøde havde Theilade indsendt et spørgsmål til kandidaterne, som arrangøren havde omformuleret til Theilades store utilfredshed. På Youtube læser han selv den email op, som nu har fået ham politianmeldt. Her lyder det blandt andet:

“Det er forbudt at give dig en røvfuld, men en dag risikerer du at støde ind i en voksen med væsentligt mindre tålmodighed med din egoistiske karrierefremmende islamforelskede selviscenesættelse end jeg.”

Theilade tror dog ikke selv, at det bliver til en sag:

“Politiet kommer ikke til at tage anmeldelsen alvorligt, for den er baseret på løgne,” skriver han til Redox.

Utallige konflikter i 2020
Voldssagen og trusselssagen er bare et lille udsnit af de konflikter Rasmus Paludans tidligere højre hånd har været involveret i i år.

Siden foråret har en veritabel angrebskrig raset blandt personer, der de seneste år har spillet vigtige roller på den yderste højrefløj i Danmark. I facebookopslag og Youtube-videoer har de stridende parter hånet, ydmyget og tilsvinet hinanden i en grad, som sjældent har været set før. Beskyldningerne handler blandt andet om overgreb, voldtægt og pædofili.

Konflikten startede i marts, da Lars Theilade blev uvenner med den tidligere PET-agent Morten Storm. Siden steg konfliktniveauet i takt med temperaturen henover sommeren.

I det ene ringhjørne stod Lars Theilade. Han var en af Rasmus Paludans nærmeste allierede, da Stram Kurs voksede frem. Ved organisationens første offentlige koranafbrændinger var det Theilade, der stod for selve antændingen af bøgerne. Han opnåede stor anerkendelse og respekt for sine handlinger i brede højreradikale kredse, fordi han stod offentligt frem med ansigt, når han satte ild til bogen.

På den anden side af konflikterne stod flere af Lars Theilades tidligere allierede på den yderste højrefløj. Den vigtigste figur er den tidligere islamist og PET-agent Morten Storm Rasmussen, der siden han i 2012 stod frem i Jyllands-Posten og fortalte om sit dobbeltliv, i højere og højere grad har nærmet sig den yderste højrefløj, hvor han er blevet modtaget som en helt.

På hans side i konflikten står Jesper Ravn, der sammen med Storm og Theilade var en del af foreningen Nordic Patriots.

I første omgang var de nu stridende parter organiseret sammen, men de blev uvenner og indledte i stedet en krig i kommentarfeltet på Facebook, direkte beskeder og hånende videoer på videoplatformene Youtube og Bitchute. Det startede i marts i år.

At referere hele konflikten er alt for omfattende. Redox’ kortlægning tæller utallige screenshots af beskeder, afskrifter af videoer og kopier af kommentarspor, hvor de stridende parter håner og tilsviner hinanden. Udover ukvemsord kom der også meget konkrete beskyldninger frem.

I en video, der blev uploadet på videotjenesten Bitchute af brugeren ‘the-infidel’, blev en lydoptagelse af Lars Theilade offentliggjort. Heri talte Theilade henvendt til Jesper Ravn om Morten Storm.

Han sagde han blandt andet:

“..Al-Qaeda-fedtklumpens bedrifter som muslim.. og alle de der overfaldsvoldtægter han har lavet.”

I offentliggjorte screenshots fra private chats mellem Lars Theilade og henholdsvis Morten Storm og Jesper Ravn fremgår det, at den tidligere PET-meddeler og hans ven beskyldte Lars Theilade for at have “sexkrænket” (deres formulering, red.) en navngiven kvinde. De beskyldte også Theilade for pædofili.

Theilade beskyldte den anden vej rundt Morten Storm for at “sex-udnytte” (deres formulering, red.) den samme navngivne kvinde.

Konflikten mellem Morten Storm og Lars Theilade eskalerede til at Morten Storm, ifølge Lars Theilade, udfordrede Theilade til slagsmål. Theilade lagde efterfølgende en video online, hvor han havde filmet sig selv, der stod i Søndermarken i København, bevæbnet med et brædt, og ventede på Morten Storm, der aldrig dukkede op.

Ifølge Theilade selv meldte Morten Storm ham i stedet til politiet for trusler.

“Piller på pigerne”
I forlængelse af konflikten mellem Theilade og Storm blandede Carsten Thrane sig flere gange i en tråd på Theilades facebookprofil. Her bad han Theilade om at slette sine opslag og lagde afstand til ham.

Thrane er et kendt ansigt i den nationalkonservative bevægelse. Han tog initiativ til den første Pegida-demonstration i København i januar 2015 og har siden da deltaget i blandt andet For Frihed-demonstrationer, men også en række andre arrangementer på den yderste højrefløj. Selvom Thrane og Theilade en overgang var venner, så røg de altså i klinch med hinanden, og det eskalerede, da Lars Theilade i maj offentliggjorde en video med titlen ‘Carsten Thrane’ på Youtube.

Her fortalte Lars Theilade om en episode, der fandt sted i Theilades egen lejlighed, hvor en ung kvinde, som Theilade er venner med, var på besøg samtidig med Carsten Thrane:

“Der går i hvert fald rygter, historier, om at han piller meget på pigerne. Og jeg ved at en juridisk rådgiver (navnet udeladt, red.) har hjulpet Carsten Thrane med en retssag mod én i salsa-miljøet, der fik ham bortvist fra nogle fester, fordi han efter sigende skulle have pillet på pigerne. Jeg kan kun fortælle én ting, allersidste gang, nu har jeg smidt Carsten Thrane ud af min lejlighed og han kommer aldrig ind i min lejlighed igen, fordi han opfører sig dårligt. (…) Sidst hun (den unge kvinde, red.) var her havde jeg inviteret Carsten Thrane (…) til et selskab, hvor Carsten Thrane simpelthen sad og pillede ved den muslimske pige hele aftenen. Blev ved og ved og ved og ved, og hun ser også godt ud, så det forstår man måske godt. Men det var så pinligt – det var bare pinligt og det var underligt, og jeg blev nød til at sende hende en undskyldning bagefter, fordi det var simpelthen for ulækkert. Så det er hvad jeg ved om, hvad han piller på piger.”

Carsten Thrane var ikke den eneste, der offentligt vendte sig mod Theilade efter konflikten mellem Theilade og Morten Storm.

Også den tidligere Danish Defence League-talsperson Andre Eiby, der i marts i år blev dømt for at røve en Matas-butik i København med 1620 kroner som udbytte, gik i krig med Theilade under forårets konflikt:

“Du har jo meldt dig ud af Stram Kurs, det er det eneste positive der er at sige om dig, du er mentalt syg i skallen, og karma vil ramme dig hårdt og ubarmhjertigt som den narcissistiske løgner du har vist dig at være,” skrev han på Facebook.

André Eiby afgik i juni ved døden i en alder af 52 år.

Morderens sjæleven
Theilade har også lagt sig ud med Cammilla Kürstein. Den unge kvinde blev landskendt, da hun sidste år stod frem i BT og fortalte om sit forhold til morderen Peter Madsen. Hun har flere gange deltaget i Stram Kurs’ demonstrationer.

Carsten Thrane (t.v.) og Cammilla Kürstein ved Stram Kurs’ 1. maj-arrangement i Fælledparken i København i år.

Kürstein selv har publiceret en personlig korrespondance, hvor Theilade sender hende flere aggressive beskeder. Her kalder han hende blandt andet for ‘ludertrunte’ og ‘skøge-trunte’. I en kommentar til korrespondancen skriver hun, at Theilade er “helt væk”

Cammilla Kürstein skriver til Redox:

“Carsten (Thrane, red.) og jeg er venner. Vi mødes sjældent, når der er festlig begivenhed, da han er en humørspreder. Så vi er nærmere kun bekendte for hinanden. Jeg har ikke kontakt med Lars Theilade og tager afstand fra deres konflikt, da jeg ikke er en del af den og ikke ønsker at blande mig.“

Også Rasmus Paludan har, efter Theilade flere gange har kritiseret ham offentligt, lagt afstand til sin tidligere trofaste koranafbrænder. 12. maj i år skrev han således på Facebook:

“Vi har jo samme problemer som alle nystartede partier: tosser, som er blevet smidt ud andre steder, prøver lykken hos os. Jeg har sagt offentligt i en podcast for et par uger siden, at Theilade ikke kommer tilbage til SK. Han har jo også svinet mig offentligt med løgne.”

Theilade: Storm truede mig
Lars Theilade siger til Redox, at han selv meldte sig ud af Stram Kurs og ikke ved om han er blevet ekskluderet.

Om episoden i Søndermarken siger han:

“Grunden til at jeg stod med et brædt var, at Morten Storm dagen inden havde skrevet, at der ville komme nogle krigsveteraner og tage mig med. Så dét der brædt var i tilfælde af, at der kom en hel flok.”

Han fortæller også, at han i samme omgang er blevet sigtet og senere tiltalt for trusler mod netop Morten Storm.

Lars Theilade siger også, at han ikke har beskyldt Morten Storm for overfaldsvoldtægter:

“Jeg siger det ikke. Jeg spørger om det. Han har været været muslimsk kriger, og muslimske krigere begår overfaldsvoldtægter, og jeg spørger derfor om Storm også har gjort dette.”

Forelagt Morten Storms beskyldninger om at Lars Theilade har ‘sexkrænket’ en kvinde siger Theilade:

“Han siger mange ting. Han er en sjov dreng, han skyder med spredehagl, blandt andet løgne. Det er en af hans mange løgne. Generelt klynker Morten Storm meget.”

Redox har forelagt oplysningerne for Morten Storm, der i en email skriver:

“Tror Lars og jeg har fået afklaret vores personlige konflikt og blev enige om det gik over stregen. Har tilgivet Lars, han, ligesom jeg, har haft en dårlig periode i sit liv, men håber han får det bedre og kommer videre i livet. Han er tilgivet!”

Han afviser samtidig at tilhøre den yderste højrefløj og skriver til Redox:

“Synes både højre og venstrefløjen er til at lukke op og skide i. Begge hadfulde og racistiske, noget jeg heldigvis ikke kan stå inde for. Jeg har kæmpet for verdenfred, imod uretfærdighed, undertrykkelse og imod racisme, mere end du nogensinde har gjort og måske aldrig vil gøre. Forskellen mellem mig og jer, er jeg virkelig tror og kæmper for friheden, også din frihed til at bære anderledes og fordømmende. Dig og dine burde skamme jer, I kæmper for had, jeg for universal kærlighed. Skulle jeg støtte op om et parti i DK, ville det nok være JFK21.”

Thrane benægter
Redox har forelagt Lars Theilades beskyldninger for Carsten Thrane. Han siger, at Theilades udtalelser ikke har noget på sig:

“Jeg har ikke nogen konflikt med Lars Theilade. Jeg er venner med alle i salsa-miljøet og jeg har ikke nogen retssager mod nogen i salsamiljøet.”

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores venneforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Thrane siger til Redox, at Lars Theilades Youtube-video om at Carsten Thrane “piller på piger” blev fjernet: “Videoen er slettet, fordi den var usandfærdig og ikke overholdt Googles regler.”

Thrane har ikke ønsket at svare på Lars Theilades påstande fra videoen.

Tidligere i oktober lagde Lars Theilade en ny video på Youtube, hvor Carsten Thrane er filmet, mens han danser. Titlen på videoen var ‘Salsa-mytomanen fra Søborg’.

Carsten Thrane har ikke ønsket at kommentere på videoen.