Maskerede mænd angreb antifascistisk møde i Stockholm
Angriberne overfaldt deltagerne med slag, spark og peberspray, før de kastede en røggranat. “Et angreb på demokratiet,” siger Sveriges statsminister.
Publiceret den 26. april 2024
En gruppe maskerede mænd angreb onsdag aften et antifascistisk møde i Stockholm i Sverige, hvor flere journalister skulle diskutere truslen fra det ekstreme højre. Tre personer blev efter angrebet kørt på hospitalet i ambulancer, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Mødet var en forelæsning med det svenske medie Expo om højrenationalisme og nyfascismen i Sverige. Det fandt sted på moment:teater i Gubbängen i det sydlige Stockholm og var organiseret af lokalafdelinger af de svenske riksdagspartier Vänsterpartiet og Miljöpartiet.
Da mødet skulle starte, stormede de maskerede mænd teateret og overfaldt deltagerne med slag, spark og peberspray, før de kastede en røggranat, der fyldte foyeren med røg.
Et hit-and-run
En af talerne på mødet var freelancejournalisten og antifascistisk aktivist Mathias Wåg, der er skribent for den store svenske avis Aftonbladet og som i mange år har fulgt det højreekstreme miljø i Sverige. Han har blandt andet skrevet om Active Club-fænomenet.
“De var beslutsomme og gik efter mig. Jeg fik ti slag, men blev ikke såret. Målet var nok ikke at sabotere mødet, men at slå dem ud, der skulle tale. Et hit-and-run, som de gerne ville have på film,” sagde Mathias Wåg efterfølgende til mediet Dagens ETC.
Blandt talerne var også Klara Ljungberg fra mediet Expo og Samuel Gonzalez Westling, som er rigsdagsmedlem og gruppeleder for Vänsterpartiet i Riksdagen, samt Mariana Moreira Duarte fra Miljöpartiet.
Den svenske statsminister Ulf Kristersson (M) kalder i Aftonbladet hændelsen for “et angreb på hele vores demokrati.”
Wåg: Kan være Aktiv Klubb Sverige
Politipatruljer, ambulancer og brandvæsen måtte rykke ud til mødet, men gerningsmændene nåede at slippe væk inden politiet kom.
Det er derfor endnu ikke klart, hvem der står bag angrebet.
Støt vores journalistik
Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.
Dagens ETC skriver, at angrebet kommer blot et par dage efter at den nazistiske Nordiska Motståndsrörelsen har angrebet hjemløse EU-migranter, mens Mathias Wåg vurderer, at det kan være den relativt nye gruppe Aktiv Klubb Sverige.
“De havde et kamera, og en af dem filmede. Det er en del af strategien, man skal optage det, når man angriber antifascister. Det er til propaganda. Vi får se, hvilken gruppe som poster det, men jeg tror, at det kommer til at være Aktiv Klubb Sverige,” siger han til Dagens ETC.
Det internationale netværk af nazistiske ‘Active Clubs’ er et nyt fænomen på den ekstreme højrefløj, som også har fået en dansk afdeling. Den afdækkede Redox tidligere på ugen.
Mødet kunne efter nogle timer genoptages. Det er endnu ikke meldt ud, hvor alvorligt de tre indlagte deltagere er kommet til skade.
Mathias Wåg har efterfølgende skrevet om hændelsen i en klumme i Aftonbladet. Læs også det svenske fagbladet Journalistens interview med ham her.
Redox følger begivenhederne i Sverige.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.