“Nationaldemokratisk” partistrateg åben for militærkup
Danskernes Partis partistrateg Peter Neerup Buhl skrev sidste år en hyldest til den chilenske diktator Augusto Pinochet.
Publiceret den 6. juni 2016
I anledning af 100-året for Chiles tidligere diktator, Augusto Pinochets, fødsel i november 2015, udgav partistrateg og ledelsesmedlem i Danskernes Parti, Peter Neerup Buhl, en artikel på partiets netavis, Nationaldemokraten, som Neerup Buhl selv var ansvarshavende redaktør for på daværende tidspunkt.
I artiklen fortalte han bl.a. om sin egen forkærlighed for diktatoren og om hans syn på hvordan det danske samfund bør forandres. Om forandringerne skrev han: “Lad det stå ganske klart, at demokratiske ændringer til enhver tid bør være at foretrække, og for Danmark i dag må håbet være, at et parti som DP inden for det næste årti får magt som agt.”
Han fortsætter: “Sker det ikke, må folket være helt klar over det næstbedste alternativ, som givetvis ikke er landets undergang, men et militærkup anført af en Pinochet-type.”
Hvem denne Pinochet-type i såfald skulle være melder artiklen ikke noget om, men Neerup Buhl understreger dog at denne person “lige fra starten systematisk forbereder en ny og bedre demokratisk æra”. Chiles tidligere diktator var selv 17 år om at give magten fra sig – først derefter blev der afholdt demokratiske valg i landet.
Hvorvidt Neerup Buhls åbenhed overfor et muligt militærkup harmonerer med Danskernes Partis officielle pro-demokratiske linje ønsker partilederen, Daniel Carlsen, overfor Redox ikke at forholde sig til.
Det er dog ikke første gang at Danskernes Parti leger med tanken om at gøre Danmark til en diktaturstat. I partiets første politiske program fra 2011, bebuder partiets visioner for landet, at
statslederen skal have absolut autoritet, og at parlamentet skal være et selvsupplerende teknokratråd, der har til formål at rådgive statslederen.
Peter Neerup Buhl er veteran på den yderste højrefløj. Fra 1993 til 2001 var han en del af styrelsen i Den Danske Forening, som han selv blev medlem af i 1989. Siden han blev medlem af foreningen har han skrevet artikler til medlemsbladet Danskeren, som han også har siddet i redaktionen på.
I 2001 stillede han op for Fremskridtspartiet til både Folketinget og Københavns byråd. I 2003 blev han i dømt en 20 dages betinget fængselsstraf i Højesteret for racistisk propagandavirksomhed ved overtrædelse af straffelovens paragraf 266b, den såkaldte racismeparagraf, for en række udtalelser på sin hjemmeside, i forbindelse med hans kandidatur for Fremskridtspartiet.
I 2012 meldte han sig ind i Danskernes Parti, og i 2015 blev han optaget i partiets ledelse og her udnævnt som partistrateg.
Gennem årene har han skrevet talrige bøger om indvandring og er i den forbindelse blevet en anerkendt skikkelse på den yderste højrefløj.
Det har på trods af Redox’ gentagne henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Neerup Buhl.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.