Nye Borgerlige ekskluderer Jesper Hassel Hansen
Endnu engang har Nye Borgerlige ekskluderet et medlem på grund af kontroversielle udtalelser.
Publiceret den 7. april 2017
Efter Redox tirsdag og onsdag kunne afsløre, at et aktivt medlem af Nye Borgerlige i København havde en fortid i Danish Defence League og desuden stillede spørgsmålstegn ved omfanget af holocaust, er manden nu ekskluderet. Samtidig er han, Jesper Hassel Hansen, blevet persona non grata hos Rasmus Paludan, der bl.a. driver Youtube-kanalen Frihedens Stemme. Han skriver på Facebook:
“Hvis jeg, eller nogen andre tilstedeværende, havde vidst eller troet, at personen havde sådanne holdninger, så ville vi aldrig have været i nærheden af pågældende.”
Det er tredje gang på kort tid, at medlemmer er blevet tvunget ud af Nye Borgerlige efter Redox’ afsløringer.
Jesper Hassel Hansen skriver selv på Facebook om eksklusionen:
“Så blev det min tur til at blive ekskluderet af Nye Borgerlige, så jeg må jo hellere lige forklare mit syn på sagen. (…) Jeg tillod mig at forholde mig skeptisk til et kontroversielt emne, og det kan man så åbenbart ikke tåle i NB. Dem om det. Men det er klart, at når nu partiet ønsker at kæmpe om præcis de samme “korrekte” stemmer, som alle de etablerede partier, så er jeg nødt til at opfordre til at man melder sig ud af NB. Ikke i sympati med mig. Jeg er ret ligegyldig i den forbindelse. Men fordi at der i NB åbenbart er samme vilje til at gå imod strømmen, som der er i Dansk Folkeparti. Og vi har ikke brug for mere af det samme. Som jeg ser det så burde bestyrelsen i NB skamme sig.”
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.