APRILSNAR

Redox.dk får ny redaktør

Der er udskiftning på redaktørposten hos nichemediet redox.dk – erfaren leder overtager det magtfulde hverv.

Publiceret den 1. april 2023

Redox kan i dag præsentere vores nye ansvarshavende chefredaktør. Han har erfaring med undersøgelser af den radikale højrefløj, et unikt kendskab til de hemmelige tjenester, stor viden om digital indhentning samt kontakter i alle de store mediehuse. Disse erfaringer bliver væsentlige, når han de kommende år skal sætte kursen for udviklingen af netmediet redox.dk og det antifascistiske researchkollektiv, der står bag nyhedssitet.

Vi har igennem mange år haft et tæt forhold til vores nye redaktør Lars, og vi ved at han har fulgt nøje med i vores aktiviteter. Relationen har dog været begrænset af blandt andet Lars’ travle hverdag, der har indebåret mange tjenstlige rejser. Hans livsomstændigheder har dog ændret sig og med mere fritid på hånden har Lars valgt at dedikere sig fuldt ud til den antifascistiske sag.

Redox’ afgående redaktør, Simon Bünger, sender en særlig hilsen til den nye redaktør:

“Lars, du er en bulderbasse, der på alle måder er svær at vælte omkuld. Du tør, hvor andre tier. Som den lille dreng i kejserens nye klæder, der siger det åbenlyse, når ingen andre vover.”

Han fortsætter:

“Husk også at passe på dig selv og på din familie. Det er hårdt arbejde. Og det kan til tider være en utaknemmelig tjans at stå i front, når slagene vælter ind. Men det er en vigtig opgave, du nu påtager dig. Og du har min fulde opbakning. Så længe du passer på Danmark og lover, at du holder den antifascistiske fane højt, så lover jeg, at din kamp ikke bliver ensom.”

En repræsentant for Redox’ bestyrelse siger:

“Vi har været ganske skeptiske over at ansætte en person, der igennem en årrække har stået bag ulovlig overvågning af borgere her i landet, og som nu desuden er tiltalt i en alvorlig straffesag. Den slags bør man ikke tage let på. Men efter at have gennemlæst den fortrolige undersøgelsesrapport fra FE-kommissionen vurderer vi, at vi godt tør tage chancen.”

Anonyme kilder i foreningen Redox’ bestyrelse meddeler samtidig, at organisationen har måttet skille sig af med den mangeårige redaktør Simon Bünger som følge af opsigtsvækkende økonomiske krav. Han skal blandt andet have krævet at få overført 350.000 kroner til en selvstændig projektkonto, der skal finansiere den længeventede podcast ‘Bünger på Borgen’.

Lars Findsen overtager posten som redaktør for redox.dk den 1. april 2023.

Tags: ,