"Ingen kommentarer," lyder det fra Redox' redaktør.

Efter arkiv-salg: Redox-redaktør afviser beskyldninger om profitmotiv

Der er ikke noget fordækt over salget af Tvind-arkivet, siger Simon Bünger.

Publiceret den 1. april 2024

Tilbage i februar kunne Redox fortælle, at vi har overtaget den kontroversielle arkivar og PET-agent Frede Farmands omfattende arkiv.

I kølvandet på artiklen har vi fået en lang række henvendelser fra journalister, dokumentarister og forskere.

“Henvendelserne har først og fremmest handlet om adgang til den del af Frede Farmands arkiver, der dækker Tvind og Mogens Amdi Petersen. Vi har været meget overraskede over, at præcis dette delarkiv er så eftertragtet, når det i virkeligheden udgør en af de mindste dele af den store samling,” fortæller ansvarshavende redaktør for Redox, Simon Bünger.

Tvind blev grundlagt som et skolesamarbejde i 1970, men udviklede sig til en omfattende forretning, der blandt andet startede genbrugsbutikerne UFF-Humana. Tvinds stifter, Mogens Amdi Petersen, er efterlyst gennem Interpol med anklager om underslæb og skattesvig. Tvind-kernen, og især Mogens Amdi Petersen, har været centrum for en lang række journalistiske afsløringer, blandt andet på baggrund af Frede Farmands materiale. I 2020 blev de hidtil seneste offentligt kendte billeder taget af Mogens Amdi Pedersen, der befandt sig i Mexico. Her har han efter alt at dømme boet i en årrække.

“Mange har spurgt, hvad der skal ske med Tvind-materialet. Men vi kan nu fortælle, at vi har fundet en aftager,” siger Simon Bünger.

Den seneste uge har han været i Mexico for at forhandle de nærmere betingelser for overdragelsen af materialet til den nye ejer.

“Det har været svært at vælge blandt de mange interesserede, men vi har fundet en aftager, der ihvertfald engang i tiden har delt et ideologisk udgangspunkt med os. Samtidig har det vist sig, at aftalen giver os mulighed for at opgradere både vores fotoudstyr og transportflåde betragteligt i fremtiden,” udtaler redaktøren, der i øjeblikket befinder sig på konferencecentret Innocente ved Primeroabril-bugten på den mexicanske vestkyst for at afslutte forhandlingerne.

Internt i Redox har der været kritiske røster i forhold til valget af aftager til Tvind-arkivet. Aktivister har peget på Tvinds kontroversielle afstraffelsesmetoder internt i organisationen og rygterne om, at Amdi Petersen lever i luksus i netop Mexico. Men Simon Bünger mener, at han nu har sikret konsensus.

“Efter en tur i den varme stol trak kritikkerne deres forbehold tilbage,” forklarer han.

Simon Bünger afviser, at der skulle være et økonomisk motiv bag aftalen.

“Enhver påstand om, at vi uden moralske skrubler har solgt til højstbydende, vil jeg slet ikke kommentere på. Vi har blot stor forståelse for købers ønske om diskretion, så derfor kan jeg ikke uddybe omstændighederne nærmere,” siger han.

Det er chefredaktøren selv, der har modtaget betalingen for arkivet.

“Det var lettest for køber at betale i kontanter. Så dem skal jeg selvfølgelig have med hjem til Nørrebro. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvornår jeg kommer hjem,” siger Simon Bünger, før han retter på solbrillerne og springer i infinity-poolen.

Tags: ,