Voldsdømt højreradikal skal tale på Folkemødet
Når politikere, meningsdannere og kendiser de kommende dage sætter hinanden i stævne til Folkemødet på solskinsøen, bliver det i selskab med en topfigur i den europæiske højreradikale bevægelse, Tommy Robinson.
Publiceret den 12. juni 2024
Når Folkemødet i weekenden løber af stablen på Bornholm med debatter, taler og kolde drinks på programmet, vil den engelske højreradikale profil Tommy Robinson også være at finde.
Tommy Robinson, hvis borgerlige navn er Stephen Yaxley-Lennon, er inviteret af Trykkefrihedsselskabet til at tale fredag i deres talt, som de kalder “Frihedens Station”. Det har de sammen med en række andre foreninger, bl.a. “Islamkritisk Diaglogkaffe”, Dansk Regnbueråd og foreningen Ord mod ord, der ifølge deres hjemmeside “kæmper for at få genoprejsning til de drenge og mænd, der er dømt på samtykkelovens tvivlsomme præmisser”.
Her skal Tommy Robinson ifølge Folkemødets program tale om “befolkningsudskiftningen i England og myndighedernes og mediernes svigt” samt hans arbejde som “ytringsfrihedsaktivist og gadejournalist” og konsekvenserne heraf.
At Tommy Robinson de sidste mere end 10 år har været en absolut nøglefigur i den internationale højreradikale bevægelse nævnes ikke i programmet.
Tommy Robinson blev kendt i 2009, da han opstartede den racistiske, højreradikale organisation English Defence League (EDL). Organisationen var et samlingspunkt for hooligans, voldsberedte racister og fascister. EDLs medlemmer blev flere gange dømt for vold, hærværk og for at sætte ild til en moske.
Tommy Robinsons rolle som leder af EDL bragte ham i 2012 til Danmark, da Danish Defence League (DDL) gennemførte en international demonstration i Aarhus.
Tommy Robinson har flere gange siden besøgt Danmark, blandt andet i forbindelse med møder i Trykkefrihedsselskabet. I januar 2016 var han desuden inviteret som taler ved den danske PEGIDA-bevægelse For Friheds demonstration. Det skete i forbindelse med, at han var medstifter til en britisk aflægger af PEGIDA-bevægelsen og i den anledning var på Europa-turné.
De senere år har Tommy Robinson forsøgt sig som medieaktivist, blandt andet som korrespondent for det canadiske højreradikale medieselskab Rebel News, hvor han udrustet med et kamera har opsøgt politiske modstandere, papirløse migranter og tiltalte i retssager.
Tommy Robinson er flere gange blevet blev idømt fængselsstraffe for forbrydelser begået i forbindelse med sin aktivisme. I 2011 blev han dømt for vold mod et andet medlem af EDL under en demonstration.
I 2013 blev Tommy Robinson fængslet i 10 måneder efter at han var indrejst i USA på et falsk pas og i 2021 blev han dømt for at chikanere en journalist fra The Independent.
Hans nok mest omtalte dom er fra 2019, hvor han blev idømt ni måneders fængsel for foragt for retten, efter at han ulovligt havde filmet og livestreamet en række tiltalte i en retssag, selvom der var nedlagt forbud mod dette. I hans livestream opfordrede han også han seere til at chikanere de tiltalte.
Det er blandt andet denne retssag, og hans dækning af sagen, han skal tale om på dette års udgave af Folkemødet.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.