Se billedet: White Pride-veteran deltog i Vermunds bryllup
En århusiansk højreekstremist med fortid i både White Pride og det hemmelige ORG-netværk deltog i Pernille Vermunds bryllup.
Publiceret den 30. maj 2019
Selvom Pernille Vermund gentagne gange har taget afstand fra nazisme fester hun gerne med en prominent figur fra den mest voldsberedte nazistgruppe i Danmark siden Anden Verdenskrig – ovenikøbet ved sit eget bryllup.
Lørdag den 11. maj blev Pernille Vermund gift med rigmanden Lars Tvede. Brylluppet blev fejret med en fest for familie og venner. Redox kan nu dokumentere, at Rasmus Medoc Benée Hansen, der igennem nullerne var en central figur i det nynazistiske miljø i Århus, var blandt gæsterne til festen.
Folketingsvalg 2019
Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.
Og hverken Nye Borgerliges formand eller næstformand har noget problem med at feste med en fra den voldsberedte nazistgruppe White Pride. På et billede, som Nye Borgerliges næstformand Peter Seier Christensen selv har lagt offentligt på sin Facebookprofil, ser man Pernille Vermund omgivet af tre personer: Peter Seier Christensen, Rasmus Medoc Benée Hansen samt sidstnævntes hustru, der ifølge Redox’ oplysninger ikke er politisk aktiv.
Rasmus Medoc Benée Hansen var en del af den nynazistiske hooligangruppe White Pride op igennem 00’erne, hvor gruppen stod bag en lang række overfald på politiske modstandere og personer med minoritetsetnisk baggrund.
Tilbage i 2001 sad Rasmus Medoc Benée Hansen i bestyrelsen for DFUs afdeling i Århus. Han var blandt de personer, der i 2002 og 2003 blev ekskluderet fra DFU, da de af partitoppen blev stemplet som ekstremister med nazistiske tilbøjeligheder.
Hovedparten af de ekskluderede kom fra ORG, hvor Rasmus Medoc Benée Hansen også var medlem. ORG var et hemmeligt netværk, der eksisterede på den yderste højrefløj fra slutningen af firserne. Personkredsen, der primært var fra Østjylland, har igennem mere end tre årtier styret store dele af den yderste højrefløj bag kulisserne. De stod blandt andet bag Dansk Front, Vederfølner, Den Danske Forening, Århus Mod Moskeen og White Pride. Desuden havde de bånd til en række andre grupper, blandt andet Danmarks Nationale Front og Trykkefrihedsselskabet. ORG lukkede ifølge et tidligere medlem i årene op til 2011, hvor Politiken efter forarbejde fra Redox afslørede logens eksistens.
Siden da er mange af ORGs medlemmer gledet lidt i baggrunden efter at have domineret højrefløjen i mange år. Flere er, som vi omtalte tidligere på ugen, gået ind i Nye Borgerlige, mens andre slår deres folder i Den Danske Forening.
Hverken Pernille Vermund, Peter Seier Christensen eller Rasmus Medoc Benée Hansen har besvaret Redox’ henvendelser. Rasmus Medoc Benée Hansen har ved en tidligere lejlighed overfor Redox afvist at han skulle have været medlem af Ultra White Pride.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.