En række GI-aktivister ses her med plakater til støtte for daværende fængslede højreradikale aktivist Tommy Robinson i sommeren 2018. Foto: Redox.

Analyse: Corona og deplatforming halverede næsten Generation Identitærs økonomi

Det har kostet dyrt for nyfascistiske Generation Identitær, at antifascister har fået lukket deres platforme på sociale medier.

Publiceret den 2. februar 2022

For nylig publicerede Indsamlingsnævnet det nyeste årsregnskab for Generation Identitærs offentlige indsamling af midler. Det giver et indblik i organisationens arbejde og dokumenterer, at det har haft konkrete økonomiske konsekvenser, at antifascister systematisk har fået lukket bevægelsens profiler på sociale medier.

Det nyeste regnskab viser nemlig en markant tilbagegange. I regnskabsåret 2020-2021 var det indsamlede beløb 197.615 kroner mod 337.226 kroner i det foregående regnskabsår – et fald på 41 procent. Tæt på en halvering.

I regnskabet redegører Generation Identitær ikke selv for anledningen til den omfattende nedgang, men det er nærliggende at spekulere i to primære årsager: Corona og deplatforming.

Nyfascisme?

Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv. Vi bruger betegnelsen nyfascister om Generation Identitær. Du kan læse vores analyse her.

Der er ingen grund til at dvæle ved pandemien, den er de fleste nok trætte af at høre om. Vi nøjes med at konstatere, at Generation Identitær også blev påvirket af situationen og havde et noget, men ikke meget, lavere aktivitetsniveau igennem 2020-2021 end før corona ramte Danmark.

Sorte tal på bundlinjen

Regnskabet dækker over Foreningen til bevarelse af den europæiske identitets indsamling og er underskrevet af bestyrelsen i foreningen den 7. januar 2022. Det blev offentliggjort på Indsamlingsnævnets hjemmeside i midten af januar.

At foreningen er Generation Identitærs formelle foreningstruktur lægges der ikke skjul på i foreningens ansøgning om indsamlingstilladelse. Her beskrives formålet således: “Midlerne anvendes til Foreningen til bevarelse af europæisk identitets aktiviteter. Herunder møder, materialer, transport, osv. Foreningens hovedaktivitet er Generation Identitær.”

I regnskabet fremgår det, at den identitære organisation i regnskabsåret 1. august 2020 til 31. juli 2021 har brugt 245.271 kroner på deres aktiviteter. Da de havde overført næsten kvart million fra det foregående regnskabsår endte regnskabsåret 2020-2021 med lige over 153.444 på kistebunden.

Generation Identitærs klart største udgiftspost er materialer, der i seneste regnskab kostede 125.437 kroner. Den næststørste post i regnskabet er “rejseomkostninger”, der beløb sig til  77.484 kroner, et fald på cirka 10.000 fra året inden.

En af de andre poster, der er justeret, er “aktioner”. Den er næsten fordoblet fra 6.863 kroner i 2019-20 til 11.834 kroner i regnskabet 2020-21.

En gruppe danske GI-aktivister deltager i en demonstration i Wien i 2019 arrangeret af deres samarbejdspartnere fra Identitäre Bewegung Österreich. Foto: Presse-service.at

Deplatforming

Når Generation Identitær går tilbage i deres årlige indsamling skal ses i sammenhæng med organisationens andre udfordringer.

De seneste år har store sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter indført en striks linje, hvor de fjerner meget indhold fra højreekstremistiske og racistiske organisationer, bĺandt andet den internationale identitære bevægelse. Herunder bevægelsens logo, lambdaen, som også den danske afdeling bruger.

Det har medført, at Generation Identitær gentagne gange har fået slettet deres profiler på de sociale medier og derfor har mistet muligheden for at nå ud til mange af deres støtter.

Og det er netop blandt deres støtter på sociale medier at Generation Identitær tidligere har haft succés med deres indsamling. Da organisationen opstartede i 2017 fik den en masse opmærksomhed fra de danske medier, der både omtalt  den nyfascistiske organisation som “højrefløjens Greenpeace” og beskrev at medlemmerne “taler flydende SoMe”.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Organisationen havde da også en simpel, men fast opskrift: Første skridt var at lave en simpel, men opsigtsvækkende aktion med romerlys og bannere med et budskab. Det blev dokumenteret med video og fotos.

Andet skridt var at dele billeder og video af aktionen på sociale medier sammen med en opfordring til at støtte organisationens kamp ved at donere penge via for eksempel Mobilepay.

Det var en opskrift, der gav succés. Det var vigtigere med gode billeder af aktionen til de sociale medier, end at aktionen blev set de få minutter den foregik. Da gruppen aktionerede på cykelbroen over Åboulevarden i København stod de ikke med banneret rettet mod de mange tusinde bilister, der morgenpendlede ind mod det centrale i København, men i stedet mod de få, der kørte med retning ud af byen, netop fordi gode billeder til sociale medier var vigtigere end de forbipasserende biler.

Generation Identitær under deres aktion i Åboulevardens morgentrafik i efteråret 2018. Foto: Kristoffer Trolle, Creative Commons.
Generation Identitær under deres aktion i Åboulevardens morgentrafik i efteråret 2018. Foto: Kristoffer Trolle, Creative Commons.

Men udbredelsen på sociale medier er blevet sværere. Den nyfascistisk organisation har en markant udfordring i at komme i kontakt med deres støtter. De er i dag til stede på Facebook, Instagram og Twitter, men under dæknavn, og er nødt til at censorere deres egne billeder for ikke at få slettet deres profiler igen. Samtidig har antifascister i flere omgange systematisk anmeldt profilerne, netop for at få dem slettet.

Generation Identitær forsøger samtidig at bibeholde kontakten til de støtter de allerede har fat i. Dem opfordrer de til at tilmelde sig organisationens nyhedsbrev for at “undgå censuren”, ligesom de forsøger at etablere sig på alternative sociale medier, hvor der er mindre censur, men også færre mennesker.

Når Generation Identitær ikke længere kan dele deres aktioner og propanda med deres støtter på de store sociale medier påvirker det indsamlingsresultatet. Denne udvikling kan vise sig at give en meget konkret begrænsning for Generation Identitær, for selvom der er overført 153.000 fra det seneste regnskab til det aktuelle, så løber kassen tør på et tidspunkt.

Et Generation Identitær uden platforme på sociale medier er således et Generation Identitær uden en bugnende skattekiste.

 

Redox har forespurgt Generation Identitær om interview om deres faldende indsamlingsresultat, de har dog ikke besvaret vores henvendelse. Organisationen har flere gange tidligere afvist benævnelserne “højreradikal” og “nyfascistisk” i en email til Redox: “Generation Identitær tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme, fascisme og nationalsocialisme”.

Tags: , , ,