Højrefløjen brugte bl.a. Remigrationsmarchen i september, til at lave indhold til sociale medier. Foto: Redox.

Baggrund: Denne opskrift giver den yderste højrefløj succes på sociale medier

Det er ikke tilfældigt, at videoer fra Morten Messerschmidt, Generation Identitær og Alternative für Deutschland ligner hinanden på sociale medier. De følger samme højreekstreme drejebog – og tech-milliardærerne bag Meta, X og TikTok hjælper dem sprede deres hadefulde budskaber.

Publiceret den 15. oktober 2026

I september vandt Alternative für Deutschland (AfD), et af Europas mest højreekstreme partier, to delstatsvalg i Tyskland i det, som mainstream-politikere kalder et ”skæbnesvangert øjeblik” for kontinentet. På trods af at Tysklands indenlandske efterretningstjeneste har klassificeret AfD som højreekstreme, fik partiet 44 procent af stemmerne i Sachsen-Anhalt – og 38 procent i Mecklenburg-Vorpommern.

Ifølge nichemediet Digital Shield skete AfD’s ”jordskredssejr” af to årsager: Dels vælgernes utilfredshed med de traditionelle partier, økonomi og immigration. Og dels, at AfD har mestret sociale medier og når ud til flere med deres indhold end noget andet tysk politisk parti. Eksempelvis har Ulrich Siegmund, AfD’s leder i delstaten Sachsen-Anhalt, én million følgere på TikTok. I en af hans mest populære videoer, som er blevet set 3,7 millioner gange, fortæller han roligt kameraet, at en AfD-regering vil indføre ”deportationer fra første minut”, mens hurtige tekstanimationer ping ponger hen over skærmen, og animerede billeder kører omkring ham.

Du finder ikke en dansk højreekstrem konto med lige så mange følgere eller videovisninger på TikTok – men du kan godt finde et æstetisk og ideologisk mønster, der minder meget om AfD’s.

vi har brug for remigration

På TikTok minder en af Morten Messerschmidts mest populære videoer meget om Siegmunds; Dansk Folkeparti-lederen bruger samme hurtige tekstanimationer og samme autoritative, men rolige tone, mens han fejlagtigt hævder, at immigration er den største trussel mod Danmark. Du vil også kunne genkende det karakteristiske udtryk og budskab hos mere yderligtgående grupper: I sin mest populære TikTok-video siger Daniel Nordentoft fra den danske gren af den nyfascistiske bevægelse Generation Identitær at ”vi har brug for remigration”, mens farverige og tempofyldte tekstanimationer hamrer budskabet fast over for seerne.

De røde tråde mellem de europæiske højrefløjsekstremisters indhold på sociale medier er ikke tilfældige. ”De er inspireret af hinanden,” siger Georgios Samaras, adjunkt i offentlig politik ved King’s College London. Europas højrefløjsgrupper er ”ikke så organiserede, som vi måske tror”, forklarer Samaras, der forsker i politiske reaktioner på højreekstremisme.

Grupper som danske Generation Identitær og Active Club Denmark samarbejder endnu ikke bevidst med hinanden online for at øge deres popularitet. Men de holder øje med, hvad deres succesfulde ligesindede gør, fordi højreekstreme grupper ifølge organisationen Policy Circle bruger sociale medier på lignende måder: De kombinerer strategisk forskellige platforme, især dem, der sandsynligvis får deres indhold til at gå viralt.

Et mål er at sprede indholdet bredt nok til at styrke deres budskab. Men et andet rækker ud over selve platformene: Højreekstreme grupper bruger også sociale medier for at få politisk indflydelse. I Storbritannien følger en gruppe anonyme X-konti eksempelvis en strategi, der kan beskrives som ”fra post til politik”: De oversvømmer X med opslag, der afspejler deres fortællinger, så politikere lægger mærke til dem og ”tager idéerne op”.

Ifølge Policy Circle gør højreekstremisters flair for viralt indhold det muligt for dem at skabe et ”sammenkoblet netværk af sider og grupper, der støtter hinanden og fremdriver et digitalt økosystem, hvor ekstremistisk indhold spredes hurtigt og effektivt”.

Men hvordan gør de så det med at gå viralt og understøtte det højreekstreme økosystem?
Ved at bruge nogle få, specifikke taktikker – det, som vi kan kalde den yderste højrefløjs drejebog for sociale medier.

Taktik #1: Gør det flashy

I 2025 lagde en TikTok-konto ved navn Patriotisk Aktivisme en video op af Generation Identitær, der udførte et fremmedfjendtligt stunt i København. I videoen klatrer mænd iført selvlysende gule veste op på toppen af en moské, folder to enorme bannere ud med teksten ”SEND SYRERNE HJEM” og ”REMIGRATION” og affyrer farvestrålende nødblus, der hvæsende skyder op mod himlen. Klipningen er hektisk, actionpræget og bygger momentum op; det hakkende lyddesign understøtter det.

Patriotisk Aktivisme har kun 1.571 følgere på TikTok – alligevel er videoen indtil videre blevet set over 78.000 gange. Det skyldes delvist, at kontoen benyttede den første strategi i den højreorienterede playbook for at gå viralt: ”flashy tactics”, som Georgios Samaras kalder det – grafik, der springer i øjnene, dopaminudløsende klipning, det visuelle sprog, der får det, de laver, til at fremstå moderne og cool.

Ifølge Samaras har disse ”flashy tactics” hjulpet højreekstreme grupper med at ompakke deres ideologier til et format, der kan rejse på sociale medier. Han siger også, at den polerede æstetik er med til at normalisere dem generelt.

”Det er lykkedes dem at få de her forældede idéer til at fremstå normale,” siger han og nævner, hvordan de har omdøbt etnisk udrensning til ”remigration”.

Vi kan forresten se dette udspille sig blandt vores mainstream-politikere: I januar i år tog den danske statsminister Mette Frederiksen ikke afstand fra ordet ”remigration”, da en journalist spurgte hende, hvad hun mente om det.

”Det er en bedrift, omend på en meget giftig og skadelig måde, at have denne indflydelse på unge mennesker og platforme,” siger Samaras.

Unge er særligt interessante for højreekstreme grupper af to grunde: De udgør en tredjedel af EU’s befolkning, hvilket er mange potentielle stemmer – og de er særligt modtagelige over for at blive rekrutteret. Og ingen platform er bedre til at nå denne gruppe end TikTok. I modsætning til Meta (selskabet bag Facebook og Instagram) og Telegram – som spiller en ”afgørende rolle i at forstærke falske påstande”, men primært blandt ældre demografiske grupper – er de fleste TikTok-brugere under 30 år.

Samtidig er TikTok indrettet på en måde, der gør det lettere for højrefløjen at opnå viral spredning. En undersøgelse viser, at TikTok i Tyskland viste AfD’s indhold til brugere på platformen mere end noget andet tysk partis indhold – selv når brugeren ikke havde udvist tilslutning til konservative holdninger.

Taktik #2: Bliv hadefuld

Den anden taktik handler om det, der ligger under æstetikken – kernebudskabet, som de flashy taktikker pakker ind og forstærker. I en tid, hvor sociale medieplatforme ”mainstreamer skade”, siger Samaras, er budskabet enkelt: Had.

”Platformene booster algoritmisk had. Det kan være hvad som helst, så længe det involverer skade eller en indikation af skade, og noget, der fremstiller en gruppe mennesker som sårbare og taler for vold mod dem,” siger han.

Når had sælger, følger platformene trop og muliggør det

Det forklarer, hvorfor Daniel Nordentofts video, der direkte argumenterer for etnisk udrensning, har 13.500 visninger på TikTok – selv om han kun har 131 følgere. Eller hvorfor Hans Ladefoged, en anden aktivist fra Generation Identitær, kan samle 18.000 visninger på et opslag på X, hvor han skriver, at immigranter ”ikke ønsker at være en del af Danmark”, selv om han har færre end 800 følgere.

”Når had sælger, følger platformene trop og muliggør det,” siger Samaras.

I 2024 viste en kortlægning fra Center for Countering Digital Hate, at X viste annoncer på fem konti, der spredte had og løgne om migranter efter knivangrebet i Southport i Storbritannien. I ugen efter angrebet havde disse konti samlet omkring 260 millioner visninger – og en anslået annonceindtægt på 35.867 dollar, hvoraf X fik en del. Og i marts 2026 rapporterede BBC, at Meta og TikTok bevidst promoverede skadeligt indhold, herunder hadefuld tale.

”Jo længere tid de kan holde dig derinde, jo flere annoncer kan de sælge, jo flere penge tjener de,” siger en tidligere Meta-medarbejder, der har afsløret interne forhold, i artiklen.

”Digital terrorisme”

Men det faktum, at had sælger, er ikke den eneste grund til, at sociale medieplatforme booster højreekstremt indhold.

I år viste en kortlægning fra Global Project Against Hate and Extremism (GPAHE), at antallet af onlinekonti tilknyttet den identitære bevægelse er vokset med mere end 70 procent siden 2023, fordi platformene svækkede deres indholdsmoderation for at forsøge at ”please Trump-administrationen”.

På den første dag af Trumps anden embedsperiode, som begyndte i januar 2025, vedtog hans regering eksempelvis en bekendtgørelse, der skulle ”genoprette ytringsfriheden”, og som specifikt udpegede moderationen af indhold på sociale medier som et problem.

”Platformene tillod dette under ytringsfrihedens paraply: Grundlæggende kan man nu sige alt,” siger Samaras. ”Og det giver selvfølgelig den yderste højrefløj mulighed for at indtage en central plads her.”

Der er imidlertid tegn på, at platformene ikke modvilligt føjer Trump, fordi de bliver tvunget til det. I nogle tilfælde kan det være fordi de tilsyneladende selv støtter hans højreorienterede dagsorden.

”Der var især én platform, som rykkede grænserne for acceptable ytringer hurtigere end nogen andre. Nemlig X, som gik forrest i fuldstændig at afskaffe moderation,” siger Samaras. ”Under Elon Musk blev den tidligere mainstream-platform Twitter til et højreekstremt mødested under navnet X.”

Alt er tilladt der.

Musk, der ejer X, hjalp Trump med at blive valgt ved at støtte hans kampagne med 200 millioner dollar; har offentligt støttet AfD; og har gentagne gange støttet hvid nationalisme. I år viste en undersøgelse i tidsskriftet Nature, at X’s algoritme ”promoverer konservativt indhold og nedprioriterer opslag fra traditionelle medier”. Som følge heraf følger folk konti tilhørende ”konservative politiske aktivister” – hvilket i sidste ende påvirker deres politiske holdninger.

Men problemet begrænser sig ikke til X. ”Jeg vil på mange måder beskrive Metas aktiviteter som digital terrorisme,” siger Georgios Samaras. ”Alt er tilladt der.”

I 2025 omskrev Meta sin politik om hadefuld adfærd – og slettede en formulering, der fastslog, at det var i strid med platformens regler at dele islamofobiske, racistiske eller homofobiske holdninger. Det skete efter Meta i 2024 donerede en million dollar til Trumps indsættelsesfond, og Mark Zuckerberg lykønskede Trump med valgsejren.

”Alle platforme ejes nu af Trump-allierede milliardærer og billionærer. Det er et ideologisk projekt, der med Gramscis begreber i sidste ende handler om at sikre kulturelt hegemoni,” siger Samaras.

”Den amerikanske administration har opnået det, den satte sig for i 2024: Meta, X og nu TikTok har betydeligt svækket sikkerhedsforanstaltninger og moderationssystemer og dermed udvidet det rum, hvor højreekstrem og åbent fascistisk retorik kan cirkulere med langt færre konsekvenser.”

Kan den højreekstreme drejebog besejres?

Den 17. oktober samles en række højreekstreme grupper i Danmark til en demonstration arrangeret af Det Danske Folk. Det er en opfølgning på marchen 5. september, hvor sortklædte mænd lavede nazihilsner i gaderne og fremsatte hadefulde ytringer.

Vi kan ikke forhindre de sociale mediers algoritmer i at booste arrangementet og få flere til at deltage. Men vi kan imødegå den yderste højrefløjs indflydelse på en anden måde: Ved at møde op til moddemonstrationen. Og på længere sigt kan vi overveje vores egen brug af de sociale medieplatforme, der giver næring til den yderste højrefløj – og hvordan vores egen deltagelse er med til at holde disse platforme i live.

”Jeg mener, at det, vi ser lige nu, kræver aktivistiske svar,” siger Samaras. ”Og jo mere vi gør modstand mod de sociale medieplatforme, desto bedre.”

Generation Identitær skriver i en mail til Redox at de “tager afstand fra etnisk udrensning, samt alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme.”

Tags: ,