Skandalesag ryster Sverige: Ministers søn var aktiv i nazistisk kampsportsklub

Den organisation, som ministerens søn var aktiv i, rekrutterer også unge i Danmark.

Publiceret den 16. juli 2025

Den svenske migrationsminister Johan Forssell fra partiet Moderatarne har længe været i front for regeringens krav om hård kurs over for forældre, som ikke holder deres børn ude af voldelige bander.

Nu er han selv havnet i en skandalesag efter at researchgruppen Expo har afsløret, at hans 16-årige søn er aktiv i flere nynazistiske og højeekstreme grupper.

Det gælder blandt andet den nazistiske kampsportsklub Active Club, som det svenske Säkerhetspolisen (Säpo) advarer om i deres seneste årsrapport:

– Unge bliver ofte tiltrukket af volden som ideologi, samtidig med at radikaliseringsprocessen går hurtigere og hurtigere. Ud over problemerne online er også aktivklubber inden for den voldsforherligende højreekstremisme et voksende fænomen i Europa, som især tiltrækker unge, siger Fredrik Hallström, operativ chef ved Säpo, i rapporten.

Politiet mistænker også Active Club for at være igang med at kortlægge myndighedspersoner.

Udover at deltage i Active Clubs aktiviteter, har ministerens søn ifølge Expo også forsøgt at rekruttere medlemmer tilden nynazistiske organisation Det fria Sverige og haft kontakt med personer i den i USA terrorstemplede Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR), skriver SVT.

Active Club er et organisationsfænomen på den yderste højrefløj, som for nyligt har etableret sig i både Danmark, Sverige og Norge.

Netværket, der blev dannet i 2021, udspringer af den amerikanske ‘Rise Above Movement’ (RAM), der havde amerikanske nynazist Robert Rundo i spidsen. Rise Above Movement kaldte sig selv ‘the premier MMA club of the Alt-Right’. Netop krydsfeltet mellem kampsporten MMA og nynazistiske trolls i alt-right miljøet er også udgangspunktet for Rise Above Movements arvtager, Active Club.

Redox har dækket Active Clubs aktiviteter siden de i 2023 kom til Danmark.

Vi har blandt andet afdækket, hvordan klubben træner kampsport i kommunale lokaler og har bånd til Nye Borgerlige, samt hvordan en af deres kerneaktive lykkedes med at blive optaget som lektiehjælper i et projekt for børn og unge gennem Mediekoncernen Egmont.

Læs mere på vores temaside her.

Tags: ,