Terror i Norge: Gerningsmand chattede med nynazister få måneder før brutalt drab
En kvinde blev i weekenden brutalt dræbt på et bosted i Oslo. Gerningsmanden var kendt af myndighederne for sine højreekstreme holdninger og sagde ved anholdelsen, at han planlagde at skade flere personer. Han er nu sigtet for terror.
Publiceret den 26. august 2025
Norge: En 18-årig mand blev i går sigtet for terror og drab på den 34-årige Tamima Nibras Juhar.
Manden var beboer på et bosted i Oslo, hvor Juhar arbejdede.
I forbindelse med anholdelsen gav gerningsmanden udtryk for højreekstreme holdninger og sagde, at drabet var politisk motiveret. Han sagde også, at han planlagde at skade flere personer. Det skriver norske NRK.
Det norske netmedie Filter Nyheter har sammen med svenske Expo afdækket flere detaljer om gerningsmandens baggrund.
Medierne har knyttet den 18-årige gerningsmand til en bruger på beskedtjenesten Telegram. Denne bruger deltog i marts og april i år i et chatforum tilknyttet det højreekstreme parti Alliansen.
“Jeg meldte mig ind, fordi jeg støtter dette parti og deres ideologi,” skrev hans bruger blandt andet på Alliansen-forummet.
Tre dage efter skrev han: “Fuck hele regeringen i Norge i dag. De ødelægger bare landet endnu mere. Kun på grund af det forbandede demokrati, der ødelægger den nordiske fremtid.” og senere delte han et billede af Adolf Hitler.

Han likede også en kommentar om, at ingen, der ikke er norske, må få indflydelse i Norge – selvom han ifølge NRK selv er tysk statsborger og ikke har norsk statsborgerskab.
Filter Nyheter fortæller, at han blandt andet chattede med en kendt nazist fra Den Nordiske Modstandsbevægelse i Norge samt med flere andre kendte højreekstreme.
Mediet vurderer dog, at beskederne ikke indikerer et indgående kendskab til det etablerede højreekstreme miljø – blandt andet misforstod han flere gange intern jargon på forummet.
Kendt af myndighederne
De norske myndigheder har i længere tid været opmærksomme på gerningsmandens ekstreme højreorienterede synspunkter.
Det norske Politiets sikkerhetstjeneste (PST) fortæller til NRK, at de fik en advarsel om den 18-årige tilbage i februar 2024. Også politiet i Oslo fik en bekymringsmeddelelse om manden i marts.
PST vurderede ikke på baggrund af meddelelserne, at manden udgjorde en trussel, men begge myndigheder vil nu gennemgå deres behandling for at se, om de burde have handlet anderledes.
Alene på arbejde
Tamima Nibras Juhar blev født i Etiopien i 1991 og kom til Norge i 2008.
Hun havde nattevagt på bostedet og var alene på arbejde, da hun natten til søndag blev dræbt med flere knivstik.
Flere norske fagforbund kritiserer nu at hun var alene på arbejde på det private bosted.
Besked fra familien
Juhars pårørende har delt en offentlig erklæring gennem deres advokat, Elden Advokatfirma. Her beskriver de, hvordan krævende oplevelser i barndommen motiverede Juhar til at dedikere sig til at hjælpe udsatte børn og unge.
“Hun arbejdede som børne- og ungdomsarbejder, og ved siden af arbejdede studerede hun udviklingsarbejde ved OsloMet. Hun var stærkt engageret i spørgsmål om retfærdighed, racisme og internationale konflikter,” skriver de.
Familien skriver, at Juhar, som var muslim, havde venner fra mange samfundslag, kulturer og religioner.
“Tamima var omsorgsfuld, tilstedeværende og inkluderende. Hun efterlader sig et stort savn og vil blive husket som en kærlig datter, søster, tante og ven – et menneske som satte spor med sin varme, sit engagement og sin retfærdighedssans,” skriver de.
Familien understreger, at de, samtidig med at de sørger, har et stærk behov for at få svar. De opfordrer til at efterforskningen ikke bare finder svar på hvad der skete, om også hvordan de kunne ske og om drabet kunne være undgået – så samfundet kan lære og beskytte sig bedre i fremtiden.
Erklæringen slutter med en opfordring til det norske samfund: “Had skal mødes med kærlighed, selv når det føles umuligt. Norge skal være et trygt land for alle, uanset religion eller hudfarve. Familien håber, at denne tragedie kan minde os alle om at værne om de værdier, vores samfund bygger på – tryghed, respekt og ligeværd – og at mindet om hende kan inspirere til at stå op imod racisme og vold med styrke, fællesskab og kærlighed.”
Redox udgav i foråret magasinet Redox Offline, hvor Utøya-overlever Eiv Rindal skrev denne tekst om den yderste norske højrefløj.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.

