Filmanmeldelse: ANTIFA – skulder ved skulder, når staten svigter

En ny tysk dokumentarfilm sætter fokus hvordan antifascistisk organisering blev det vigtigste modsvar mod en brutal nazistisk voldsbølge i Tyskland.

Publiceret den 12. maj 2026

Det tyske medie Leftvision har produceret dokumentarfilmen ANTIFA – Schulter an Schulter, wo der Staat versagte (ANTIFA – skulder ved skulder når staten svigter). Redox arrangerer en visning på Nørrebro den 31. maj. Den visning kan du læse mere om her.

Dokumentarfilmen dykker ned i 1990’ernes og 00’ernes antifascistiske scene i Tyskland; hvorfor opstod den, hvilken metoder kan bruges hvornår, hvorfor organisere sig, hvad nytter antifascistisk researcharbejde og meget mere. Redox har set dokumentaren og giver filmen en varm anbefaling til alle, der interesserer sig for antifascistisk arbejde og vil drage nytte af de historiske erfaringer, der også er formet udenfor landets grænser.

Baseballbat-årene
Skulder ved skulder når staten svigter. Efter murens fald, i 1990’ernes og 00’ernes Tyskland, var det en særdeles klog strategi at anlægge som antifascist. Her var det langt fra kun i horisonten, at fascismen kunne anes. I den periode skyllede der nemlig en racistisk og højreekstrem voldsbølge ind over Tyskland – særligt den østlige del. Både i samtiden og sidenhen er voldsorgiet blevet beskrevet som regulære pogrommer, hvor yderst voldsberedte nazister og højreradikale angreb asylcentre, flygtninge og venstreorienterede med en uhørt brutalitet. Mord og brandattentater var langt fra usædvanlige i perioden. På venstrefløjen har årene siden fået tilnavnet baseballbat-årene som en betegnelse på den brutalitet, der udspandt sig i perioden. Du kan læse meget mere om perioden i vores baggrundsinterview her.

Særligt kendetegnende for perioden og de mange højreradikale angreb er fraværet af myndigheder, der tilsyneladende hverken ville eller kunne forsvare de minoritetsgrupper, der blev udsat for de racistiske voldsorgier.

I det kølvand kom også et aktivt modsvar. Det blev den antifascistiske bevægelse, der fik sin genopstandelse, da det var allermest nødvendigt. Det var ikke myndighederne, der stod foran asylcentre for at beskytte dem mod brandattentater og baseball-bats. Det var antifascister, der fandt sammen og organiserede modsvaret. Deraf også filmens titel. Det modsvar endte med at blive markant, effektivt og udviklede sig til en usædvanlig stærk bevægelse. Det er det modsvar, som Skulder ved skulder når staten svigter tager under dokumentaristisk behandling.

Antifascisme er legitimt
For første gang står fem antifascister nu offentligt frem og fortæller om deres historie, om deres aktiviteter og perspektiver i den periode, hvor de var mest aktive i den antifascistiske bevægelse. Det hele flettes sammen med unikke optagelser. Resultatet er en intens historisk, personlig og politisk dokumentarfilm som antifascister bør se og lære af. Filmen er langt fra ‘bare’ et historisk tilbageblik. Det er det også, men filmen blotlægger også de utallige lag, der omgiver hele den antifascistiske bevægelse. Antifascismen bliver ofte fremstillet udelukkende som en bevægelse, der har sit fokus på konfrontationer med højreradikale på gaden. Filmen dokumenterer og viser, at det er en myte. Antifascistisk arbejde er også organisering på græsrodsniveau, på arbejdspladsen, på skolen, i boligområder, det er opbygning af sociale og politiske frirum, det er feministisk arbejde, det er koncerter, det er store og små demonstrationer, det er oplysningsarbejde og undervisning og ikke mindst har antifascismen en tradition for omfattende dokumentaristisk researcharbejde ind i alle aspekter af den højreradikale scene.

Dokumentarfilmen kommer også ind på hvordan den organiserede antifascistiske modstand førte til voldsomme repressalier mod den antifascistiske bevægelse fra den selvsamme tyske stat, der ikke selv formåede at forsvare de minoritetspersoner, som angrebene gik udover.

På trods af pres fra både højreradikale og den tyske stat giver samtlige medvirkende aktivister i dokumentaren udtryk for, at de i dag anser det arbejde som den antifascistiske bevægelse startede og udøvede som helt nødvendigt. Der var jo ikke andre til at gøre det, som det lyder.

Flot film som behandler svære emner
Filmen både vil og kan meget. Selve produktionen er rigtig flot. Den er velklippet og de omgivelser de medvirkende ses i virker relevante og velplacerede.

Det er dog langt fra det mere scenariske, der er afgørende for filmens relevans og kvalitet. Foruden ovenstående er det filmens styrke, at den formår at gå i dybden med mere filosofiske spørgsmål. Det kommer f.eks. til udtryk ved, at de medvirkende forholder sig til hvornår militans er nødvendigt og legitimt, hvornår det tager overhånd, hvordan militans kan skabe sit eget univers, hvor den militante tilgang nærmest fylder alt for de involverede. Svære spørgsmål som mål og midler tages under kritisk lup og behandling, og er værd at lytte til. Fascismen kan ikke bekæmpes udelukkende med militans. Det kan være en del af værktøjskassen, men militansen alene afskaffer ikke fascismen, synes at være budskabet fra filmens medvirkende aktivister.

Et andet aspekt som filmen formår at formidle flot er budskabet om, at det nytter at organisere sig, og hvordan et aktivt lokalmiljø oftest kan være det bedste værn mod fascistisk organisering i ens lokalområde. Her hjælper alt fra koncerter til folkekøkken.

Den afgørende researcharbejde
En af de ting filmen fremhæver som helt nødvendigt, hvis den højreradikale organisering og vold skal inddæmmes, og som måske har særlig interesse for Redox-læsere, er filmens fokus på vigtigheden af at opbygge og have et fungerende og effektivt antifascistisk researcharbejde.

I filmens konkrete tilfælde drejer det sig om opbygningen og udviklingen af Antifa-Presse-Archiv Berlin. Arkivet startede fra bar bund, men udviklede sig konstant i perioden og er stadig den dag i dag et skattekammer for antifascistisk research og arkivarbejde.

Filmen er dermed også historien om hvordan antifascistisk researcharbejde gjorde og gør det antifascistiske arbejde markant mere professionelt og effektivt. Researcharbejdet bliver fremhævet som en af selve hjørnestenene i det antifascistiske arbejde og er indgangen til forståelsen af de højreradikale strukturer, hvem der kendte og kender hvem samt hvordan de højreradikale konkret arbejder og organiserer sig og hvilke metoder de er villige til at anvende fra gruppe til gruppe. Disse erfaringer formidler filmen flot videre.

Enkelte bump på vejen
Selvom filmen gennemgående er rigtig god, er den dog ikke helt uden for kritik. Klipningen i filmen er generelt rigtig flot, men enkelte gange er der klippet videoklip ind fra begivenheder, der ikke har relevans for det der vises og omtales. Det gør sig f.eks. gældende, når der klippes til konfrontationer mellem politi og demonstranter fra et topmøde i Prag i start 00’erne eller til nazi-demonstrationerne i Roskilde i 1995. Selvom det er klippet flot, forvirrer det simpelthen, hvorfor den klipning er valgt og det forekommer unødvendigt.

Filmen har et stort fokus på de pogromlignende tilstande og på den gadeterror, der udspillede sig i det tidligere Østtyskland (DDR). Det er som sådan helt forståeligt, da situationen generelt her var voldsommere her end i det gamle Vesttyskland (BRD). Den antifascistiske bevægelse i det østlige Tyskland var desuden mindre udviklet end i det tidligere BRD, og dermed stod den antifascistiske bevægelse også overfor større udfordringer i øst. Det er dog lidt ærgerligt for filmen, at den anden side at “baseballbat-årene” ikke kommer så meget med i fortællingen. Fortællingen om de mange og ofte dødelige brandattentater på asylcentre og huse hvor migranter boede kunne have gjort godt for at forstå filmens kontekst. Mange mennesker blev dræbt ved disse attentater og overfald.

Filmen fortæller også meget gerne om de mange succeser den antifascistiske arbejde fik i Tyskland i perioden. Det tjener helt bestemt sit formål og fokuset er forståeligt, men det begynder til tider også at minde om propaganda. Det er velkendt, at perioden bestemt ikke kun var lutter succes. Mange steder i Tyskland, særligt i det tidligere Østtyskland og i provinsområder, var der mange steder, hvor der også blev lidt nederlag og det bestemt ikke var sjovt at være antifascist. Den historie, og de perspektiver, samt hvilke erfaringer også nederlag kan give, kunne have givet filmen det sidste nøk opad, og givet seeren endnu mere med hjem i erfaringsrygsækken.

Organiser dig og gør noget – det nytter
Filmens udgivelse, først i Tyskland tilbage i november og siden på nettet fra december, hænger uløseligt sammen med den højreradikale opblomstring, der især nu ses i Europa og USA. For Tysklands vedkommende er det ikke længere utænkeligt, at et højreradikalt parti, Alternative für Deutschland (AfD), kan blive et regeringsparti. Samme tendens ses i talrige lande. Derfor udkommer filmen også nu. Kommende generationer af aktive antifascister har hermed muligheden for at lære af de historiske erfaringer, som den antifascistiske bevægelse er rig på. I filmens tilfælde fortælles de erfaringer levende videre af erfarne aktivister, der har været aktive i stort set alle grene af bevægelsen, og det virker filmisk.

De sidste 15-20 minutter af filmen reflekteres der over, hvad der kunne være gjort anderledes, hvad der gik godt og ikke mindst; hvordan det kan blive bedre fremadrettet. At filmen slutter af med en handlingsorienteret tilgang til de nye generationer af antifascister, hilses velkommen fra denne anmelder og det binder filmen fint sammen. Det nytter at organisere sig, det nytter at stå imod højreradikale kræfter, for de kan godt slås tilbage.

Redox arrangerer en enkelt visning af filmen i København, hvor du også kan møde flere af de medvirkende og diskutere erfaringer med dem. Den visning kan du læse mere om her.

Medvirkende:
Laura: Aktiv i Østberlin og Brandenburg i 30 år i forskellige antifascistiske grupper og netværk. Hun kommer fra en jødisk familie, hvor hendes bedstefar var aktiv i modstanden mod nazismen.
Nina: Aktiv i Rendsburg og Slesvig-Holsten fra 1987 til 1995 og siden 1995 aktiv i Hamburg i forskellige antifascistiske grupper. Hendes speciale er infrastruktur.
Kessi: Siden 1998 aktiv i Berlin-Kreuzberg i Antifa-Presse-Archiv Berlin. Hendes speciale var research og informationsbearbejdning.
Torsten: Aktiv siden 1989 i Quedlinburg i Sachsen-Anhalt, hvor han opbyggede lokale Antifa-grupper. I dag arbejder Torsten som advokat. Han har repræsenteret de mange grupper uden for storbyerne, der gjorde modstand mod den voksende nynazistiske scene i perioden.
Navid: Aktiv siden slutningen af 1980’erne i Göttingen. Her var en af bevægelsens største grupper. Han fokuserede på politiske kampagner, landsdækkende netværk, kampsport og selvforsvar.