Runerne er et germansk skriftsystem, der benyttedes i det nordlige Europa fra det 2. til det 13. århundrede i de germanske områder, før de blev udkonkurreret af det latinske alfabet med kristendommens udbredelse. Runernes alfabeter, eller futharken som det kaldes efter de seks første tegn på runestaven, findes i tre udgaver; et ældre, germansk runealfabet med 24 runer, der hører den germanske jernalder til, en yngre, nordisk version af den ældre futhark med 16 tegn, og endelig et angelsaksisk runealfabet. De to sidste udgaver opstod begge i 700-tallet og hører den sene jernalder og tidlige middelalder – eller ”vikingetiden” – til.

Det var især fra det yngre, nordiske runealfabet, at den østrigsk-tyske mystiker Guido Von List i starten af det 20. århundrede hentede inspirationen til sine "Armanen Runen", en moderne genfødsel af runerne, som blev adopteret af den tyske okkultisme og Völkisch-bevægelsen. Herfra vandrede Lists Armanerruner via den ledende nazistiske mystiker, østrigeren Karl Maria Wiligut, over i den nazistiske okkultisme, og især SS, under ledelse af Heinrich Himler, begyndte at bruge runerne i deres symboldyrkelse, som logoer for forskellige enheder og i propagandamateriale. Nynazister anvender i stor udstrækning de naziokkulte runer som logoer, på merchandise og som tatoveringer.