Active Club Denmark ses her ved den polske uafhængighedsmarch i 2023. Foto: Recherche Netzwerk Berlin.

Active Club Denmark tager afstand fra svenske venners vold

Den danske afdeling af Active Club tager nu afstand fra de medlemmer af deres svenske søsterorganisation, der fornylig blev dømt for et racistisk voldsorgie.

Publiceret den 5. december 2025

I november blev fire centrale medlemmer af Aktivklubb Sverige idømt langvarige fængselsstraffe efter de blev dømt skyldige i en række racistiske overfald, der fandt sted i Stockholm centrum en nat i august i år.

Siden dommen har der været kø ved håndvasken blandt skandinaviske højreradikale, der forsøger at vaske blodet af hænderne. Nu er turen også kommet til Aktivklubb Sveriges danske søsterorganisation, Active Club Denmark.
Tidligere på ugen kommenterede organisationen for første gang sagen offentligt. Det skete i en skriftlig udtalelse til B.T. fra en anonym talsmand fra Active Club Denmark.
Her lød det:

“Vi tager afstand fra vold, tillige har vi en forventning til, at den svenske Active Club gør det samme. Vi kan ikke diktere deres ageren, men kun på det kraftigste anbefale, at de fordømmer den slags handlinger. (…) Hvad angår disse hadforbrydelser, og hvorledes vi kan forsvare at pleje omgang med en gruppe, som er involveret i disse hadforbrydelser, så er svaret enkelt. Der vil altid være rådne æbler, der forsøger at finde deres vej ind i diverse organisationer, og disse håndteres ved at blive sorteret fra, så det samme håber vi, at svenskerne gør.”

“Det her er en lille, uheldig ting”
Mens Active Club Denmark offentligt tager afstand fra deres svenske søsterorganisations medlemmer, så har den amerikanske grundlægger af Active Club-bevægelsen, Robert “Rob” Rundo, lagt en anden linje.

Robert “Rob” Rundo kommenterede ifølge det svenske medie Expo, dommen mod Aktivklubb Sverige-medlemmerne i en amerikansk podcast.
Her tog stifteren af den internationale Active Club-bevægelse ikke afstand, men neglicerede derimod volden, der blandt andet resultererede i at et af ofrene fik ødelagt fire tænder, hjernerystelse og et midlertidig tab af hørelsen.
Det var i podcasten “White Rabbit Radio” at Robert “Rob” Rundo diskuterede den svenske sag med programmets vært og sagde:
“Det her var bare – det her er en lille, uheldig ting, de kom i et mindre håndgemæng, der ikke resulterede i nogen skader.”

I podcasten forklarede Rundo desuden, at han ikke mener, at denne voldsepisode er repræsentativ for den svenske afdeling og at han giver sin “fulde støtte” til Aktivklubb Sverige.
Om de dømte siger han: “Jeg håber, de snart kommer ud af fængslet” og fortsætter: “De vil være derinde sammen, de vil træne, og de vil helt sikkert komme ud stærkere og mere overbeviste.”

Robert “Rob” Rundo står dog ikke alene med hans støtte til Aktivklubb Sverige. Centrale medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse har på sociale medier ytret støtte til Aktivklubb Sverige og deres medlemmers voldshandlinger, hvilket har været medvirkende til at de to organisationer er blevet ført tættere sammen, og har skrinlagt deres tidligere konflikt med hinanden. De to organisationer er blevet så tætte, at Aktivklubb Sverige officielt opfordrer deres støtter til at deltage i den genoplivne Salem-march, der bliver afholdt udenfor Stockholm på lørdag, og er arrangeret af netop Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Læs mere om Salem-marchen her.

Tags: , ,