Anmeldelse: Et farvel til DNSB - men ikke til racismen

Selvom han har forladt nazibevægelsen og fortryder sin fortid, så lever racismen i bedste velgående i Thomas Vestergaards nye bog.

Thomas Frausing Vestergaard ses her i spidsen for DNSB's Hess-march i Kolding i 2007, sammen med Jonni Hansen. Foto: Redox. Thomas Frausing Vestergaard ses her i spidsen for DNSB's Hess-march i Kolding i 2007, sammen med Jonni Hansen. Foto: Redox.

Den tidligere danske topnazist, Thomas ”Guffi” Vestergaard, der endte med at blive næstformand i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), har skrevet bogen Mit liv til skræk og advarsel, der udkommer i dag.

Det sker i kølvandet på, at Thomas Vestergaard igennem en længere periode har optrådt i medierne som afhoppet nazist. Thomas Vestergaard er rigtignok ikke aktiv nazist længere, og er i stedet blevet kristen, men bogen efterlader læseren med en række spørgsmål undren om hvor langt Thomas Vestergaard har bevæget sig fra sit ideologiske udgangspunkt.    

Vi skal iøvrigt bemærke, at denne Thomas Vestergaard ikke er den samme, som den Thomas Vestergaard, der er anden halvdel af 00’erne var ledende i den nazistiske hooligangruppe White Pride i Århus.

Generelt er bogen ikke et mestermærk. Der er ikke meget struktur og fortællingen har det med at springe fra det ene emne til andet uden at læseren holdes i hånden. Bogen er desværre heller ikke specielt velskrevet. Den har dog sine momenter, hvor den fanger og man bliver draget med ind i fortællingen. Det drejer sig især om bogens klart mest interessante del, hvor Thomas Vestergaard åbner lidt op for hans tid i hjertet af DNSB.

Bogen er groft sagt opdelt i tre hovedafsnit; Thomas Vestergaards opvækst, hans DNSB-tid og så hans vej til nyfunden kristen. Fra et politisk synspunkt er det klart mest relevante dog perioden hos DNSB. Derfor vil denne anmeldelse ikke gå ind den første og sidste del af bogen.

Kort fortalt er første del af fortællingen en historie om en familie, der er præget af voldsomt alkoholmisbrug, en far med hang til våben og en ung dreng, der finder sin vej ind i rockermiljøet på Amager. I disse misbrugs- og voldsmiljøer får den unge Thomas afløb for sine frustrationer, men ovenpå et mavesår og lægens ord om, at han må stoppe med drikke, beslutter Thomas sig for at ligge drukken og rockermiljøet på hylden.

Det bliver hans vej ind i DNSB. En grønjakke beretter om Jonni Hansen og et nyt hus i Greve, hvor de tilsyneladende tager afstand fra folk, der drikker for meget og tager stoffer. Det giver mening for Thomas, der nu får adgang til et miljø, hvor han ikke behøver drikke og samtidig kan lade sit had mod andre mennesker få frit løb.

Hess-march og naziborg i Nørresundby
Igennem hele bogen skinner det tydeligt igennem, at Thomas Vestergaard meget gerne vil lægge afstand til sin fortid. Det er forståeligt nok, men det kniber til gengæld med refleksionen og med at slippe jargonen fra dagene i DNSB. Det kommer f.eks. til udtryk i omtalen af DNSB´s politiske modstandere, der fortsat kaldes ”de røde”, en yndet udtryksform om politiske modstandere hos højreradikale.

Historiefortællingen om DNSB´s bedrifter lader der ikke til at være brugt langt tid på at tænke over. Det ses både i det forholdsvis lange afsnit om Rudolf Hess-marchen i Roskilde i 1995, hvor Thomas Vestergaard hævder, at politiet kun ”går løs på” nazisterne, hvilket ifølge Vestergaard var årsagen til ”de røde”, som han kalder borgerne i Roskilde, får et ”fripas” til at kaste med sten mod nazisterne.

I forbindelse med marchen kommer Thomas Vestergaard til skade og må stærkt blødende fragtes på hospitalet, men det interessante er dog, at selvom nazisterne bogstaveligt talt blev smidt ud af Roskilde, giver Thomas Vestergaard nazisternes udlægning af dagens forløb.

Han skriver; ”Demonstrationen bliver udlagt som en succes af begge parter. Især af os.” Dagen var ifølge Thomas Vestergaard og DNSB en succes fordi det lykkedes, at gennemføre en demonstration og fordi der angiveligt var 14 moddemonstranter, der endte på hospitalet. Han nævner dog ikke, at det primært skyldes skader efter politiets brug af knipler og hunde. På grund af sine skader føler Thomas sig efterfølgende som en ”helt” og bogen har sågar et billede af den hædersbevisning DNSB gav Thomas Vestergaard ”For personlig indsats” på dagen.

Også den efterfølgende Hess-march i Køge i 1997 beskrives uden at bidrage med væsentligt nyt.    

Den manglende indsigt i faktiske forhold og manglende refleksion kommer også til udtryk, da forholdene omkring det hus som DNSB arvede i Nørresundby ved Aalborg i sluthalvfemserne beskrives. Naboernes daglige sangprotester, der etableres kort efter naziborgens fremkomst, kaldes for en ”blokade” og det hævdes, at nazisterne er under overvågning ”døgnet rundt”.

Striden omkring naziborgen i Nørresundby endte som bekendt med at nazisterne via retten fik frakendt sig arven til huset, men hvad der dog er interessant er Thomas Vestergaard beskrivelse af nazisternes sidste dage i huset. Han mener nazisterne var kørt træt i huset og næppe kunne blive siddende i huset meget længere uanset hvad. Han skriver om omstændighederne i huset og stemningen i DNSB generelt; ”… men måske er kendelsen det bedste, der kunne ske. Vi ville nok ikke have været i stand til at holde huset ret meget længere. Et af de medlemmer, der boede i huset, er blevet smidt ud på grund af et hashmisbrug, og magtbegær, mistro og intriger har næsten lagt huset øde.”

I 1995 var Thoms Frausing Vestergaard en del af DNSB's inderkerne. Her ses han i forbindelse med deres Hess-march i Roskilde. Foto: Privat.

I 1995 var Thoms Frausing Vestergaard en del af DNSB's inderkerne. Her ses han i forbindelse med deres Hess-march i Roskilde. Foto: Privat.

Intriger i DNSB
Intriger og mistro lader i det hele taget til at have været en omfattende del af partilivet i DNSB. Thomas Vestergaard beskriver således flere steder, hvordan det at være fast mand i Greve kunne føre til et højt stressniveau. Der kunne være mange årsager til mistro og intriger. Et eksempel udspillede sig på Thomas Vestergaards fødselsdag. Han har i den anledning lavet lagkage, men ifølge Vestergaard ville ingen spise af den før han selv havde taget en bid. Snakken gik på om han ville”forgive dem”.

Et andet eksempel: Jonni Hansen får på et tidspunkt en kæreste, hvilket ifølge Thomas Vestergaard får sladderen til at eksplodere i nazibunkeren. Flere mener antageligt, at ”… hun går i lidt for store sko, samt at hun får lov at blande sig i alt for meget.” Thomas Vestergaard skriver efterfølgende, at DNSB´s daværende næstformand, der også er redaktør på partiavisen Fædrelandet, forlader DNSB sammen med andre medlemmer. Desværre uddyber Thomas Vestergaard ikke dette nærmere, men det er svært at forestille sig det udelukkende skyldes, at Jonni Hansen fik en kæreste.

Hvor nogen falder fra bliver der plads til nye og Thomas Vestergaard kan således rykke frem i hierarkiet. Han får øgenavnet ”Skyggen”, fordi han loyalt følger Jonni Hansen i tykt og tyndt, hvilket belønnes med en redaktørpost på Fædrelandet og senere bliver han desuden pressechef i DNSB.

I perioden bor Thomas Vestergaard i Greve og bliver der samlet i fem år. Desværre er der heller ikke her blevet plads til overvejelser over hvad hans egen indsats for DNSB har betydet for organisationen og dets udvikling i de fem år han boede i huset.
Thomas Vestergaard beskriver en hændelse i forbindelse med en demonstration, hvor Jonni Hansen bliver anholdt og ”politiet tæver løs på ham med knippelslag, og hans højre knæskal flækker.” Det ændrer angiveligt Jonni Hansen mentalt. Han bliver mere aggressiv som følge af smerter og medicin.

Det interessante er  ikke politiets behandling af Jonni Hansen, men at tiden bagefter fører til en mere ”grå og hård” tone i Greve, og i sidste ende er det begyndelsen på enden for Jonni Hansens tid som leder af DNSB. Han mister kampgejsten og ”begynder at snakke om at trække sig tilbage. Han er brugt op, og har ingen lyst til at kæmpe for sagen længere. Et helt liv i modvind sætter sine tydelige ar på både krop og sjæl.”

Jonni Hansens exit vender vi tilbage til.  

Våben og vold
Thomas Vestergaard beskriver også, hvordan han via sin våbenhandlende far, tidligt stiftede bekendtskab med skydevåben. Derfor er det måske heller ikke så overraskende det følger ham senere i livet.

Den første nat Thomas Vestergaard skal sove i huset i Greve er der moddemonstration udenfor. Han beskriver hvordan han med et cricketbat og en kniv er klar til at tage imod demonstranterne, hvis de skulle formå at forcere hegnet.

Det er dog langt fra den eneste episode, hvor våben spiller en rolle for Thomas Vestergaard og hans engagement i DNSB. Han beskriver en episode, hvor han bliver konfronteret med hans nazistiske ideer i Brugsen: ”Jeg trækker op i min bluse, bag mit hagekorsbæltespænde sidder der en pistol, og det får dem til at stoppe op.”

Desværre er der ingen nærmere forklaring fra Thomas Vestergaard på, hvorvidt det var almindeligt for DNSB-medlemmer at bære skydevåben, men det har tilsyneladende ikke været længere væk end at en tur i Brugsen kunne være anledning til at tage et skydevåben med sig. Det kunne have givet bogen en del mere styrke, hvis en episode som denne var blevet uddybet og reflekteret over, men desværre genfortæller han bare episoden og siger, at han bagefter var skræmt over sit eget had.

Våben kan dog være andet end knive og pistoler. Det kan også være en bil. Det blev tydeligt en skæbnesvanger morgen i Greve, hvor Jonni Hansen bevidst påkører antinazistiske demonstranter  udenfor nazibunkeren. Flere skades alvorligt.

Da beskeden når de sovende nazister i huset bevæbner de sig og stormer ud på gaden uden at finde nogen eller noget. Det er imidlertid ikke skaderne på demonstranterne, der bekymrer Thomas Vestergaard. Det får ingen omtale. Derimod omtales de skader, der var i hegnet efter aktionen. Faktisk får man det indtryk, at Thomas Vestergaard mener det var et uheld Jonni Hansen påkørte folk den morgen; ”Jonni ser ingen anden udvej end at jokke speederen i bund og køre tværs igennem dem, men det lykkes ikke helt, og et par af angriberne bliver ramt af bilen”. Igen savnes der et kritisk blik på påkørslen og måske en tanke om hvorfor retten efterfølgende idømte Jonni Hansen en længere fængselsstraf.

På et tidspunkt flytter Thomas Vestergaard til Århus. Hans politiske mission i Århus er, ifølge ham selv, at få etableret en afdeling af DNSB i byen samt etablere kontakt til White Pride. White Pride er en nazistisk hooligangruppe med tilknytning AGF. Thomas Vestergaard nævner intet om, at DNSB skulle have et problem med White Prides vanlige vold, men at problemet snarere var, at White Pride ”ikke interesserer sig den mindste smule for politik”, men bare gerne vil slås, se fodbold og lave ballade uanset hvem det så måtte være imod. Derfor er de efter Thomas Vestergaards opfattelse ”uegnede” som DNSB medlemmer. Igen kunne bogen havde været betragtelig stærkere, hvis Thomas Vestergaard havde haft et lidt større kendskab til White Pride, deres historie og mål samt forholdt sig til hvilken type organisation de er, men desværre sker det ikke.  

Jonni Hansen forlader DNSB
Det mest interessante afsnit handler om Jonni Hansens afgang som formand og det efterfølgende drama for at finde hans afløser. I DR3-udsendelsen ”Mit had til skræk og advarsel” fra 2016 udtalte Thomas Vestergaard, at grunden til han ikke blev formand, selvom han på det tidpsunkt var næstformand var, at ”… det havde han ikke lyst til.” Det er forklaring han delvist fastholder i bogen, hvor han skriver; ”Er det nu også det, jeg vil? Skal jeg være formand for sådan en organisation?” og antyder dermed, at han var i tvivl om hvorvidt han havde lyst til at blive formand.


Det forekommer dog som en søgt forklaring, som skrives i bagklogskabens klare lys. Det bliver ret tydeligt, når man sammenligner det med den førstehåndsberetning han selv giver om magtkampen, der udspillede sig i DNSB efter Jonni Hansens afgang. Ifølge Thomas Vestergaard indkalder Jonni Hansen til ekstraordinært møde, hvor deltagerne tror, at de skal diskutere strategi i forhold til det kommende kommunalvalg. Det viser sig dog, at dagsordenen er formandens afgang og at mødedeltagerne skal finde hans afløser.
Det kommer som et lyn fra en klar himmel for de forsamlede nazister. Ikke desto mindre gennemføres mødet og når frem til to kandidater; Thomas Vestergaard og Esben Rohde Kristensen. De to ser forskelligt på tingene og det bliver tilsyneladende tydeligt på mødet, hvor forfatteren, siger at han: ”… taler min sag, så godt jeg kan, men lige lidt hjælper det.”

Thomas Vestergaard kæmpede altså for magten i DNSB og er da også ”skuffet” over udfaldet af diskussionen. Ifølge ham selv var årsagen til nederlaget, at han er pensioneret ”og man kan ikke have en syg person som formand for DNSB”, som argumentet lød, men også hans stigende fravær i Greve spillede ind. Ikke desto mindre forbliver han som næstformand. Det hænger dårligt sammen manglende lyst.

I månederne efter Jonni Hansens bratte exit udspiller der sig et internt drama af de store i DNSB. Mistro, intriger og magtbegær kammer over og ender med at understrege den voldskultur, der hele tiden er lige under overfladen i DNSB. Det udvikler sig til et sandt ”helvede” i nazibunkeren de næste tre måneder; ”Ensretning, mistro og intriger fylder hele atmosfæren”, fortæller Thomas Vestergaard og det ekstremt dårlige miljø kulminere med at Thomas Vestergaard, sammen med hans allierede ”Tommy”, bliver beskyldt for at ville kuppe sig til magten i DNSB.

Det har konsekvenser i nazistiske kredse og der bliver sendt ”fem-seks ind på kontoret bevæbnede med køller” for at forhindre det påståede kup. Heldigvis for Thomas Vestergaard var han var gået tidligt den dag. Efterfølgende tør han ikke tage hjem og bruger et par dage på flugt fra den organisation, som han har hjulpet med at opbygge de sidste 16 år. Konflikten slutter med at Thomas Vestergaard indgår en aftale med Esben Rohde Kristensen om ikke at offentliggøre at hans exit fra DNSB før der er gået et år. På den måde slutter næsten to årtier i hjertet af dansk nazisme for Thomas Vestergaard.

Ikke meget nyt under solen
Bogen slutter af med et horribelt afsnit: ”Hvordan bekæmper man racisme”.

I dette bliver det klart, at Thomas Vestergaard måske nok har lagt sin nazistiske aktivisme på hylden, men at det halter gevaldigt med at slippe de gamle racistiske toner. Selvom afsnittet angiveligt skulle være et afsnit, der vil forklare hvordan man bekæmper racisme, oser det af fordomme, generaliseringer og en retorik, der ligeså godt kunne stamme fra en højreradikal hjemmeside.

F.eks. kaldes flygtninge og indvandrere for ”fremmede”, som ifølge Thomas Vestergaard får ”positiv særbehandling”. Hvad det er for en ”positiv særbehandling” fremgår dog ikke, men det skulle ifølge forfatteren forklare, hvorfor der er racisme i Danmark.
Folk fra primært muslimske lande betegnes som folk ”der er flere hundrede år bagefter” og ”mange af dem har ikke engang set et WC, før de kommer til Danmark”. Derudover bidrager han også til myten om at muslimer skulle ”forlange, at danske børn ikke må have kød fra grise i madpakken” og at muslimerne forlanger ”at vi ikke må have offentlige juletræer… udelukkende af den grund de ikke fejrer jul.”

Efter de generaliserende påstande, slutter Thomas Vestergaard af med ordene ”gensidig respekt er vejen frem.”

Det kræver ikke meget analytisk sans, at nå frem til at Thomas Vestergaards forståelse af hvordan man bekæmper racisme, bedst gøres ved at minoriteten assimilerer komplet og lever et liv som flertallet. Analysen og retorikken er en tro kopi af tidens såkaldte udlændingedebat og bestemt ikke imponerende fra en, der hævder at have lagt racismen på hylden.   

For kendere af DNSB bidrager bogen ikke med meget banebrydende nyt. Enkelte nye ting kommer dog frem. Særligt beskrivelse af ”kuppet” og den efterfølgende flugt er interessant, selvom bogens forfatter har lidt svingende forklaringer på sin egen rolle. Bogen er, på trods af sin noget uortodokse stil, meget nemt læst og delene om DNSB har en vis relevans for folk med interesse i det yderste højre.

At lytte til Thomas Vestergaard og hans ideer om hvordan racismen bekæmpes er ikke nogen god ide. Faktisk lader det til, at han har mere end svært ved helt at slippe den gamle højreradikale jargon, hvilket fortjener en kritisk bemærkning næste gang han toner frem i medierne. Der er rigtigt god grund til at stille Thomas Vestergaard kritiske spørgsmål om hans politiske standpunkt i dag, for de racistiske fordomme har han desværre ikke lagt på hylden.

 

"Mit liv til skræk og advarsel" udkommer på Forlaget Mellemgaard den 11. december 2017.

"Mit liv til skræk og advarsel" udkommer på Forlaget Mellemgaard den 11. december 2017.