Bestyrelsesmedlem hos Nye Borgerlige delte antisemitisk konspirationsteori
Den tyske kansler en del af en jødisk konspiration om at udrydde 'den hvide race'. Den teori delte et bestyrelsesmedlem fra Nye Borgerlige.
Publiceret den 13. maj 2019
Den 29. april 2018 skrev en højreradikal internetaktivist et bemærkelsesværdig indlæg på sin åbne Facebook-profil. Opslaget var åbenlyst konspiratorisk og antisemitisk, men blev hurtigt populært i højreradikale kredse på Facebook. En af dem, der delte det antisemitiske opslag, var Steffen Berggren Clausen fra Nye Borgerlige. Han er bestyrelsesmedlem i Lyngby-Taarbæk-afdelingen og den tidligere folketingskandidat. Han er ikke længere kandidat, men deler hyppigt partiets propaganda på sociale medier.
Folketingsvalg 2019
Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.
I opslaget bliver Tysklands kansler, Angela Merkel, beskyldt for at være medlem af den jødiske ”B’nai B’rith orden”, som angiveligt skulle ønske sig en ”ny islamisk verdensorden”, et såkaldt ”European Genocide-Projekt”, der vil udskifte ”…den europæiske befolkning til en blandingsrace af hvide mennesker, afrikanere og asiatere (muslimer)”, som det formuleres.
“Merkel er zionistisk jøde”
Ifølge Facebookopslaget er det noget, som Merkel og B’nai B’rith angiveligt ønsker, fordi de påstås at støtte en teori, der blev udviklet af den østrigske politiker, Richard Coudenhove-Kalergi (1894-1972). På trods af, at ikke mange kender Richard Coudenhove-Kalergis teorier har de vakt furore i højreradikale kredse, fordi han bliver anset som en af de første pan-europæere, der talte om et forenet Europa. Richard Coudenhove-Kalergi mente fremtidens Europa ville være præget af forskellige etniciteter og kulturer. Derfor er han i højreradikale kredse sidenhen blevet anset som en af hovedarkitekterne bag en påstået plan om at udrydde “den hvide race” i Europa. De højreradikale konspirationsteoretikere mener, at jøderne i den forbindelse bliver den nye herskende klasse på bekostning af den gamle feudal-adel.
Det konspiratoriske opslag linkede til den tyske hjemmeside deutschelobbyinfo.com, en side der flyder over med konspirationsteorier og sågar har undertitlen ”FÜR DAS DEUTSCHE REICH IN DEN GRENZEN VOM 31.08.1939”. I artiklen på konspirationssiden lyder overskriften; ”Merkel Zionistische Jüdin Mitglied des B’nai B’rith Ordens”. “Merkel Zionistisk jøde medlem af B’nai B’rith Ordenen”
På baggrund af Merkel-citater, der bringes helt ude af kontekst, de antisemitiske informationer fra konspirationssiden og Richard Coudenhove-Kalergis teorier konkluderes det af i Facebook-opslaget, at Angela Merkel går ind, for at Europa skal være en ”islamisk stat” og ”HØJBORG af ISLAM”. Her skal europæerne leve på et ”slaveagtigt niveau”, underlagt den nye enhedsstat ”EURABIA”, lyder det i opslaget, som Nye Borgerliges Steffen Berggren Clausen altså delte.
En stor elite, der styrer det hele
Steffen Berggren bekræfter overfor Redox, at han er medlem af Nye Borgerlige, samt at han er bestyrelsesmedlem i sin lokalafdeling i partiet. Han fortæller desuden, at han ikke længere er folketingskandidat, fordi han ikke havde tid til det på grund af sit job.
Om delingen af opslaget fortæller han, at det ikke er alt han deler, som han er enig i, men at de konspirationsteorier, han læser, får ham til at undre sig og har fået ham til at stille sig selv spørgsmål.
“Kan det være rigtigt, at der er mere mellem himmel og jord i forbindelse med den udvikling, vi oplever? Er der en anden baggrund end den, som vi kender? Findes der faktisk sådan en stor elite, som sidder og styrer det hele?”, siger Steffen Berggren Clausen til Redox.
Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber ønsker ikke at udtale sig om sagen til Redox, men siger dog at partiet ledelse vil tage en snak med Steffen Berggren Clausen og understreger, at Nye Borgerlige ikke deler synspunktet om, at Angela Merkel skulle være med i en jødisk sammensværgelse.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.