Martin Henriksen ses her på Christiansborg i forbindelse med et debatmøde med Generation Identitær i september 2023. Foto Redox.

Partiformand Martin Henriksen til fredagsbar med nyfascister: “Patriotisk hærfører”

Den nyvalgte formand for det detroniserede parti Nye Borgerlige, Martin Henriksen, har længe haft en varm relation til de unge nyfascister i Generation Indentitær.

Publiceret den 17. april 2024

Nyfascisme?

Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv. Vi bruger betegnelsen nyfascister om Generation Identitær. Du kan læse vores analyse her.

Den 28. januar 2022 havde den nyfascistiske organisation Generation Identitær inviteret til fredagsbar. Det var dog ikke kun unge medlemmer af den nyfascitiske organisation, der mødte frem til den festlige stund.

Den tidligere toppolitiker fra Dansk Folkeparti og netop nyvalgte formand for Nye Borgerlige, Martin Henriksen, var også mødt op til fredagsbar hos de unge fascister.

Fredagsbaren forløb angiveligt så godt, at Martin Henriksen efterfølgende selv på det sociale medie X (dengang Twitter, red.), offentliggjorde et billedopslag, hvor han takkede for nogle hyggelige timer og ikke mindst takkede den nyvalgte partiformand de unge aktivister for deres politiske holdninger. Ifølge Martin Henriksen fordi de “aktivt kæmper imod befolkningsudskiftningen!”

Martin Henriksen skrev selv om sin deltagelse i Generation identitærs fredagsbar på Twitter den 28. januar 2022. Screenshot.
Martin Henriksen skrev selv om sin deltagelse i Generation identitærs fredagsbar på Twitter den 28. januar 2022. Screenshot.

Den patriotiske hærfører
Det er langt fra den eneste gang kerneaktivister fra Generation Identitær og Martin Henriksen har sat hinanden stævne.

Den varme politiske omfavnelse er ikke taget af siden fredagsbaren, i september deltog Martin Henriksen i et debatmøde med Generation Identitær på Christiansborg og så sent som den 18. januar i år postede den tidligere kerneaktivist og talsperson for Generation Identitær Jonas Zuschke et stort opslået fotomanipuleret hyldestbillede af Martin Henriksen på Facebook. Martin Henriksen er på billedet iklædt ridderrustning og ligner en korsridder. Det gjorde Jonas Zuschke under overskriften; “Hvordan danske patrioter ser Martin Henriksen lige nu”.

I debattråden til opslaget er Martin Henriksen selv inde og kommentere den varme hyldest, hvor han skriver; “Det var en herlig og yderst værdsat venlighed Tak !!”.

God, patriotisk hærfører, vi har der

Også den nuværende talsperson for Generation Identitær, Daniel Nordentoft, kommenterede det manipulerede hyldestbillede med ordene “God, patriotisk hærfører, vi har der”, hvilket faldt i Martin Henriksens smag, som kvitterede med et “Tak Daniel”.

Martin Henriksen nøjedes ikke med at kommentere på Jonas Zuschkes hyldestbillede. Samme dag som Jonas Zuschke postede sit opslag, videredelte Martin Henriksen billedet på sin egen Facebook-profil.

“Ja, jeg bliver jo taknemmelig og glad i låget, når danske patrioter skriver den slags om undertegnede. Og ja, det er nok ikke stuerent,” skrev Martin Henriksen, og fortsatte:

“Men kan man overhovedet være stueren, mens kampen står på og når vi jo dybest set beskæftiger os med nationens og danskernes ve og vel. Det er nationalt selvforsvar !! Lad os stå sammen nu. Tak ”

kampen er brutal og voldelig. Det er den nødt til at være

 

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores venneforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Jonas Zuschke, der postede ridderbilledet, var i 2018 forfatteren til et langt kampberedt forsvarskrift, der blev bragt i det nationalkonservative tidsskrift Critique. Forsvarskriftet kom på baggrund af, at den politiske strømning, som Generation Identitær udspringer fra, “Det nye højre”, af Critiques redaktør var blevet stemplet som “højreradikal”.

Som gensvar gjorde Jonas Zuschke det klart, at; “kampen er brutal og voldelig. Det er den nødt til at være” og at hans politiske strømning står ved, at de skal opfattes som “…ekstremister og vi er det gerne”.

Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.

Den voldsomme retorik blev forklaret med at; “Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.”

I samme skriv til de nationalkonservative læsere slår Jonas Zuschke fast, at han anser sin politiske strømning og politiske kammerater som værende; “kampberedte pyromantikere”. 

I 2021 gik Jonas Zuschke helhjertet ind i Nye Borgerlige, hvor han blandt andet blev byrådskandidat for partiet i Aabenraa i forbindelse med kommunalvalgtet i 2021. Jonas Zuschke var dog ikke i nærheden af at opnå valg. Han fik 43 personlige stemmer.

Overlap og forbud
Udover Jonas Zuschkes tætte forbindelse til Nye Borgerlige har Redox tidligere publiceret en række artikler, der dokumenterer de mange overlap mellem miljøet omkring Generation Identitær og Nye Borgerlige.

Redox har tillige dokumenteret hvordan kerneaktivister i Generation Identitær liker og deler nazistisk og fascistisk materiale på de sociale medier. Det kan du læse mere om her.

I foråret 2021 blev Generation Identitærs franske søsterorganisation, Generation Identitaire, forbudt i Frankrig. Det skete på baggrund af at det franske indenrigsministerium opfattede Generation Identitaire som en organisation, der “opildner til had, diskrimination og vold”.

Hverken Martin Henriksen, Daniel Nordentoft, Jonas Zuschke eller Generation Identitær har besvaret Redox’ henvendelser.

Tags: , ,