Bestyrelsesmedlem i Dansk Kultur: Danmark kun er for ariere
Foreningen Dansk Kultur, der er en del af det nationalkonservative miljø, har et bestyrelsesmedlem, der samtidig er aktiv i det nynazistiske Danskernes Parti.
Publiceret den 7. maj 2017
Redox kan i dag afsløre en række racistiske udsagn fra et medlem af Dansk Kulturs bestyrelse. De stammer fra Danskernes Partis interne facebookgruppe og kommer fra Hans Christophersen, der udover at være aktiv i det nynazistiske parti, altså sidder i bestyrelsen i foreningen Dansk Kultur.
I et indlæg i den interne gruppe skriver han f.eks.:
Jeg mener, at Danmark kun er for ariere, primært for ariere med danske aner i generationer.
Så er jeg muligvis RACIST, eller i hvert fald RAR SIDST, for jeg hader ******, arabere og muslimer.
Sidenhen har han i gruppen publiceret en sangtekst, der ifølge ham selv stammer fra partiets interne julefrokost i december sidste år. Melodien er “Et barn er født i Betlehem”:
“Da Mustafa var død og væk – død og væk
der kom en ny, men han fik smæk – Halleluja – Halleluja
Moralen er, du sorte mand – sorte mand
bliv hjemme i dit eget land – Halleluja – Halleluja”
Et link til sangteksten blev efterfølgende delt i Danskernes Partis interne facebookgruppe af Hans Christophersen, der er aktiv i partiets lokalafdeling i København.
Sangen beskriver bl.a. hvordan man i Danskernes Parti anser muslimer som værende narkotikasælgere og bistandshjælpmodtagere og giver samtidig et tydeligt billede af hvilke racistiske holdninger, der er accepteret i Danskernes Parti. Sangteksten blev den 17. december publiceret på en blog tilhørende foreningen Dansk Kultur, hvor Hans Christophersen er både bestyrelsesmedlem og webmaster.
Redox har tidligere berettet om Hans Christophersens engagement i Dansk Kultur, Danskernes Parti og andre højrefløjsgrupper. Det kan du læse mere om her.
Hverken Hans Christophersen eller Danskernes Partis leder Daniel Carlsen har ønsket at udtale sig til Redox. Axel Artke, formand i Dansk Kultur, siger til Redox, at han ikke vil udtale sig før han har snakket med Hans Christophersen ved Dansk Kulturs næste bestyrelsesmøde.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.