Enmandshæren og de 16 procent

Mindre end et år efter, at Daniel Carlsen lovede sine følgere, at Danskernes Parti ville komme i Folketinget, smider han håndklædet i ringen.

Publiceret den 2. juli 2017

Daniel Carlsen forlader politik. Det medfører lukningen af et af de mest ambitiøse højreradikale projekter i nyere tid.

Den 24. juni i år meddelte Daniel Carlsen, at han efter 9 år som “offentlig politisk person” vil stoppe sine politiske aktiviteter. Carlsen har siden 2011 fungeret som leder af Danskernes Parti, men vil nu rette fokuset på sit privatliv. Carlsen er for nylig blevet far for anden gang. Efter den beslutning valgte de tilbageværende i Danskernes Partis ledelse at nedlægge partiet.

På partiets seksårs fødselsdag den 11. juni i år medvirkede Carlsen i en podcast produceret af to danske alt-right-sympatisører. Her bedyrede han at partiet, på trods af en vis stilstand, stadig eksisterede og var aktive. Han forklarede den mindskede aktivitet med, at Danskernes Parti havde arbejdet på de indre linjer i forbindelse med en række sigtelser for racisme.

Beslutningen om at partiet lukker er alligevel ikke chokerende. Carlsen og partiet har været meget stille på de sociale medier det seneste halve år og deltog, i modsætning til de seneste to år, ikke på årets Folkemøde. Ydermere tabte Daniel Carlsen i februar en sag i Ligebehandlingsnævnet, da han forsøgte at få økonomisk erstatning fra en tidligere arbejdsgiver, der havde fyret ham. Det anså Carlsen som diskrimination på baggrund af hans politiske overbevisning og offentlighed om samme, men han fik ikke medhold i nævnet.

Daniel Carlsen har ikke ønset at medvirke i denne artikel.

Overraskelse og hån
Partiledelsens beslutning om at lukke og slukke kom som en overraskelse for de menige medlemmer. Det fortæller Michael Flemming Gudjohnsen, der indtil partiets nedlæggelse fungerede som regionsformand i Midtjylland, til Redox. Han var desuden opstillet som partiets spidskandidat i Aarhus Kommune ved det kommende kommunalvalg.

“At partiet skulle nedlægges kommer ligeså meget bag på mig, som alle andre – [jeg] hørte det først efter pressemeddelelsen var udgivet”. Han fortsætter: “Jeg vidste det ganske enkelt ikke, og havde da heller ikke fantasi til at forestille mig dette”. Han tilføjer, at han heller ikke efter at pressemeddelelsen udkom har fået noget information om beslutningen eller været i kontakt Carlsen og de andre ledelsesmedlemmer.

Gudjohnsen har dog snakket med andre regionsformænd og menige medlemmer og siger, at “stemningen er udmærket trods alt”. Gudjohnsen kan ikke kaste yderligere lys over Carlsens beslutning, men han synes “naturligvis at beslutningen er en kedelig løsning, og at der burde have været gjort mere for finde en anden formand, end blot at lukke ned.”

“Hvad der sker herfra er uvist,” afslutter han.

Det centrale københavnske partimedlem Lars Hartvig har reageret på beslutningen ved at skrive et Facebook-opslag med teksten “Kampen Fortsætter”. Hvor kampen fortsætter ønsker Hartvig ikke at uddybe overfor Redox.

Fra andre grene af det højreradikale miljø bliver Carlsens beslutning ikke mødt med samme overbærenhed. Anders Gravers Pedersen fra Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD) udtrykker i et Facebook-opslag sin skuffelse over Danskernes Parti og Carlsens beslutning om at trække stikket ved at kalde beslutningen “flabet” og “fej”. I samme ombæring inviterer Gravers Danskernes Partis medlemmer til at blive medlemmer i SIAD.

De 16 procent
Danskernes Parti blev stiftet i 2011 som en udbryderfraktion af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Igennem en række kampagner og mediesager har partiet forsøgt at gøre opmærksom på det, de selv kalder “moderne nationalisme” efter forbillede fra Tyskland og Sverige. Danskernes Parti har forsøgt at fremstille sig som et alternativ til Dansk Folkeparti, som det eneste parti, der har villet varetage “danske interesser og værdier”.
Danskernes Parti stillede op i fire regioner og fem kommuner ved kommunalvalget i 2013 og fik i alt mere end 6000 stemmer.

Partiet har fra starten været et ambitiøst projekt og har iscenesat sig med en kernetro på at kunne forandre dansk politik. Selvom de mange stemmer udløste en pæn portion valgpenge, så var valget ikke en succes for Danskernes Parti, af den simple årsag, at de var langt fra at få repræsentation i nogle byråd og regionsråd. I kølvandet på valget oplevede Danskernes Parti ingen vækst. Derimod forlod flere ledelsesmedlemmer partiet, og det lykkedes aldrig at opbygge en stabil partiorganisation. I stedet har Daniel Carlsen gang på gang måttet trække det største læs. Dette kan være årsagen til at Daniel Carlsen søgte mod udlandet. De seneste år har den nu afgåede partileder brugt en stor del af sin tid på at gæste svenske, tyske og ukrainske nynazistiske organisationer. Selvom det lykkedes at opbygge et bredt internationalt netværk, så har det ikke givet pondus på hjemmebanen.

I august sidste år annoncerede Daniel Carlsen, at han havde en nyhed, der “ville ændre Danmarks fremtid” og at han garanterede at Danskernes Parti ville komme i Folketinget. På et pressemøde fortalte han derefter om en Gallup-undersøgelse, der viste, at op mod 16 procent af vælgerne ville overveje at stemme på Danskernes Parti, hvis de blev opstillingsberettigede. Det var et vigtigt boost til partiets langstrukne kamp for at indsamle de lidt over 20.000 underskrifter, der er påkrævet for at kunne stille op til Folketinget.

Men Carlsens pressetække, der har betydet, at selv små aktioner har fået stor medieopmærksomhed, var ikke nok. I januar kunne Modkraft.dk fortælle, at Danskernes Parti manglede mere end 15.000 underskrifter for at blive opstillingsberettigede. Optimismen efter 16 procents-undersøgelsen forsvandt som dug for solen fra de menige medlemmer og nedturen startede.

Nu har partilederen, der af norske Aftenposten blev kaldt “højrefløjens golden boy” kastet håndklædet i ringen og i samme åndedrag dræbt sit livsværk. De 16 procent må vente tålmodigt på en ny frelser.