Flygtningefjendtlig demonstration ved asylcenter i Nyborg
Det lille ultranationalistiske parti Dansk Samling gennemførte lørdag sin første demonstration. Det skete foran det nyåbnede asylcenter i Nyborg.
Publiceret den 20. december 2015
De seneste uger har der været en del debat i Nyborg om åbningen af et nyt asylcenter. Centeret åbnede i starten af december, og var et af de første asylcentre, der blev åbnet med hjælp fra regeringens nye asylpakke, der betyder at kommunale bygninger kan inddrages til brug som asylcentre. Det fik det lille ultranationalistiske parti Dansk Samling til at indkalde til demonstration foran centret.
Kasper Mejlhede, der er leder af partiets lokalafdeling, bød velkommen ved demonstrationen, der talte 34 deltagere. Udover Kasper Mejlhede var Dansk Samling repræsenteret bl.a. Michael Thestrup, der er lokalafdelingsleder for partiet i Nordsjælland, samt Kasper Ravn Fredensborg, der er suppleant til hovedbestyrelsen og leder af afdelingen i Vestjylland. De holdt begge tale under demonstrationen. Partiets formand, JP-bloggeren Morten Uhrskov Jensen, deltog ikke i demonstrationen.
Kasper Ravn Fredensborg blev valg ind som byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Herning i 2013. Året efter fik han en officiel advarsel af partiledelsen, da han i et blogindlæg om bådflygtninge skrev: “Jeg har ikke ondt af de, der drukner på den farefulde tur! Deres valg deres skæbne.”
Se billedegalleri fra demonstration
Efter advarslen meldte han sig ud af Dansk Folkeparti og ind i Dansk Samling, der dermed fik sit første byrådsmedlem i nyere tid.
Dansk Samling er en gammel forening, der har eksisteret siden 1936, og som under besættelsen var en del af Frihedsrådet. Efter krigen sad organisationen i befrielsesregeringen. Siden da har foreningen ikke gjort det væsen af sig. I 2013 blev den nationalkonservative JP-blogger Morten Urhskov Jensen valgt som formand. Urhskov har gjort det til sit mål at få Dansk Samling repræsenteret i Folketinget som et alternativ til højre for Dansk Folkeparti. Demonstrationen i Nyborg var Dansk Samlings første demonstration i nyere tid, og tegner et billede af en organisation, der til en vis grad er i vækst. Den store hurdle er dog, at partiet skal indsamle de cirka 20.000 underskrifter det kræver at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.
Lige som det var Dansk Samlings første demonstration, var det også den første flygtningefjendtlige demonstration, der er blevet afholdt foran et asylcenter i Danmark. Det har ellers været en tendens i bl.a. Sverige og Tyskland, hvor de asylfjendtlige demonstrationer ofte har udviklet sig til angreb på centrene. Det var formentligt også derfor, at Kasper Mejlhede inden demonstrationen og i sin velkomst til demonstrationen understregede at Dansk Samling ikke ville angribe hverken asylcenterets bygninger eller beboere, samt demonstrationen skulle bestå af “pæne og ordentlige danskere”.
Det forhindrede dog ikke en gruppe ukendte gerningsmænd i at chikanere asylcentrets beboere med kanonslag natten før demonstrationen. Det gik også udover en parkeret bil, der fik udstødningsrøret sprængt i luften. Tidligere er der også blevet smadret vinduer på
asylcenteret.
Udover Dansk Samlings tre talere bestod demonstrationen af en større gruppe midaldrende personer samt en lille gruppe unge, der ikke tidligere er blevet set i forbindelse med den yderste højrefløj. Desuden deltog Danish Defence Leagues talsperson Lars Grønbæk Larsen
også i demonstrationen.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.