Rightwings anholdt sammen med folk fra Danish Defence League efter at være blevet jaget på flugt foran Christiansborg den 10. maj 2014.

Rightwings storhed og fald

Fra 2012 til 2014 vakte gruppen Rightwings opsigt på den yderste højrefløj med sin usædvanligt opsøgende og aggressive adfærd. Men gruppen forsvandt næsten lige så pludseligt som den opstod. Flere af dem gik ind i Bandidos, hvilket fik fatale konsekvenser.

Publiceret den 10. maj 2024

Hvis du havde stået på Højbro Plads i indre København for præcis ti år siden – den 10. maj 2014 – ville du have kunnet se Absalon og hans bronzehest stejle op imod en letskyet københavnsk forårshimmel bag dig og Børsens og Christiansborgs tårnspir foran dig. Du ville også have kunnet se en gruppe på omkring ti unge, veltrænede mænd i jeans, sneakers og vindjakker bevæge sig beslutsomt langs Slotsholmskanalen mod Holmens Bro for at komme ind på Christiansborg Slotsplads.

Men kort efter ville du også kunne se gruppen komme løbende kaotisk og spredt tilbage, denne gang forfulgt af en gruppe på 60-70 sortklædte antifascister. Ved Højbro Plads ville du have set politiet lægge sig imellem og eskortere den førstnævnte gruppe væk.

En del af mændene kom fra Rightwings; en gruppe, som to år tidligere var dukket på den højreradikale scene ud af det blå. Igennem de to år havde de vakt opsigt på den yderste højrefløj med sin særdeles opsøgende og konfrontationssøgende adfærd.

Den kaotiske flugt langs Slotsholmen blev deres sidste offentlige optræden.

Hvem var de og hvad blev der af dem? Her er historien om Rightwings.

Den århusianske debut
I marts 2012 havde English Defence League (EDL) inviteret sig selv til Aarhus. Det racistiske netværk, der udsprang af den engelske fodboldfankultur, havde i årene inden skabt sig et stærkt navn på den højreradikale scene i hele Europa. Med Tommy Robinson i spidsen forsøgte de at udnytte momentum til at skabe søsterafdelinger i en række andre lande, blandt andet Sverige, Norge og Danmark.

Det ledte EDL til Aarhus. Her mødtes de med et par hundrede højreradikale fra en bred vifte af racistiske, antimuslimske, nationalkonservative og nynazistiske grupper i Skandinavien. De blev også mødt af adskillige tusinde moddemonstranter.

I EDL-demonstrationen skilte én gruppe sig ud. En gruppe på halvanden håndfuld unge mænd var blandt de mest aggressive: Konstant opsøgende og truende overfor moddemonstranter i området. Flere fra gruppen kastede flasker mod antiracister.

Tre Rightwings-medlemmer med ansigtet mod kameraet. Brødrene Patrick og Mickey Weiergang Dreier i sorte jakker hhv. til venstre og i midten.
Tre Rightwings-medlemmer med ansigtet mod kameraet. Brødrene Patrick og Mickey Weiergang Dreier i sorte jakker hhv. til venstre og i midten.

Det var første gang at personkredsen dukkede op ved et offentligt højreradikalt arrangement. På det tidspunkt var deres navn ikke offentligt kendt, men det blev det tids nok.

De unge mænd, der for de flestes vedkommende kom fra Vestsjælland, kaldte sig nemlig Rightwings.

Bånd til Dansk Front
Da mændene fra Vestsjælland var i Aarhus, var hovedparten ukendte for Redox.

Faktisk var der kun ét eneste kendt ansigt i gruppen: Dan Jensen, der tidligere hed Dan Jochumsen. Han var tidligere formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Kalundborg, men blev smidt ud af partiet efter en historie i Ekstra Bladet i 2006.

Avisen kunne nemlig – med Redox’ hjælp – afsløre, at Dan Jensen samtidig var kontaktperson for det nynazistiske netværk Dansk Fronts afdeling på Vestsjælland. En afdeling, der var ganske aktiv i årene omkring 2005-06, hvor det nynazistiske netværk havde medvind og var i hastig vækst.

Efter Dansk Fronts lukning i 2007 gik Dan Jensen ind i den højreradikale forening Vederfølner, hvor han senere endte i bestyrelsen.

Dan Jensen under demonstrationen i Århus.
Dan Jensen under demonstrationen i Århus.

Det var således ikke en overraskelse at se Dan Jensen ved EDL-demonstrationen i Aarhus den 31. marts 2012. Hans følgesvende var en gruppe unge, veltrænede mænd, hovedparten i første halvdel af tyverne, mens Dan Jensen på det tidspunkt nærmede sig 40. En af de unge mænd i Rightwings-gruppen er Mickey Weiergang Dreier, der er med stort set hver gang Rightwings viser sig de kommende år.

Fuld fart på
I månederne efter demonstrationen i Århus er Rightwings jævnligt at finde, hvor der er ballade.

Allerede en måned efter dukker de op i København. Her har en enkeltperson fra miljøet omkring Danish Defence League, den danske aflægger af EDL, indkaldt til 1. maj-arrangement i Kongens Have i det centrale København. Det er imidlertid kommet antifascister for øre, så to håndfulde Rightwings-folk må eskorteres ud af parken og væk fra området af politiet for at undgå sammenstød.

Rightwings-folk heiler mens de eskorteres ud af Kongens Have i København 1. maj 2012.
Rightwings-folk heiler mens de eskorteres ud af Kongens Have i København 1. maj 2012.

I juni samme år dukker Rightwings-kernen op i Odense Banegårdscenter, hvor de forsøger at angribe en større gruppe antifascister. Antifascisterne er samlet for at blokere for nynazister, der vil bruge togstationen som transportvej til det nynazistiske Danskernes Partis landsmøde, der afholdes samme dag.

Rightwings’ angreb går dog ikke som planlagt, for en stor gruppe antifascister går til modangreb, og Rightwings må trække sig for så at blive anholdt af politiet.

Gruppen på Odense Banegårdscenter består ikke kun af Rightwings. Også flere personer fra Danish Defence League i København er til stede. Det samme er Lars Grønbæk Larsen, der igennem flere årtier har været en absolut nøglefigur på den yderste højrefløj. Ligesom Dan Jensen har han tætte bånd til både Dansk Front og Vederfølner.

De højreradikale løslades fra politigården i Odense efter sammenstødet på Odense Banegårdscenter.
De højreradikale løslades fra politigården i Odense efter sammenstødet på Odense Banegårdscenter.

Lars Grønbæk Larsen er, fortæller han senere til Redox, en af drivkrafterne i Rightwings.

Flere fra Rightwings-gruppen er parallelt med de højreradikale aktiviteter en del af hooliganmiljøet. Det er ikke dem alle, men ihvertfald en håndfuld.

De to Weiergang Dreier-brødre er dog ikke på samme hold: Mickey er, som flere de andre, en del af FCK’s slagsbrødre, mens broderen Patrick Weiergang Dreier hænger ud i Brøndby. Han skifter dog senere side og bliver selv en del af miljøet i FCK.

Mere politik
2013 starter for Rightwings’ vedkommende med en række politiske arrangementer, hvor de danner netværk med andre dele af højrefløjen.

I januar af 2013 deltager Rightwings i en fest for højreradikale fra hele landet. Den finder sted i den fynske landsby Svindinge, og det er deres eget medlem Lars Grønbæk Larsen der står bag. Det sker i regi af netværket NAPT, ‘Nationale arrangementer på tværs’. Den fest kan du læse meget mere om her.

Den efterfølgende måned dukker en håndfuld Rightwings-folk op på Søtorvet i København, hvor Stop Islamiseringen af Danmark har kaldt til demonstration. Det er iskoldt og politiet sidder tungt på området, fordi der samtidig gennemføres en større antifascistisk moddemonstration. Rightwings kommer ikke i konfrontation denne dag.

Rightwings- og Danish Defence League-folk ved SIAD-demonstration i København, februar 2013.
Rightwings- og Danish Defence League-folk ved SIAD-demonstration i København, februar 2013.

I marts 2013 afholdes der en ‘national påskefrokost’ på Vestsjælland, hvor en tidligere nøglefigur i højrefløjens kortlægningsarbejde af venstrefløjen holder foredrag om netop venstrefløjen. Her deltager Rightwings også.

Kampen om Kalundborg
I 2013 har Rightwings et mindre klubhus i Kalundborg. Det beskrives som en ‘pavillion’, der blandt andet bruges til at træne kampsport. Den 19. april bliver der sat ild til pavillionen med benzin fra to plastikflasker.

Det er angiveligt hævn for, at der dagen inden var blevet malet “Rejs hjem! Nej til moskeer” samt “Start hjemsendelsen” på lokaler tilhørende en lokal kulturforening. I samme periode bliver der opsat store mængder klistermærker fra blandt andet Den Danske Forening og Vederfølner, blandt andet på pizzeriaer og kebabsteder i byen.

Som følge af det beder Rightwings om assistance fra højreradikale fra hele landet.

Allerede fredag den 19. april 2013 skriver Lars Grønbæk Larsen i en Facebookgruppe for højreradikale, at ukendte gerningsmænd har forsøgt at brænde “klubben i Kalundborg ned” og inviterer samtidig alle medlemmerne fra hele landet til at komme til Kalundborg for at “feste samt støtte klubben”.

Lars Grønbæk Larsens råb om hjælp på Facebook.
Lars Grønbæk Larsens råb om hjælp på Facebook.

Her skriver han også, at han “håber folk ser nødvendigheden i at forsvare danskheden og tager til Kalundborg i en fart”. Men inden klubben når at åbne dørene for deres kammerater, er lokalet brændt ned.

Lørdag den 20. april har Rightwings igen hidkaldt højreradikale fra hele landet til at komme til Vestsjælland og støtte dem i deres kamp. De har kaldt til samling i en lille landsby få kilometer udenfor Kalundborg, men da mødetidspunktet nærmer sig, ligger politiet tungt på området.

Tilrejsende højreradikale bliver stoppet og sendt tilbage til hjemegne under trusler om anholdelse, hvis de ikke efterkommer politiets ordrer.

Det er dog ikke alle, der rejser hjem igen. En gruppe københavnske medlemmer af Danish Defence League bliver senere på aftenen stoppet af politiet på havnen i Kalundborg.

En massiv polititilstedeværelse de efterfølgende dage får i praksis sat stopper for sammenstød.

Flere konfrontationer
Da 2013 bliver til 2014 fortsætter Rightwing, hvor de er sluppet: Konfrontationer, flere konfrontationer og endnu flere konfrontationer.

I januar er der flere episoder med gruppen:

Den 18. januar er gruppen taget til Korsør, hvor den Danish Defence League-relaterede André Eiby havde indkaldt til ‘Gi på munden i Korsør’. Det sker efter en periode med presseskriverier om uro i det sociale boligbyggeri på Motalavej. Dagen bliver dog en fuser, og som du kan læse i Redox’ omtale fra dengang, er Rightwings alt andet end tilfredse med forløbet.

Rightwings i Korsør.
Rightwings i Korsør.

En uge senere er Rightwings i Sydhavnen i København, hvor antiracister har kaldt til demonstration mod nazigruppen Danmarks Nationale Fronts øgede aktivitetsniveau i bydelen.

Rightwings forsøger to gange at angribe mindre grupper af demonstrationsdeltagere, men lykkes ikke med det og bliver i stedet anholdt. Mens de sidder anholdt bliver deres bil udsat for hærværk.

Rightwings anholdt i Sydhavnen, januar 2014.
Rightwings anholdt i Sydhavnen, januar 2014.

Samme uge males der også Rightwings-graffiti nær Ungdomshuset i Københavns nordvestkvarter.

Jaget på flugt
Og så er vi fremme ved 10. maj 2014. Her har nazistiske organisation Danmarks Nationale Front (DNF) indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Officielt er der ingen relation mellem DNF og Rightwings, men i praksis har flere nøglepersoner i begge organisationer fortid i Dansk Front.

Rightwings dukker ikke op som deltagere i DNF’s demonstration. I stedet dukker de op i området, øjensynligt for at søge konfrontation med fremmødte antifascister. Kort efter at DNF er blevet eskorteret ud af det centrale af København af politiet, viser en blandet gruppe fra Rightwings og Danish Defence League sig.

De cirka 10 højreradikale er i første omgang opsøgende, men det ændrer sig hurtigt, da en gruppe på 60-70 sortklædte antifascister stormer mod dem og jager dem tilbage langs Slotsholmskanalen overfor Christiansborg. Ved Højbro Plads bliver Rightwings reddet af politiet, tilbageholdt og kørt ud af området. Senere resulterer en video af flugten i gule nyhedsbjælker på netaviserne.

Flugten.
Flugten.

I dag kan du høre tre antifascister, der var med til at planlægge protesterne den 10. maj 2014, fortælle om deres overvejelser og oplevelser. Det sker i det nyeste afsnit af Redox’ podcast Under Luppen, som du kan lytte til hér eller i din podcastapp.

Flugten bliver Rightwings sidste offentlige optræden.

Ligesom de trådte ind på den højreradikale scene i forbindelse med sammenstød med antifascister, så blev et sammenstød med antifascister også deres exit fra højrefløjen.

I 2015 bekræfter Lars Grønbæk Larsen, at organisationen var blevet nedlagt året før. Netop Lars Grønbæk Larsen er den eneste i gruppen, der siden da er blevet set ved offentlige højreradikale arrangementer. I 2015 overtog han nemlig rollen som talsmand for Rightwings’ samarbejdspartner Danish Defence League.

Trippeldrabet
Ingen i Rightwings har offentligt italesat hvorfor organisationen lukkede, men hændelsen ved Christiansborg var næppe den eneste årsag.

For i samme periode begynder flere fra personkredsen at komme i miljøet omkring Bandidos’ afdeling i Holbæk, den såkaldte Westcity-afdeling.

Folk fra Bandidos Westcity er de efterfølgende seks år involveret i flere drabssager.

Rightwings-medlem amok med pistoler

I sensommeren 2019 gik et tidligere Rightwings-medlem med Bandidos-forbindelser amok på Vestsjælland.

“Kenneth Andersen var søndag den 31. august sidste år i en kokainrus trængt ind på to tilfældige adresser i Ubby iført en skudsikker vest og bevæbnet med to skarpladte pistoler. I det ene hus havde han affyret to skud mod en kummefryser i husets kælder, og husets beboer havde taget flugten. På den anden adresse var det imidlertid lykkedes en beboer at få talt den 32-årige ned og få ham til at lægge sine pistoler fra sig inden politiet ankom og udramatisk kunne arrestere den 32-årige,” skrev sn.dk.

Kenneth Elmkvist Andersen forklarede sig i retten:

“Han havde det på det omhandlede tidspunkt ad helvede til, fordi hans kæreste var gået fra ham, og han havde gennem hele weekenden op til søndag den 31. august 2019 taget en masse kokain. Han havde været vågen hele weekenden og blev om søndagen paranoid, så underlige ting, og fik et angstanfald. Han, der ellers ikke har nogen fjender, følte, at noget var efter ham. Han ved nu, at det var indbildt. Sent om aftenen iklædte han sig sin skudsikre vest og tog to skarpladte pistoler med magasiner og ammunition samt hunden med ud,” fremgår det af dombogen, som Redox har fået aktindsigt i.

Ligesom Mickey Weiergang Dreier har Kenneth Elmkvist Andersen været en fast figur ved Rightwings’ aktiviteter. Sagen, hvor han erkendte sig skyldig, kostede ham en fængselsstraf på fem år.

Allerede i december 2013 bliver en 21-årig mand fra Bandidos-afdelingen fængslet et skuddrab i Næstved på en formodet fjende fra en udbrydergruppe af Bandidos. Det viser sig dog senere, at han har skudt den forkerte, og at den dræbte er bror til det påtænkte offer. Bandidos-afdelingen får i forbindelse med sagen taget et gruppefoto i solidaritet med den dømte. Her optræder flere af de tidligere Rightwings-folk i rockergruppens veste.

To år senere, i november 2015, bliver tre unge mænd myrdet, mens de ligger og sover i en lejlighed på Frederiksberg. Politiet anholder og varetægtsfængsler flere folk fra Bandidos for drabet. En af dem er Westcity-afdelingens såkaldte sergent-at-arms, også kaldet krigsminister. Han dør af selvmord, mens han sidder varetægtsfængslet.

Rollen som krigsminister i afdelingen overtages af Mickey Weiergang Dreier.

Livstid
Søndag den 28. april 2019 står en mand på sin altan i Ladegårdsparken i Holbæk.

“Medens han stod og røg, så han en ung mand komme gående hen til en opgang. Fra anden eller tredje sal blev der åbnet et vindue og kastet noget ned. Han kunne ikke se, hvem der kastede noget ud; han så bare en arm. Det havde han set en enkelt eller to gange før. Vidnet bor i opgangen lige ved siden af. Han bor i nabobygningen, og der er en sti mellem bygningerne. Samtidig med, at der blev kastet noget ud ad vinduet, kunne han se, at der kom en person gående hurtigt bag fra den unge mand. Han så og hørte umiddelbart derefter, at der blev skudt to gange. Vidnet dukkede sig og hørte, at der derefter blev skudt yderligere to eller tre gange.”

Sådan lyder vidnets forklaring gengivet i dombogen fra byretten, som Redox har fået aktindsigt i.

På jorden ligger den 18-årige Zobair Saidi, dræbt på stedet.

“Vidnet bemærkede, at personen rodede i sin jakke og tog hånden ud af jakken, hvorefter der blev skudt. Han så en flamme fra mundingen af et våben. Han kan ikke sige, hvordan gerningsmanden stod, da der blev afgivet skud. Der var 5-6 meter mellem gerningsmanden og offeret. Vidnet så, at offeret sank ned, men han kunne da ikke vurdere, om det var fordi, at han var blevet ramt, eller fordi han dukkede sig for skuddene. Vidnet gik ind i sin lejlighed og ringede 112. Da han kom ud på altanen igen, var gerningsmanden væk,” står der i dombogen.

Zobair Saidi er gået en fælde. For pusheren, der kastede hash ud af vinduet, havde allieret sig med to personer fra Bandidos Westcity. Det forklarer pusheren senere selv i retten, hvor han bliver dømt for sin rolle i mordet. Zobair Saidi er nemlig, ifølge Bandidos-folkene, en del af en gruppe unge mænd fra Ladegårdsparken, som de har en konflikt med. Konflikten har på daværende tidspunkt resulteret i flere voldsomme sammenstød og angreb, også med skydevåben, men Zobair Saidi er den første, der mister livet.

Pusheren udpeger hjernen bag mordet. Det er Mickey Weiergang Dreier. Det er ham, der står for planlægningen, mens det er et prøvemedlem i Bandidos, der trykker på revolverens aftrækker.

I retten forklarer pusheren, at han har sagt ja til at lokke Zobair Saidi i baghold ud fra en forventning om, at ofret skal have bank, men samtidig har han bange anelser om, at Bandidos-folkene i virkeligheden vil dræbe ham.

“Mickey spurgte, om vidnet ikke kunne opdigte en historie om, at han kendte en mand i Sorø, der solgte billige våben, så han kunne lokke A (Zobair Saidi, red.), CC, XX og to andre (alle fire er unge mænd, som Bandidos har konflikt med, red.) til Sorø. Vidnet sagde, at det kunne han ikke, fordi de ville vide, at det var ham, der havde fundet på det. Mickey sagde, at det ikke var et problem, for det var ikke meningen, at de skulle komme tilbage igen. Vidnet sagde, at det ville han ikke – det havde han ikke samvittighed til. Mickey sagde, at de bare skulle have en lærestreg,” lyder pusherens forklaring ifølge dombogen.

Pusheren fik ret i sin bekymring. Hans rolle i drabet bliver straffet med 12 års fængsel.

Mickey Weiergang Dreier nægter sig skyldig under retssagen, men bliver i både by- og landsret idømt fængsel på livstid. Ifølge mediedækningen har Mickey Weiergang Dreier under sagens forløb forladt Bandidos.

Forudså sin egen skæbne
I juni 2014 – en måned efter Rightwings’ flugt ved Christiansborg – opdaterede Mickey Weiergang Dreier sit profilbillede på facebook. Det nye foto var hans eget ansigt, der var klippet ud af et foto taget fra redox.dk af Rightwings-folkene, der sad anholdt ved Højbro Plads 10. maj 2014.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

I kommentarfeltet under billedet, der stadig er offentligt, skriver Lars Grønbæk Larsen: “God dag vi havde der” efterfulgt af en smiley, med vidtåbne øjne og neutral mund.

Patrick Weiergang Dreier kommenterer: “Rigtige mænd er gerningsmænd!”, hvortil Mickey Weiergang Dreier svarer: “Rigtige mænd er drabsmænd”.

Et andet Bandidos-medlem, der afsoner en dom for drabet i 2013 i Næstved, der er omtalt ovenfor, replicerer: “Så bliver du jo aldrig en mand Mickey?”

Fem år senere stod Mickey Weiergang Dreier bag mordet i Ladegårdsparken, der altså resulterede i en livstidsdom.

Ingen af de omtalte personer har reageret på Redox’ henvendelser.

Morderen Mickey Weiergang Dreier er her fotograferet ved English Defence Leagues demonstration i Århus i marts 2012. Foto: Redox
Morderen Mickey Weiergang Dreier er her fotograferet ved English Defence Leagues demonstration i Århus i marts 2012. Foto: Redox
Tags: , , ,