Folketingsvalget 2019: Det mindst ringe resultat, men der er lang vej endnu

Stram Kurs kom ikke ind og Nye Borgerliges fik meget færre mandater end forventet. Men der er desværre også mange negative konsekvenser ved valgresultatet. Redox analyserer her situationen.

Publiceret den 16. juni 2019

Det kunne være værre – men det er rigeligt slemt. Det må være konklusionen på folketingsvalget. Vi analyserer her valgresultatet set med Redox’ briller.

Skåret ind til benet: Dansk Folkeparti gik massivt tilbage, Stram Kurs kom ikke ind og Nye Borgerlige nåede kun lige akkurat over spærregrænsen på to procent, selvom mange meningsmålinger placerede dem solidt på fem-seks procent. Det er positivt. Det kunne være endt meget, meget værre.

Men højredrejningen stopper ingenlunde her. For resultatet er ikke udtryk for et politisk paradigmeskifte i antiracistisk retning. Tværtimod har ‘strammerne’ i dansk politik konsolideret sig og intet peger på, at de mange, der ikke passer ind i den nationalkonservative definition af ‘dansker’, får det lettere fremover.

Paludans millioner
En af valgets positive resultater er, at Rasmus Paludan og Stram Kurs ikke kom ind. Det seneste halvandet års massive eksponering på sociale medier og sidenhen også i massemedierne var lige akkurat ikke nok. Det er umuligt at vide, hvad der blev udslagsgivende for resultatet, men det er oplagt at pege på de mange granskende artikler om Paludans opførsel og ageren, som værende et afskrækkende element for en del vælgere. Det samme gælder hans brors offentlige fortælling om Rasmus Paludans opførsel og historik.

Valget betyder desværre, at Stram Kurs får to millioner kroner årligt i partistøtte. De penge kommer til at gå til at aflønne Paludan og opbygge partiet. Han står dermed i den situation som mange højreradikale grupper, oftest langt bedre organiseret end Paludan, har drømt om de seneste tredive år: At have økonomien til at opbygge en solid partiorganisation, der kan gøre partiet klar til valg. 

Paludan har over de seneste år haft svært ved at opbygge solide personkredse omkring sig, blandt andet på grund af sin opførsel, og han er ildeset blandt del af den yderste højrefløj. Men mange er opportunistiske nok til at se, at den her mulighed næppe kommer igen lige foreløbig. Det er oplagt, at mange uorganiserede derfor vil søge mod Stram Kurs for at få andel i succesen og partistøtten. Tiden vil vise hvor mange af dem Paludan kommer i konflikt med frem mod næste valg.

Langsom legitimeringsproces
Paludans strategi blev en dyr omgang for Pernille Vermund og co. Ikke bare stjal han formentligt værdifulde stemmer fra dem, han overdøvede også totalt Vermund og flyttede fokus helt væk fra den udlændingevalgkamp som Nye Borgerlige ellers drømte om. At Nye Borgerlige endte med kun fire mandater er en stor overraskelse og et markant nederlag i selvforståelsen efter en lang periode, hvor spidskandidaterne jævnligt har postet resultater fra positive meningsmålinger på sociale medier. En del af de spidskandidater, der er gået ind i partiet de seneste to år med henblik på at komme i Folketinget, fik sig en stor skuffelse ved valget. Det forekommer urealistisk at Nye Borgerlige kan fastholde hele lineup’et, så frem mod næste valg skal partiet formentligt ud og finde en del nye kandidater. Et bud er, at flere af ungdomsorganisationens topfolk, vil bruge denne periode på at køre sig selv i stilling.

Parlamentarisk er Nye Borgerlige efterladt fuldstændigt uden betydning. Mandatsammensætningen i Folketinget er faldet sådan ud, at Vermund ikke kan gøre hverken til eller fra. Det er en svær position at bevare optimismen i. Til gengæld har partiet levet så længe nu, at de har fået etableret sig med partiorganisation, hovedkvarter og infrastruktur. Den reelle udfordring bliver derfor at bevare relevansen og aktualiteten. Skærmtid bliver der næppe meget af.

Til gengæld kan fire år på Borgen betyde, at partiet kommer længere i processen med at blive et “acceptabelt” parti. Det kommer næppe til at tage lige så lang tid, som det tog Dansk Folkeparti, for selvom mandatfordelingen er rykket mod venstre, så blæser de fremmedfjendske vinde hårdere end før. I den kontekst er det vigtigt at huske, at selvom Vermund fremstår mindre rabiat end Paludan, så er Nye Borgerlige stadig et parti, hvor lokalformændene tager imod nynazister med åbne varme, hvor folketingskandidaterne deler propaganda fra nyfascister, et parti hvor det er legitimt at håne druknede flygtninge og hvor personer fra det alleryderste højre let gør karriere (I, II, III).

Fra stemmeboksen til gaden?
Et andet aspekt, som den antifascistiske bevægelse bør været meget opmærksomme på, er, at valget kan skubbe til den gadeaktivistiske højreradikale bevægelse, der især domineres af Generation Identitær og Den Nordiske Modstandsbevægelse, NMR. Erfaringen fra f.eks. Sverige viser, at når det yderste højre har forsøgt sig med parlamentariske projekter, men ikke haft succes, så kan det give et boost til dem, der vil føre politik på gadeplan – ofte med vold og hærværk til følge. Allerede nu kalder NMR til kamp mod Pride-sæsonen og både i Danmark og Sverige har de aktioneret mod LGBT-tilholdssteder.

Stram Kurs’ nederlag i valget kan blive et centralt argument for kampen i stedet skal føres på gaden. Det er vigtigt at have for øje.

Det store billede
Dansk Folkeparti fik en lige venstre. Partiet er voldsomt decimeret og profiler som Martin Henriksen må finde sig noget andet at lave. Desværre sker det næppe, fordi vælgerne har fravalgt DF’s udlændingepolitik, men fordi de fleste andre partier tilbyder cirka samme politik i en anden indpakning.

Vi står i en langvarig højredrejning, der for alvor bliver synlig, når man tænker på, at det er en ‘lettelse’ at kun Nye Borgerlige og ikke Stram Kurs kom ind. Intet peger på, at det grundlæggende racistiske menneskesyn, der præger store dele af dansk politik, snart er fortid.

Valgresultatet giver håb for børnene i Sjælsmark, og det er vigtigt. I det store billede bliver livsvilkårene for racialiserede personer næppe meget bedre de næste fire år.