Kim Møller (t.v.) og Claus Roved (t.h.) fra COOP-klubben udenfor Mosbjerg Folkefest i juli 2015.

Fra 3F-lager til nationalkonservativ folkefest

Publiceret den 26. februar 2016

I løbet af det seneste årti er der vokset en ny, nationalkonservativ bevægelse frem i Danmark. Den ligger sig politisk lige til højre for Dansk Folkeparti. Bevægelsen er først og fremmest centreret om en række blogs på internettet, men har i løbet af de senere år taget skridtet ud i den virkelige verden. På en bestemt arbejdsplads i Århus har de nationalkonservative fået rigtigt godt fat.

Arbejdspladsen er dagligvaregiganten COOP’s lager i forstaden Hasselager. Her arbejder flere hundrede personer med at pakke varer til COOP’s butikker, der bl.a. tæller Kvickly, Fakta, Irma og SuperBrugsen. Lageret har en stærk 3F-afdeling, men medarbejderne står ikke helt samme sted som 3F-ledelsen. Ved et prøvevalg i juni stemte hele 54 procent af de 132 deltagere nemlig på Dansk Folkeparti.

“Jeg ved godt, at der er DF’ere på arbejdspladsen, men at det åbenbart er så mange, det er meget overraskende,” sagde fællestillidsmand Kai Jensen dengang til Dagbladet Arbejderen.

Den massive sejr til Dansk Folkeparti afspejler en udvikling på den store arbejdsplads, hvor højrefløjen har vundet terræn. Det viser sig også ved, at en række medarbejdere har samlet sig i en uformel medarbejderklub, der er tæt forbundet til den nationalkonservative bevægelse. En af dem var indtil for nylig Kim Møller, der har arbejdet på lageret i en årrække. Han har siden 2003 drevet bloggen Uriasposten, der spiller en central rolle i bevægelsen. Kim Møller stoppede på COOP-lageret ved årsskiftet 2015/16.

En stor gruppe medarbejdere på COOP-lageret har de seneste år deltaget i Mosbjerg Folkefest. ‘Folkefesten’ er en slags nationalkonservativ endagsfestival, der kombinerer prominente talere fra ind- og udland med flot natur og alkohol i byen Alken lige udenfor Skanderborg. Mosbjerg Folkefest er blevet stedet, hvor mange grene af den nationalkonservative og højreradikale bevægelse samles.

Kim Møller (t.v.) og Claus Roved (t.h.) fra COOP-klubben udenfor Mosbjerg Folkefest i juli 2015.

Medarbejdergruppen, der iflg. Redox’ oplysninger ikke har noget navn, tæller 10-15 personer og har eksisteret i mere end 11 år. I dens levetid har medlemmerne f.eks. besøgt en lang række højreorienterede politikere, som Mogens Glistrup (og senere hans datter Anne Marie), Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Jesper Langballe og Morten Messerschmidt samt Den Korte Avis’ redaktører Ralf Pittelkow og Karen Jespersen. Listen over udflugtsmål tæller også de tidligere socialdemokratiske ministre Anker Jørgensen og Thorkild Simonsen samt Niels Helveg Petersen (R) og Poul Schlüter (K).

Eksistensen af klubben bekræftes i et nummer af Dansk Folkeparti Århus’ lokale medlemsblad. Her skriver to af gruppens medlemmer, Michael Sørensen og Gunnar Kysch, således:

“Vi arbejder alle samme sted og er medlem af DF. En lille gruppe bestående af bl.a. Gunnar Kysch, Claus Roved og Flemming Rønø, er meget politisk interesseret og derfor har haft stor fornøjelse af, at tage på private besøg hos vores fremtrædende politikere fra forskellige partier og fået en god snak om landets politik og få vendt verdenssituationen – sådan lidt beskedent.”

De seneste år har en række folk i COOP-klubben nærmet sig den nationalkonservative bevægelse i yderkanten af og til højre for Dansk Folkeparti. Hele gruppens kerne deltog f.eks. ved Mosbjerg Folkefest i både 2014 og 2015 samt ved Uriaspostens 10-års jubilæumsfest i 2013. Flere i gruppen er samtidig medlemmer af Dansk Folkeparti.

En anden markant person i COOP-klubben er Flemming Rønø (t.v.), der også er fast deltager i Mosbjerg Folkefest. Han har ved flere lejligheder fulgt Kim Møller (t.h.) på fotojagt ved antiracistiske demonstrationer. Her ses de to ved en antifascistisk demonstration i Århus i februar 2010.

Den store fremmøde fra de COOP-ansatte ved Mosbjerg Folkefest er udtryk for en politisering af arbejdspladsen, der har stået på over flere år. Allerede tilbage i 2010 var medarbejderklubben nemlig involveret i i en hård kritik af fagforeningen 3F. Her skrev Claus Roved, der udover at arbejde på COOP-lageret er bestyrelsesmedlem i foreningen bag Mosbjerg Folkefest, på vegne af 50 kollegaer en kritik af 3F’s indblanding i partipolitik. Læserbrevet førte til at daværende 3F-formand Poul Erik Skov Christensen besøgte lageret, der har mere end 400 ansatte, for at diskutere problematikken. Her deltog blandt andet Kim Møller ifølge Fagbladet 3F i kritikken af fagforeningen.

Claus Roved fra COOP-klubben fortæller til Redox, at der ‘ikke er nogen venstreorienterede’ med i medarbejderklubben og at medlemmerne generelt er politisk på linje. Han fortæller også, at medlemmerne kender hinanden fra arbejdspladsen og fandt sammen, fordi de fandt ud af, at de “delte interesser”. Roved oplyser, at 10-15 ansatte på COOP-lageret i Hasselager deltager i Mosbjerg Folkefest. Han har selv deltaget i både 2013, 2014 og 2015, ligesom han er med til at arrangere Mosbjerg Folkefest i 2016. Han fortæller også til Redox, at han er medlem af Dansk Folkeparti.

Ifølge Redox’ oplysninger fortsætter klubben selvom Kim Møller er stoppet på COOP’s lager.

Kim Møller har ikke ønsket at udtale sig til Redox. Flemming Rønø har ikke svaret på Redox’ talrige henvendelser.

#antimuslimerne
Igennem de senere år har den nationalkonservative bevægelse omkring blogge som Uriasposten og Snaphanen vokset sig stærk. Følgerskaren bliver større mens bevægelsen vinder legitimitet og opbakning i bredere kredse. Samtidig er den ved at tage skridtet fra nettet til den virkelige verden. Over de næste måneder sætter Redox fokus på den brogede bevægelse, der først og fremmest samles om modstanden mod islam og muslimer.

 

Tags: