Højreradikale vil demonstrere i Fælledparken 1. maj
Arbejdernes internationale kampdag kan blive forstyrret, når den yderste højrefløj vil partycrashe Fælledparken i København.
Publiceret den 20. april 2018
Der er lagt i kakkelovnen til en provokation af de større, når den højreradikale gruppe ‘For Frihed’, der tidligere kaldt sig Pegida, vil demonstrere i København 1. maj. Det er første gang at højreradikale på forhånd annoncerer en demonstration i Danmark på 1. maj.
For Frihed har annonceret en demonstration 1. maj i København. Den starter på Rådhuspladsen klokken 14, hvor de har tilladelse til at demonstrere frem til klokken 16. Samtidig har de på Facebook meldt ud, at de skal gå en rute på tre kilometer – det samme som distancen fra Rådhuspladsen til Fælledparken. Samtidig har Rasmus Paludan, der leder partiet Stram Kurs og jævnligt deltager i For Friheds demonstrationer, annonceret at han samme dag klokken 15 vil holde tale i Fælledparken. Paludan har tidligere siddet i For Friheds ledelse.
I 2012 forsøgte syv personer fra miljøet omkring de nu lukkede grupper Rightwings og Danish Defence League at demonstrere uannonceret i Kongens Have, men endte dog med at blive eskorteret væk af politiet, da en større gruppe antifascister dukkede op.
Selvom For Frihed på sin hjemmeside skriver, at “For Frihed tager stærkt afstand fra racisme, nazisme og andre former for ekstremisme”, så har gruppens kontinuerlige demonstrationer de seneste tre år gang på gang på gang tiltrukket kendte nynazister, holocaustbenægtere og voldsmænd.
I Sverige og Tyskland har nynazister og højreradikale grupper de seneste mange år markeret 1. maj. I år marcherer den nazistiske organisation Nordiska Motståndsrörelsen to steder i Sverige; Ludvika, der ligger 200 kilometer nordvest for Stockholm, og Boden, der ligger tæt ved den svensk-finske grænse.
For Frihed har for nyligt gennemført et lederskifte. Tania Groth har forladt posten som talsperson og er blevet erstattet af Freddie Nygaard Larsen, der har været fast deltager i For Friheds demonstrationer længe.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.