Mosbjerg 2015: Højrefløjs-VIP’s og Blood & Honour-sympatisører
I sommers samlede op mod 250 mennesker til dét, der blev den nationalkonservative bevægelses foreløbigt største begivenhed. Men ved siden af de kendte debattører dukkede også personer fra en række nazistiske grupperinger op.
Publiceret den 31. marts 2016
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. En time før start ligner området et klassisk, dansk sommerlandskab. Et par køer græsser på marken, der er omgivet af høje træer. Solen bager ned på dét, der ender med at blive sommerens næstvarmeste dag. Et par hundrede meter borte passerer lokaltoget på faste minuttal. Derudover er der stille.
Det første tegn på, at der skal ske noget usædvanligt, er pavillionen. På afstand ser det ud til, at den flytter sig uden hjælp, men da den nærmer sig, kan man også se de to personer, der bærer den. Den hvide Silvan-model bliver stillet på græsmarken. Set udefra er de fire ben og det hvide sejl det eneste tegn på, at der skal være fest.
Der går lidt tid. Så starter det.
Først langsomt, så hurtigere og hurtigere. Bil efter bil efter bil ankommer. Et par vagter ved den hvide pavillion vifter bilerne ind på græsmarken ved siden af køerne. Der udveksles håndtryk og hilsner, før gæsterne spadserer 150 meter ned af Emborgvej. Her står en ny gruppe vagter i blå veste, der sender gæsterne ned af den lille stikvej. For enden af den venter festen.
Det er den 4. juli 2015. Vi er en lille kilometer vest for landsbyen Alken, der ligger fem kilometer vest for Skanderborg. På en stor grund ned til Mossø inviterer den nationalkonservative bevægelse til en politisk endagsfestival. Med et stykke over 200 deltagere ender dagen med at blive den største samling for nationalkonservative kræfter i nyere tid.
Festen samler hele spektret af nationalkonservative og nationalliberale, nationalister og racister samt både nye og gamle nazister. Dansk Folkepartis grand old man Søren Krarup er på talerlisten – det samme er Trykkefrihedsselskabets tidligere formand Lars Hedegaard. Torben Mark Pedersen fra samme forening skal også tale, og han får selskab af Søren Hviid Pedersen, lektor i statskundskab på SDU og aktiv debattør. Også JP-bloggeren Mikael Jalving er på talerlisten.
Blandt de andre deltagere ses også medlemmer af Danskernes Parti, gamle Blood & Honour-sympatisører, samt toppen af Den Danske Forening og den hemmelige loge ORG. Alle der er noget indenfor den nationalkonservative blogscene er også til stede. Ser man bort fra de selverklærede nazister i Danmarks Nationale Front, Nordfront og DNSB samt selvisolerede antimuslimer i SIAD og Frit Danmark, så er hele højrefløjen repræsenteret.
Mosbjerg Folkefest blev i 2015 afholdt for 3. år i træk. Det startede i 2013, da Uriasposten havde tiårsjubilæum. Cirka 80 personer fra blogmiljøet og hans nærmeste politiske allierede festede ved Mossø. Året efter blev festen gentaget under mere formelle rammer denne gang med navnet Mosbjerg Folkefest. Den samlede cirka 150 deltagere.
I 2015 var festen endnu større. Ifølge arrangørerne deltog næsten 250 personer i festen, og det bekræftes også af Redox’ fotos fra dagen. Mosbjerg Folkefest 2015 bliver således det største møde for nationalkonservative og højreradikale kræfter i mange år herhjemme.
Centrum for festlighederne og arrangørarbejdet er Kim Møller. Det er først og fremmest via hans blog Uriasposten, at Mosbjerg Folkefest opreklamres og blandt festgæsterne er mange af de kommentatorer, der dagligt debatterer i kommentarfeltet under Uriaspostens blogposts. Bloggen er den ubetinget vigtigste hjemmeside for den yderste højrefløj herhjemme og selvom Kim Møller står udenfor højrefløjens organisationer, er han en af bevægelsens mest magtfulde personer.
I forbindelse med researchen til denne artikel har Redox været i kontakt med en række af deltagerne ved Mosbjerg Folkefest 2015. Ikke alle er lige tilfredse med deltagelsen af nazister i arrangementet. Aia Fog fra Trykkefrihedsselskabet siger, at hun ikke var klar over, at der deltog nazister, og at hvis det er tilfældet, og nazisterne også er velkomne i fremtiden, så vil hun ikke deltage. Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige siger til Redox, at han ikke vidste, at der deltog nazister, og at vil afvente artiklen.
I denne billedeserie giver vi et indblik i, hvilke strømninger på den yderste højrefløj, der var til stede Mosbjerg Folkefest 2015. Du kan klikke på billederne for at se dem i stor udgave.
Peter Neerup Buhl, Christian Frei, Asger Gottlieb, Dan Park, Henrik Rönnquist, Gert Rask Eriksson og Jesper Nielsen har ikke besvaret Redox’ gentagne henvendelser. Lars Hartvig, Svend Flemming Andersen, Tomas Kierstein, Henrik Ræder Clausen og Kim Møller har ikke ønsket at udtale sig til Redox i forbindelse med denne artikel.
#antimuslimerne
Igennem de senere år har den nationalkonservative bevægelse omkring blogge som Uriasposten og Snaphanen vokset sig stærk. Følgerskaren bliver større mens bevægelsen vinder legitimitet og opbakning i bredere kredse. Samtidig er den ved at tage skridtet fra nettet til den virkelige verden. Over de næste måneder sætter Redox fokus på den brogede bevægelse, der først og fremmest samles om modstanden mod islam og muslimer.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.