Nazirock og antisemitisme efter partilukning
Efter nedlæggelsen af Danskernes Parti i juni måned har en lang række af de centrale medlemmer givet udtryk for åbenlyst fascistiske og antisemitiske holdninger.
Publiceret den 11. september 2017
Siden nedlæggelsen af Danskernes Parti har en række centrale medlemmer af partiet fjernet filteret, når de har udtrykt sig på internettet. Mens partiet stadig levede gjorde de stor indsats for at undgå de meste rabiate ytringer. Nu er der gået tre måneder siden partilukningen og mange af de tidligere ledende medlemmer ligger ingen fingre imellem.
Vor general, vor store, stolte fører, Vor Pinochet, han renser Chile ud!
Snart vil den sidste kommunist fra landet flygte”
Sådan lød det, da Danskernes Partis forhenværende partistrateg og ledelsesmedlem, Peter Neerup Buhl, i midten af august hyldede Chiles forhenværende fascistiske diktator Augosto Pinochet i et offentligt opslag på sin Facebook-profil. Det skete, da han genpostede en sangtekst om diktatoren, som han ifølge opslaget skrev i sin gymnasietid. Følgeteksten til sangen lød: “Jo mere jeg ser politikernes og demokratiets manglende vilje til at gøre noget ved Europas katastrofekurs, desto mere nynner jeg vers fra min egen – retrospektive og profetiske – sang”
Peter Neerup Buhl fortæller til Redox, at han ikke har ændret politisk standpunkt siden nedlæggelsen af DP: “Jeg har stadig samme holdning, som jeg havde længe før DP og under min deltagelse i DP, hvilken ikke nødvendigvis helt er den, du finder i DP’s partiprogram.” Han har dog ikke ønsket at besvare Redox’ spørgsmål om hvorvidt hans hyldest af Pinochet var velkommen i Danskernes Parti.
Læs mere om partistrategens fascination af den chilenske diktator her
Danskernes Parti forklarede flere gange i løbet af deres levetid, at de ikke havde noget mod jøder og hverken var antisemitter eller holocaustbenægtere. Efter lukningen af partiet har det Lars Hartvig, der var en del af inderkernen i den københavnske partiafdeling, ikke noget problem med bryde partilinjen. I en offentlig statusopdatering på Facebook skriver han den 7. juli: “Jeg skifter nok væk fra facebook, twitter og jewtube, den dag jeg finder de rigtige alternativer”.
Udtrykket ‘Jewtube’ er en reference til nazistiske konspirationsteorier om, at jøder styre medierne, bankerne og de sociale medier. Blandt mange nazister anses det som årsag til, at racistiske og antisemitistiske opslag slettes.
Det er dog ikke kun dyrkelsen af antisemitisme og diktatorer, der får frit løb blandt de forhenværende medlemmer af Danskernes Parti. Den forhenværende viceformand Morten Berg delte i juli en musikvideo af det canadiske white power-band Rahowa på Facebook. Bandets navn er en sammentrækning af begrebet “Racial Holy War”. Et begreb, der bruges af nazister om den racekrig, som mange nazistiske grupper ønsker. Flere andre tidligere medlemmer af Danskernes Parti deltager ligeledes i diskussionen på Facebook om hvilken af Rahowas sange, der er bedst, mens det tidligere ledelsesmedlem Kenneth Hellesøe, gør opmærksom på, at det nazistiske band i 2017 har udgivet et nyt album.
Læs mere om nedlæggelsen af Danskernes Parti i artiklen “Enmandshæren og de 16 procent”
Lars Hartvig oplyser til Redox, at han ikke har nogen kommentarer til artiklen. Hverken Morten Berg eller Kenneth Hellesøe har besvaret Redox’ gentagne henvendelser.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.