Kasper Mejlhede taler ved Dansk Samlings demonstration i Nyborg i december 2015. Foto: Redox

Nye Borgerlige i medvind

Det går fremad i hastige skridt for Nye Borgerlige. Flere nye profiler har tilsluttet sig partiet indenfor de seneste uger.

Publiceret den 31. maj 2016

Den nationalkonservative bevægelses nye parti, Nye Borgerlige, er ved at få solidt fodfæste på højrefløjen til højre for Dansk Folkeparti. I løbet af de seneste uger har flere markante personer tilsluttet sig fra partiet.

Først annoncerede Dansk Samlings lokalformand på Fyn, Kasper Mejlhede, den 12. maj, at han var skiftet til det nye parti.

I går var det så Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Vesthimmerland Anette Vahlgreen, der skiftede partifarve. Hun tog sit byrådsmandat med sig, fortæller Nordjyske.

I dag annoncerede partileder Pernille Vermund så, at en af den nationalkonservative bevægelses absolutte topfigurer, Lars Hedegaard, har meldt sig ind i partiet.

Samtidig har partiet i løbet af maj måned fået massiv medieopmærksomhed.

Med den seneste udvikling efterlades Dansk Samling endnu mere svækket i kampen om de famøse 13 procent af danskerne, der i en undersøgelse i Jyllands-Posten sidste år svarede, at de ville overveje at stemme på et parti til højre for Dansk Folkeparti.

Dansk Samling, der har Morten Uhrskov Jensen i spidsen, har været særdeles stille siden Nye Borgerlige sidste efterår lancerede sin kampagne for at samle 20.000 underskrifter og dermed blive opstillingsberettiget ved næste Folketingsvalg. Et samarbejde var ellers på tegnebrættet, men Nye Borgerlige vragede Uhrskovs parti.

Nye Borgerlige oplyser til Berlingske, at de er næsten halvvejs med underskriftsindsamlingen. Samtidig er partiet nu repræsenteret med seks byrådsmedlemmer efter at tidligere medlemmer af Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og en lokalliste er gået over til den nye organisation.

#antimuslimerne
Igennem de senere år har den nationalkonservative bevægelse omkring blogge som Uriasposten og Snaphanen vokset sig stærk. Følgerskaren bliver større mens bevægelsen vinder legitimitet og opbakning i bredere kredse. Samtidig er den ved at tage skridtet fra nettet til den virkelige verden. Over de næste måneder sætter Redox fokus på den brogede bevægelse, der først og fremmest samles om modstanden mod islam og muslimer.

Tags: , ,