10 ud af 10 kredsformænd i Nye Borgerlige: Nynazister er velkomne i partiet
Et medlemskab af Danskernes Parti er ingen hindring for at gå til hånde hos Nye Borgerlige. Det er meldingen fra alle de kredsformænd, som Redox har kontaktet.
Publiceret den 21. januar 2019
For vi kan godt huske, hvordan det gik med Glistrup. Han var jo skidegod, han sagde jo de ting, der var rigtige, ikke også? Men han havde jo en skidt måde at få det sagt på, og derfor var der få, der lyttede, og det er jo ærgerligt. Så derfor kan man sige, vi er jo sateme nødt til at holde stien ren og sige det på den pænest mulige måde, ikke også? Og derfor kan vi såmænd godt mene, at der skal ske noget mere, ikke også? Men det skal vi sådan passe på med ikke at sige alt for åbenlyst. Du er med på hvad jeg siger, ikke også?
Sådan lød det, da Redox under dække kontaktede Bjarne Jørgensen, der er formand for Nye Borgerlige i Frederikshavn.
”Jeg tror heller ikke i bund og grund, der er den store forskel (på Danskernes Parti og Nye Borgerlige, red.), vi prøver bare på ikke at lyde så ekstreme,” sagde kredsformanden også.
Dokumentation: Her er nynazisterne velkomne
Her kan du høre de ti telefonsamtaler, hvor Redox’ journalister udgiver sig for at være Nye Borgerlige-sympatisører.
- Anton Kudsk, Haderslev
- Bjarne Jørgensen, Frederikshavn
- Frank Danslev, Greve
- Jane Ditlevsen, Odense
- Jens Knudsen, Køge
- Jesper Riis, Brønderslev
- Mikael De Fries Jensen, Herning
- Per Jensen Sørensen, Ballerup
- Ulla Kokfelt, Helsingør
- Verny Krog, Næstved
I fire af samtalerne er journalistens stemme forvrænget af sikkerhedshensyn. Stemmeforvrængningen overlapper enkelte steder, fordi de to parter i telefonsamtalen taler samtidig.
Meldingen er ikke enestående. En rundringning til ti tilfældigt udvalgte formænd for Nye Borgerliges kredsforeninger afdækkede nemlig, at tidligere medlemmer af det nynazistiske Danskernes Parti var velkomne alle steder.
Redox har under dække af at være en sympatisør, der gerne ville være aktiv i Nye Borgerlige, ringet rundt til lederne af ti afdelinger. Under samtalerne har Redox’ journalister nævnt, at de har en fortid i det nynazistiske Danskernes Parti, der blev styret af Daniel Carlsen. Samtlige ti kredsformænd meddelte, at det ikke var en hindring for at blive aktiv i Nye Borgerlige.
De ti kredsformænd repræsenterer Nye Borgerliges afdelinger i Frederikshavn, Ballerup, Helsingør, Køge, Herning, Næstved, Haderslev, Brøndslev, Odense og Greve.
To af kredsformændene, Ulla Kokfelt fra Helsingør og Anton Kudsk fra Haderslev, er desuden folketingskandidater.
Det sker til trods for, at Pernille Vermund flere gange har taget afstand fra Danskernes Parti.
Da DR i september 2016 spurgte partilederen om hun tog afstand fra det nynazistiske parti svarede hun:
“Jeg har samme foragt for nazisme og nynazisme, som jeg har for islamisme, kommunisme og andre totalitære styreformer.”
Et par uger tidligere havde hun til Berlingske sagt:
“Når valget er udskrevet, er jeg ikke herre over, hvem der stemmer på Nye Borgerlige og af hvilke årsager. Men jeg tror, det kan være meget godt at få sat foden ned og gøre det tydeligt, at vi ikke er Danskernes Parti.”
“Ingen synlige hagekors”
En af de kredsformænd, vi snakkede med, var Anton Kudsk fra Haderslev-kredsen. I samtalen lød det blandt andet sådan her:
Redox-journalist: ”En af grundene til at jeg også ringer, det er fordi jeg har en politisk fortid. Jeg vil nødig lave ballade, men jeg har været aktiv i Danskernes Parti, dengang det fandtes. De blev lukket ned sidste sommer, og jeg vil gerne være aktiv igen og så ville jeg lige sikre mig, at det ikke giver en masse problemer, hvis jeg nu vil være aktiv i Nye Borgerlige.”
Inspiration fra Ekstra Bladet
Projektet er inspireret af den rundringning, som Ekstra Bladet i sommeren 2006 lavede til en række lokalformænd i Dansk Folkeparti. Avisen ringede til 13 af slagsen og udgav sig for at være medlem af enten nazipartiet DNSB eller den nynazistiske organisation Dansk Front, der gerne ville være medlem af Dansk Folkeparti. Syv af de tretten lokalformænd takkede dengang ja til støtte fra medlemmer af de nazistiske grupper. Det ledte til at flere af lokalformændene blev ekskluderet. Du kan læse Ekstra Bladets serie her.
Anton Kudsk: ”Jeg vil ikke sige, at det kan give problemer, og jo det kan det selvfølgelig godt, for nu kender jeg også nogen af dem, der var med i Danskernes Parti. Så hvis du har tydelige hagekors tatoveret i panden eller på halsen..”
Redox-journalist: ”Altså jeg har været helt menig medlem og man kan ikke finde noget om mig på internettet, altså jeg har bare været medlem, jeg har ingen tatoveringer eller noget som helst, så det er meget stille og roligt.”
Anton Kudsk: ”Fordi, det er dét, hvis du har synlige hagekors i panden eller på halsen, så kunne det måske godt gå hen og give nogle problemer, hvis du er ude og snakke Nye Borgeliges sag.”
Redox-journalist: ”Ja, det er klart.”
Anton Kudsk: ”Men ellers så kan jeg ikke se, at det er noget problem, fordi det vi gør, når vi er ude, det er jo, jamen, vi kan jo vores politik, og det er den vi snakker, også selvom der er noget, der prøver at få os op i et højere niveau, hvor vi ikke er politisk, der holder vi os inden for rammerne, og det er vi især nødt til, fordi vi er nye.”
Danskernes Parti – nazisternes arvtagere
Danskernes Parti, som Redox’ journalister hævdede at have fortid i, da de ringede til kredsformændene, var et nynazistisk parti, der eksisterede fra 2011 til 2017.
Det nynazistiske parti blev stiftet af Daniel Carlsen i 2011. Kort forinden var han brudt ud af nazipartiet DNSB, efter Jonni Hansen var stoppet som formand. Daniel Carlsen trak langt hovedparten af nazisterne med over i sit nye parti. Da han lancerede det, sagde han til Ritzau: “Vi vil modernisere DNSB, så man kan ikke sige, at det er et konkurrerende parti. Jeg har jo heller ikke skiftet politisk holdning i løbet af en nat.”
Partiet var opbygget efter de principper, som Adolf Hitler skitserede i Mein Kampf og medlemsskaren bestod da også i høj grad af personer, der kom fra enten DNSB eller det nazistiske Danmarks Nationale Front. I 2013 udgav Redox en omfattende rapport, der kulegravede Danskernes Partis aktiviteter, struktur, ledende skikkelser og ideologiske standpunkt. Den kan du læse her.
Kredsformand: “Jeg vidste godt det var en provokatør”
Redox har de seneste dage henvendt sig til de ti omtalte kredsformænd for at få en udtalelse.
Anton Kudsk skriver i en email til Redox:
Folketingsvalg 2019
Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.
“Det er korrekt at jeg fik en henvendelse, og i snakken fortalte han at han havde været medlem af danskernes parti, men at han ikke havde været aktiv, han fortalte endvidere han aldrig havde deltaget i noget i partiet. Jeg forklarede at Nye Borgerlige har et regelsæt, det skal overholdes. Han nævnte ikke at han var nazist, for så var der naturligvis taget afstand til ham.” Redox har stillet ham en række opfølgende spørgsmål om hans fejlagtige gengivelse af samtalen. Dem har han ikke besvaret. Du kan selv høre hele samtalen med Anton Kudsk her.
Jesper Riis fra Brønderslev skriver i en email til Redox: “Ja jeg har også efterfølgende holdt øje med medlemslister for at se om vedkommende meldte sig ind, da jeg allerede i løbet af samtalen blev klar over at det var en provokatør. Han har ikke meldt sig ind. Det var ret nemt at gennemskue.” Han har ikke svaret på Redox’ opfølgende spørgsmål om, hvorfor han i så fald ikke sagde til journalisten, at han var klar over, at denne var ‘provokatør’, og hvorfor han gav grønt lys for, at vedkommende kunne blive medlem trods fortiden i Danskernes Parti.
Mikael de Fries Jensen fra Herning har ikke ønsket at udtale sig til Redox. De resterende syv kredsformænd har ikke reageret på Redox’ gentagne henvendelser for at få en kommentar.
Nye Borgerliges pressechef: Det er useriøs telefonfis
Pernille Vermund har ikke reageret på Redox’ talrige henvendelser på telefon, sms og telefonsvarer. Søndag modtog Redox dog en email fra partiets pressechef Lars Kaaber. Den bringer vi her i sin fulde ordlyd:
Bag om historien: Sådan gjorde vi
28. december ringede Redox til formændene for ti tilfældigt udvalgte afdelinger i Nye Borgerlige. I hver samtale udgav vi os for at være interesseret i at blive aktive i partiet. Undervejs i hver samtale spurgte vi om det ville være et problem, at vi tidligere har været aktive i Danskernes Parti. De fleste af kredsformændene kendte godt til Danskernes Parti og føreren Daniel Carlsen, mens enkelte af dem havde et begrænset kendskab til partiet. Samtlige ti bød os dog velkomne i Nye Borgerlige.
Vi ringede også til otte andre kredsformænd, der enten ikke besvarede opkaldet eller ikke havde tid til at snakke.
Jeg kan forstå, at I har moret jer lidt ved at lave telefonfis med nogle af vores vælgerforeningsformænd. Det er ret uetisk ikke at præsentere sig ærligt, når man ringer til folk. Men det går I nok ikke så meget op i, så lad bare det ligge.
Nedenfor er to citater af vores politiske næstformand Peter Seier Christensen, som I kan bruge under forudsætning af, at citaterne bliver bragt i deres helhed. Derudover har vi ingen kommentarer til jeres telefonfis.
”Nye Borgerlige er et demokratisk parti, der bygger på danske værdier. Kommunismen og Nazismen, som vi anser som to søsterideologier, ligger diametalt for danske værdier og er derfor på ingen måde forenelige med Nye Borgerliges politik”.
”Vi byder alle medlemmer velkomne, som støtter Nye Borgerliges politik. Medlemmer, som i skrift, tale eller handling optræder udemokratisk og i strid med partiets kerneværdier om demokrati, personlig frihed, ligeværd og retsstatens principper bliver ekskluderet”.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.