Pressenævnet kritiserer Redox
Redox får kritik for at bringe alvorlig beskyldning uden tilstrækkeligt grundlag og for at afvise anonymisering.
Publiceret den 2. september 2025
Redox bragte i december 2024 en artikel, hvoraf det fremgik, at en navngiven person, der havde været aktiv i fanmiljøet omkring en større dansk fodboldklub, også havde tilknytning til højreekstreme og nynazistiske miljøer. I artiklen blev den navngivne person blandt andet omtalt som en aktiv del af miljøet omkring Active Club, som ifølge artiklens oplysninger er en ny international organisationsform for højreekstremister. Personen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og krænkende påstande, da han ikke var en aktiv del af et højreekstremistisk eller nynazistisk netværk eller miljø. Han klagede ligeledes over, at Redox havde afvist at slette eller anonymisere hans navn i artiklen samt billederne af ham.
Pressenævnet kritiserer Redox for at have bragt den alvorlige beskyldning uden tilstrækkeligt grundlag samt for ikke at have imødekommet personens anmodning om anonymisering af artiklen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.
