Redox og de presseetiske regler

De seneste ti måneder har Redox fire gange fået kritik af Pressenævnet. Vi kommenterer her på afgørelserne.

Publiceret den 14. september 2019

For nylig publicerede vi to afgørelser fra Pressenævnet, hvori nævnet udtalte kritik af Redox. Det er fjerde gang siden december, at nævnet går imod os i sine kendelser, og det har givet anledning til refleksion.

Derfor vil vi her kommentere på de fire afgørelser.

Voldsdom blev bragt uden kontekst
Den første afgørelse kom i december. Heri kritiserede Pressenævnet, at vi omtalte en persons dom for vold. I publiceringsteksten fra Pressenævnet lød det:

“Pressenævnet har udtalt kritik af Redox.dk for omtalen af den ældre dom, der ikke har tilstrækkelig relevant sammenhæng med personens eventuelle engagement i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Nævnet kritiserede derfor også Redox.dks afvisning af at anonymisere personen. På andre punkter kritiserede nævnet ikke Redox.dks omtale.”

Vi har taget kritikken til efterretning. Voldsforholdet handlede om, som nævnet også skriver, ikke om vold, der var begået i forbindelse med nazistens politiske virke, men imod hans daværende kæreste.

Voldsforholdet er særdeles relevant at belyse, men det skal ske i den rette kontekst, nemlig at der i miljøet omkring Den Nordiske Modstandsbevægelse, NMR, i både Danmark og Sverige er en lang række medlemmer, der har domme og verserende sager for vold mod deres partnere. Det er tidligere blevet belyst af antifascister i Sverige. Havde vi sat voldssagen ind i den kontekst, så havde det fremgået klart og tydeligt hvorfor det var relevant at nævne, for det har selvfølgelig offentlighedens interesse, at et voldsberedt miljø ikke alene bruger vold mod deres politiske modstandere, men også i privatlivet.

Brud på exitaftale og brud på kildebeskyttelse
Den vigtigste af de fire sager blev afgjort i maj. Her lød det i teksten fra Pressenævnet:

“Pressenævnet udtaler kritik af Redox for at bringe udtalelsen fra klager uden at sløre hans identitet, idet nævnet finder, at klager havde en berettiget forventning om, at der var indgået en aftale om anonymitet, ligesom Redox ikke havde godtgjort, at der var knyttet betingelser til denne aftale. Nævnet udtaler endvidere kritik af Redox for utilstrækkelig forelæggelse.”

For os, der vægter vores kilders sikkerhed og anonymitet højt, var det selvfølgelig en alvorlig kritik, som desværre var berettiget.
Forhistorien er, at to personer, der havde været involveret i NMR, var hoppet af til os. Det var den ene af de to, der havde taget kontakt til os og meddelt, at de begge ville ud af miljøet og gerne ville give os de interne oplysninger, som de var i besiddelse af.

Vi gennemførte et længere interview med vedkommende. Han meddelte derefter, at hans ven, der også var på vej ud af miljøet, gerne ville snakke med os. Vi gjorde det klart, at vi kun ville give dem kildebeskyttelse, hvis de brød helt med nazimiljøet, og at vi ikke ville opfatte dem som afhoppere, hvis de fortsatte med at omgås nazister.

Vi fik kontakt med den anden person, vedkommende som nu har klaget til Pressenævnet og fået medhold. Vi havde en korrespondance med ham, hvor også han leverede en mængde internt materiale. Vi nåede dog aldrig at få et grundig samtale med ham, før han brød kontakten. Efter flere henvendelser fra os stod det klart, at han ikke var interesseret i at fortsætte processen og han meddelte tydeligt, at han ikke havde noget behov for, at vi anså ham for at være afhopper.

For os var kildebeskyttelsen af ham derfor ude af billedet og vi bragte en artikel, hvor vi citerede fra hans oplysninger til os. Det var et valg han i vores øjne selv havde truffet. Men problemet, som også er det Pressenævnet kritiserer os for, var, at vi ikke havde gjort det tydeligt nok, hvad rammerne for en exitsamtale med os er. Fordi kontakten var gået igennem hans ven blev dialogen mere uformel end hvad vi normalt gør, og vi fik ikke sikret os godt nok, at han forstod rammerne for processen. Derfor er kritikken fra Pressenævnet berettiget.

Kritikken har ledt til grundige overvejelser om, hvordan vi indgår exitaftaler med personer, der forlader de nynazistiske miljøer. Vi – og samfundet i øvrigt – har jo en interesse i, at det skal være let at komme ud. Men samtidig insisterer vi også på, at vi kun kan leve op til vores forpligtelser, som f.eks. kan være at verificere overfor arbejdsgiver eller familie, at vedkommende er hoppet af, hvis vi er sikre på, at det er tilfældet. For vi oplever jævnligt, at personer der har meddelt os, at de har forladt nazimiljøet, alligevel i det skjulte plejer omgang med nazister eller medvirker til at sprede deres propaganda på sociale medier.

Konkret betyder det, at vi er meget opmærksomme på at sikre, at afhoppere på skrift bekræfter, at de forstår de rammer, som vi skitserer om en aftale. Det giver en gensidig garanti for, at der er enighed om hvad aftalen indebærer.

Problematisk kritik om forelæggelse
De to seneste kritiske afgørelser fra Pressenævnet handler om en artikel om Generation Identitær og en af organisationens medlemmer. Både det omtalte medlem og organisationen som helhed har klaget og derfor foreligger der to separate afgørelser om den samme artikel.

I begge afgørelser kritiseres vi for “manglende forelæggelse”. I tilfældet med det omtalte medlem havde vi forsøgt at kontakte vedkommende via både telefon, email, twitter og Facebook. Henvendelsen lød i anonymiseret form således (anonymiseringen er foretaget af Pressenævnet):

”Hej [Klager]
Jeg skriver til dig, da jeg gerne vil lave et interview med dig om dit engagement i
[Ungdomsbevægelsen] og [Det politiske parti] samt om din plads i [Lokaludvalget].
Vil du venligst vende tilbage til mig med et telefonnummer jeg kan kontakte dig på?
Mvh [Redaktøren]
Journalist, Researchkollektivet Redox”

I nævnets afgørelse lyder det:

“Pressenævnet finder, at Redox burde have forelagt den konkrete, krænkende oplysning for [Klager], idet nævnet bemærker, at et tilbud om interview ikke kan sidestilles med en forelæggelse af omtalens krænkende oplysning. Nævnet udtaler kritik af den manglende forelæggelse.”

Desuden lyder det:

“Af artiklen fremgår det, at organisationen [Ungdomsbevægelsen] af Redox vurderes som fascistisk. Det fremgår endvidere, at den franske afdeling af [Ungdomsbevægelsen] har begået racistiske overfald. [Klager] omtales imidlertid ikke som fascist og som medlem af en voldelig organisation, men det oplyses, at hun har været aktiv i [Ungdomsbevægelsen], som Redox har betegnet som fascistisk. Nævnet udtaler ikke kritik.”

Vi får altså helt grundlæggende kritik, fordi vi ikke har forelagt den specifikke formulering om, at Generation Identitær er fascister for det omtalte medlem. Med tanke på, at vi har forsøgt at henvende os til vedkommende via en lang række kanaler og at vi i vores skriftlige henvendelser har forklaret hvad interviewforespørgslen handlede om, er vi skuffede og ærgerlige over Pressenævnets afgørelse. De principielle konsekvenser bliver, at man i fremtiden risikerer kritik fra nævnet, hvis man i en interviewforespørgsel ikke opridser samtlige detaljer i en artikel. Det er en markant forandring for mange journalisters daglige praksis og bør vække bekymring andre steder end bare hos os.

I den anden klage over artiklen var det Generation Identitær som organisation, der havde klaget. Klagen handler om, at vi omtaler dem som en fascistisk organisation. Vi mener, at de mange oplysninger, som vi generelt har fremlagt af vores dækning af Generation Identitær i rig grad dokumenterer, at dét er tilfældet.

Også her er der tale om en afgørelse, som vi er uenige om. For hvor går grænsen? Skal vi forelægge det for Dansk Folkeparti, hvis vi kalder dem højrepopulister? Skal vi spørge Jonni Hansen om han var nazist? Hvor kendt skal en organisation være i den offentlige debat, før man kan bruge beskrivende etiketter baseret på organisationens egne udtalelser?

Vi tager kritik alvorligt
I februar 2017 skrev vi teksten “Journalistik er journalistik er journalistik..”, der blandt andet handler om vores publicistiske praksis. I den gennemgik vi de sager, vi på daværende tidspunkt havde haft i Pressenævnet. Siden da har vi haft næsten to år, hvor alle klager er faldet ud til vores fordel. Det skyldes, at vi har taget tidligere kritiske afgørelser til os. Afgørelser, der først og fremmest har handlet om, hvor lang frist vi har givet for svar i forbindelse med vores forelæggelsesinterviews.

Vi anerkender, at vi især i sagen om kildebeskyttelse ikke har gjort vores arbejde godt nok og derfor har vi ændret vores praksis. Til gengæld mener vi også, at Pressenævnet i de to seneste afgørelser vedrørende forelæggelse om Generation Identitær etablerer en ny praksis, som vil få negative konsekvenser for mange journalister.