Voldsdømt nazist nu aktiv i Danskernes Parti
Voldsdømte Niels Kristensen er veteran i den danske nazibevægelse. Nu er han blevet aktiv i Danskernes Parti.
Publiceret den 23. juni 2017
Da Danskernes Parti den 8. april delte løbesedler ud på gaden i Middelfart, samlede de 11 partimedlemmer hovedsagligt fra Jylland. Med i aktionen var også den voldsdømte nazist Niels Kristensen.
Torvemødet var organiseret af afdelingslederen Martin Baden Christensen, der annoncerede aktionen på sin offentlige Facebookside: “I næste måned sætter Danskernes Partis syddanske lokalafdeling kursen mod Fyn, hvor undertegnede samt et hold flittige aktivister vil gå på gaden med løbesedler. Aktionen bliver samtidig partiets første officielle på øen siden 2012.”
Efter aktionen lagde Martin Baden Christensen en række billeder fra dagen på facebook. På billederne ses Niels Kristensen sammen med partiets regionsformænd i Midtjylland og Nordjylland, Michael Flemming Gudjohnson og Morten Bent Borup, samt partiets viceformand Morten Berg. Både Morten Berg og Morten Bent Borup er tidligere medlemmer af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), hvor de har været organiseret med Niels Kristensen.
Den i dag 55-årige Niels Kristensen har i mere end 30 år været aktiv i den danske nazibevægelse. Op igennem 90’erne og 00’erne var han en af Jonni Hansens trofaste partisoldater i DNSB. I følge eget udsagn meldte han sig ind i nazipartiet i forbindelse med sin 24 års-fødselsdag, og i 1988 deltog han i DNSB’s landsmøde i Alsted.
Op gennem 90’erne var han fast inventar ved DNSB’s demonstrationer, bl.a. i forbindelse med DNSB’s marcher til minde om Adolfs Hitlers stedfortræder Rudolf Hess i Roskilde i 1995 og i Hundige i 1998.
Jeg var klar til at forsvare mine kammerater over for pøblen
Han var også med, da DNSB i 2007 forsøgte at genoplive Hess-marchtraditionen, denne gang i Kolding. Her blev han anholdt for et voldeligt overfald på en tilskuer, som han slog ned med sin hagekorsfane og efterfølgende sparkede seks til otte gange i ryggen og nakken med sine sikkerhedssko. Han blev efterfølgende idømt en ubetinget fængselstraf på tre måneder for overfaldet.
I forbindelse med retssagen forklarede han ifølge TV2: “Jeg sigtede efter hendes overkrop. Det var rent impulsivt. Hun skulle bare have et par slag, og jeg syntes også, hun skulle have nogle spark”. I retten forklarede han, at han bar sikkerhedssko ved demonstrationen: “Jeg var klar til at forsvare mine kammerater over for pøblen”.
I midten af 2009 fik Niels Kristensen karantæne fra DNSB’s arrangementer. To uger efter at karantænen var udstået, dukkede han op ved et møde i bunkeren i Greve, hvor han ifølge Jonni Hansen opførte sig “flabet” overfor bevægelsens formand og andre DNSB-medlemmer. I en skrivelse til Niels Kristensen fra Jonni Hansen skrev sidstnævnte at “desuden lugtede du eller dit tøj meget uvasket, hvilket i sig selv kan være bortvisningsgrund fra vort fællesskab.” Dermed blev Niels Kristensens medlemsstatus ændret til passiv, hvilket betød, at han ikke måtte deltage i bevægelsens arrangementer.
Efterfølgende søgte han andre steder hen for at fortsætte sine nazistiske aktiviteter. Han har flere gange deltaget i tyske nazidemonstrationer og var også med, da en gruppe tyske nazister 1. maj 2011 angreb en venstreorienteret demonstration i den nordtyske by Husum. Under retssagen efter overfaldet i 2007 forklarede Niels Kristensen, at han havde deltaget i mellem 20 og 25 demonstrationer i Tyskland. Siden da er tallet stødt steget.
I Danmark har han bl.a. deltaget i Danmarks Nationale Fronts demonstration i København i 2014, ligesom han deltog i DNSB’s fejring af Adolf Hitlers 125 års fødselsdag samme år efter han var blevet taget til nåde i huset i Greve.
I dag er den voldsdømte nazist aktiv i Danskernes Parti.
Hverken Niels Kristensen, viceformand Morten Berg, regionsformand i Syddanmark Martin Baden Christiensen eller regionsformand i Nordjylland Morten Bent Borup har besvaret Redox’ interview-forespørgsel. Det har til gengæld Michael Flemming Gudjohnsen, der er regionsformand i Midtjylland og spidskandidat i Aarhus Kommune ved efterårets kommunalvalg. I emails til Redox skriver han: “Som Kandidat for Danskernes Parti er jeg stolt af at have deltaget i den omtalte succesfulde aktion. Men til den aktion jeg var tilstede ved, fandtes dog ingen nazister.” Han bekræfter dog, at en af de tilstedeværende ved aktionen i Middelfart hedder Niels.
Til Niels Kristensens voldsdom og aktiviteter i nazipartiet DNSB forklarer han, at “fortiden har gjort os til dem vi er, og fået os til at tro på det vi gør” og fortsætter: “hvad han tidligere har gjort eller ikke gjort, hvor han tidligere har stået politisk eller ikke stået – kan jeg ikke tage stilling til.” Han vil ikke tage stilling til om Niels Kristensen er velkommen i Danskernes Parti: “Det er ikke mig der tager stilling til hvem der er velkomne i partiet – det har vi heldigvis en formand til”.
Partiets leder Daniel Carlsen har ikke ønsket at medvirke i artiklen.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.