Paludans "Pride"-demo ses her i august 2019 på vej ad Nørrebrogade. Foto: Redox.

Trusler, chikane og homofobi efter Stram Kurs-demonstration på Nørrebro

Lørdag demonstrerede Rasmus Paludan og et lille følge igen på Nørrebro. Det har givet efterdønninger ind i denne uge. Blandt Paludans tropper var en af morderen Peter Madsens store fans.

Publiceret den 22. august 2019

Det gik ikke stille for sig, da Rasmus Paludan og to håndfulde sympatisører i lørdags ville marchere gennem Nørrebro. Gruppen samledes på Bispebjerg Station på grænsen til Nordvestkvarteret, hvor Paludan i første omgang forsøgte at stikke af fra politiet – på trods af, at han var til stede med sine livvagter fra PET.

Demonstrationen var, med Stram Kurs’ egne ord, en “ægte Pride på Nørrebro”.

Seancen foranledigede, at de cirka 10 højreradikale blev spredt ud i området. Enkelte af dem gik igennem Mjølnerparken, men Paludan gik i stedet via Tagensvej til Lygten og til Nørrebro Station, hvor han, flankerede af politifolk og PET-agenter, passerede tæt forbi Nørrebro Pride, der startede ved netop Nørrebro Station. Her råbte flere personer fra den lille Stram Kurs-demonstration “Ingen muslimer i vores gader” mod deltagerne i Nørrebro Pride, der svarede igen med antiracistiske kampråb.

Kaldte moddemonstrant ”bøsserøv”
Derefter gik den lille demonstration ad Nørrebrogade til Indre Nørrebro. Undervejs overfusede en ældre mand fra Stram Kurs-demonstrationen en gruppe lokale børn.

I det lille Stram Kurs-optog deltog også Cammilla Kürstein, der i et interview i BT denne uge fortalte, at morderen Peter Madsen er hendes “sjæleven” og at de to elsker hinanden.

Ved Blågårds Plads udbrød der tumult, da flere af Paludans støtter i to omgange kom i karambolage med lokale forretningsdrivende, henholdsvis en caféejer og en butiksejer. Under en af episoderne råbte en af deltagerne i Paludans Pride-demonstration “din bøsserøv” efter en moddemonstrant, hvilket blev forevigt på Stram Kurs’ egen livestream på Youtube.

Ifølge flere vidner på stedet greb hverken politi eller PET-folk ind, da Stram Kurs-folkene kom i konflikt med de lokale forretningsdrivende. Først da moddemonstranter blandede sig i situationen trådte politiet til.

Romajagt og internettrusler
En af dem, der var til stede under episoderne på Nørrebro, var Mickey Gravgaard, der er medlem af Stram Kurs. Han har været en del af Sons of Odin og var en af arrangørerne, da Sons of Odin i 2017 var på jagt efter romaer på Christianshavn for at ‘beskytte’ danske hjemløse, der opholdt sig på Christianshavns Torv. Hjemløse, der iøvrigt hurtigt tog afstand fra selvsamme højreekstremister. Du kan læse hele historien om Mickey Gravgaard og Sons of Odins planlagte tæskehold her.

 Mickey Gravgaard (forrest) og Camilla Kürstein ses her ved Nørrebro Station under lørdagens demonstration.
Mickey Gravgaard (forrest) og Camilla Kürstein ses her ved Nørrebro Station under lørdagens demonstration.

 

Efter lørdagens skærmydsler på Nørrebro er flere lokale, der sagde fra overfor Rasmus Paludans tilstedeværelse, blevet lagt for had på nettet. De er blevet hængt ud på blogs og sociale medier med navn og foto, ligesom ihvertfald en af dem har fået sine familieforhold beskrevet og delt på nettet.

I Facebookgruppen “Stram Kurs-supportere”, der er tilknyttet Rasmus Paludans parti, har Mickey Gravgaard skrevet flere indlæg siden episoden lørdag, blandt andet om de lokale. Søndag lagde han fotos af fire personer, der alle havde ytret modstand mod Rasmus Paludan, ledsaget af teksten:

“De største lorte fra Blågådsplads i dag. De burde satme ha sådan en røvfuld,” efterfulgt af en emoji med en knyttet næve.

Mickey Gravgaards opslag i Facebookgruppen "Stram Kurs-supportere" er efter Redox' henvendelse til Rasmus Paludan og Mickey Gravgaard blevet slettet.
Mickey Gravgaards opslag i Facebookgruppen “Stram Kurs-supportere” er efter Redox’ henvendelse til Rasmus Paludan og Mickey Gravgaard blevet slettet.

Også flere andre internetdebattør kom til tasterne med trusler og ukvemsord. En af dem skriver: “Flere der skal “hentes” når “dagen” kommer.” Den kommentar har Mickey Gravgaard reageret på med et hjerte-ikon.

I en anden tråd skriver Gravgaard: “glæder mig så meget til vi har fået Islam “nazisterne” ud af Danmark – og vi så skal ud og finde/hente alle de landsforræder og islam elsker i Danmark”, hvorefter han lægger billeder op af to lokale, der omtales som “de første to, der skal hentes”. Tirsdag lagde han så et billede op af den enes postkasse, påklistret et Stram Kurs-klistermærke, og fortæller gruppens medlemmer, at han selv har sat det op.

Da et andet medlem af Stram Kurs-gruppen skriver: “Det bliver dejligt når hun nu får klippet håret og bliver rullet i tjære og fjer som en anden landsforræder” svarer Mickey Gravgaard: “Kom med tid og sted – jeg vil lege med”.

Paludan tager afstand
Rasmus Paludan siger til Redox, at han tager afstand fra alt, der har noget med vold at gøre, om det så er udøvelse, trusler eller opfordringer. Han tager desuden afstand fra Cammilla Kürsteins forhold til Peter Madsen og siger, at hun ikke længere er velkommen til Stram Kurs’ demonstrationer. Partilederen vil desuden undersøge Mickey Gravgaards udtalelser.

Om Facebookgruppen “Stram Kurs-supportere” siger Rasmus Paludan, at partiet ikke har noget med gruppen at gøre. Forelagt at partiets folketingskandidat Søren Grinderslev er administratori i gruppen siger Paludan, at han vil bede Grinderslev stoppe sin deltagelse i gruppen.

Mickey Gravgaard siger til Redox, at han “ikke ønsker at slås med nogen”, og at hans kommentar om tjærre og fjer “blot var for sjov”. Han afbryder dog telefoninterviewet inden Redox’ journalist kan nå at spørge ind til resten af hans truende opslag i Facebookgruppen. Redox har efterfølgende kontaktet ham via sms. Mickey Gravgaard er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Gravgaards trusler om vold er efter interviewet blevet slettet.

Tags: , , , ,