Redox-redaktør taber injuriesag: “Bekymrende indskrænkning af ytringsfriheden”
Rasmus Paludan vinder injuriesag mod Redox’ redaktør i byretten. Sagen er nu anket til landsretten.
Publiceret den 1. marts 2024
I april sidste år skrev vi, at Redox’ ansvarshavende redaktør Simon Bünger var blevet sagsøgt af Rasmus Paludan. Det skete, efter at Redox i februar 2022 beskrev, hvordan Rasmus Paludan havde sagsøgt et tidligere medlem af Stram Kurs, fordi denne havde udbredt beskyldninger om, at Rasmus Paludan havde begået drug rapes.
det er en meget bekymrende indskrænkning af presse- og ytringsfriheden
Nu har byretten afsagt dom i sagen. Rasmus Paludan fik medhold og Redox’ redaktør Simon Bünger blev således dømt for overtrædelse af injurieparagraffen.
“Det er en højst overraskende dom, der er i direkte modstrid med retspraksis på området, blandt andet den meget famøse Jersild-sag,” siger redaktøren med henvisning til sagen, der nåede helt til den europæiske menneskerettighedsdomstol i 1994. Den kan du læse mere om her.
“Byrettens afgørelse betyder i praksis, at medier ikke kan omtale injuriesager, for det er jo umuligt at beskrive retssager uden at gå ind i deres reelle indhold. Jeg er frustreret over afgørelsen, for det er en meget bekymrende indskrænkning af presse- og ytringsfriheden,” siger Simon Bünger.
Han og Redox har derfor af principielle årsager anket sagen til landsretten.
“Jeg forventer, at vi får medhold i landsretten, og ellers må vi jo tage samme tur som Jens Olaf Jersild gjorde for 30 år siden.”
Til gengæld betyder sagen store økonomiske udgifter for Redox. Simon Bünger opfordrer derfor læsere til at give en støtte til retssagsudgifterne ved at sende en donation på Mobilepay 80905 eller ved at forpligte sig til en fast månedlig donation som støttemedlem. Du kan blive støttemedlem her.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.