Delte manual til brandattentater: Finsk nazist spillede nøglerolle i berygtet britisk Southport-gruppe
En Telegram-gruppe, hvor dødslister og opfordringer til voldelige angreb er blevet delt, har spillet en stor rolle i den seneste tids voldsomme racistiske optøjer i Storbritannien. Nu peger ny dokumentation på bånd fra gruppen til Finland og den terrorstemplede gruppe NMR.
Publiceret den 20. august 2024
Antifascistiske researchere fra Red Flare (UK), Varis (FIN) og Redox (DK) kan nu sammen afsløre, at en finsk nazist ved navn Charles-Emmanuel Mikko Rasanen har spillet en central rolle i at tilskynde til de værste racistiske optøjer i Storbritannien i et århundrede.
Charles-Emmanuel Mikko Rasanen er fra Espoo i det sydlige Finland. Ved hjælp af sit pseudonym “Mr.AG” har den kun 20-årige stået bag en bred vifte af offentligt publicerede brandtrusler rettet imod institutioner, der på den ene eller anden måde er flygtningevenlige.
Pseudonymet ‘Mr.AG’ er en forkortelse af “AryanizedGoebbelboo”. Et brugernavn som Rasanen tidligere anvendte, når han var aktiv på internettet, og som henviser til den nazistiske betegnelse arisk og den kendte tyske nazist Göebbels.
Administrator i berygtet Southport-gruppe
På den beskedtjenesten Telegram var Rasanen en ud af en håndfuld administratorer af den nu lukkede “Southport Wake Up chat”. Gruppen havde 14.000 medlemmer, før den blev lukket ned. Southport Wake Up chat blev oprettet efter de tragiske knivstikkerier i Southport den 29. juli og spillede en nøglerolle i at organisere de racistiske optøjer, der fandt sted foran en moské dagen efter knivstikkerierne.
Det var også i denne chat, at en anden administrator delte en meget omtalt “dødsliste”, der udpegede hele 39 steder med opfordring til at begå brandattentater mod dem. Målene var blandt andet advokater og velgørende organisationer, der arbejder med flygtninge og indvandring, rådgivningscentre med videre.
I forbindelse med delingen af listen brugte Rasanen sin “Mr.AG” konto til gentagne gange i chatten at poste en manual om, hvordan man begår brandangreb. Manualen er underskrevet af den russisk-ukrainske nazigruppe “National Socialism/White Power (NS/WP) Crew”, som er klassificeret som en terrororganisation i Rusland og knyttet til flere mord.
Manualen havde titlen “arson.pdf” (på dansk brandstiftelse.pdf, red.) og indeholder detaljerede instruktioner i, hvordan man udfører brandattentater, for eksempel hvilke typer brændstof og antændelsesmetoder man skal bruge, samt hvordan man undgår at blive opdaget af myndighederne. Manualen opfordrer desuden til at rette angrebene mod specifikke grupper, som her i punkt seks af manualen: “Seks: brænd de biler, der tilhører antifascister, muslimer, jøder.”
Rasanens offentliggørelse af brandstiftelsesmanualen tyder, i forlængelse af den anden admins deling af listen over mål, på et ønske om at opmuntre til angreb fra “ensomme ulve” mod Storbritanniens immigrationssystem. Delingen af brandstiftelsesmanualen skete i ugen efter, at der var blevet sat ild til to hoteller, der husede flygtninge. Truslerne om brandstiftelse og den offentliggjorte “dødslisten” fik de britiske myndigheder til at øge deres beredskab og tusindvis af mennesker til at deltage i antiracistiske protester foran de steder, der var nævnt på den omfattende liste.
Støtter NMR
Rasanen støtter Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR), der både opererer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Organisationen er forbudt i Finland, og de amerikanske myndigheder har klassificeret organisationen som en terrorgruppe.
Rasanen er aktiv i flere af NMR’s chatkanaler på Telegram. På NMR’s svenske chat afslørede Rasanen henover sommeren 2024, at han næste år vil tilslutte sig det finske militær.
Støt vores journalistik
Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.
I november 2020 blev Rasanen, mens han stadig var mindreårig, arresteret af politiet, efter at han blev sigtet for at forberede en alvorlig forbrydelse mod andres liv eller helbred. Det fortæller han selv om i et interview på NMR’s svenske hjemmeside, hvor han betegnede sig selv som “sympatisør” af NMR.
Rasanens hjem blev ransaget, og der blev beslaglagt en mobiltelefon, en computer samt en ekstern harddisk. Der blev dog aldrig rejst tiltale mod Rasanen, og i april året efter meddelte Den Nordiske Modstandsbevægelses hjemmeside Nordfront, at efterforskningen var afsluttet.
Kontakt til britiske fascister
Rasanens rolle som admin for Southport Wake Up-chatten er ikke hans eneste kontaktflade med det britiske fascistiske miljø. Rasanen har også haft en langvarig forbindelse til den britiske fascistgruppe Patriotic Alternative (PA). Han er bl.a. Er med i den private PA Gaming Telegram chat, som har 181 medlemmer, og var ligeledes aktiv i PA-leder Mark Colletts vigtigste Telegram-chat, før den blev slettet.
Der er flere kendte forbindelser mellem NMR og PA. Centrale medlemmer besøger ofte hinanden, hvor de medvirker i hinandens podcast eller holder taler ved hinandens arrangementer. Blandt andet har de to organisationers ledende figurer deltaget i hinandens podcasts og holdt taler ved hinandens arrangementer.
Charles-Emmanuel Mikko Rasanen ønsker ikke at udtale sig til Redox. Han skriver i en mail: “Jeg beklager. Men jeg giver ingen kommentarer. Og juridisk giver jeg ikke samtykke til nogen interviews. Mange hilsner.“
Artiklen er blevet til i samarbejde mellem Red Flare, Varis og Redox.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.