Svenske nazister tiltalt for bombeattentater
Medlemmer af den nazistiske organisation Nordiska Motståndsrörelsen er blevet tiltalt for tre bombeangreb rettet mod flygtninge og venstreorienterede.
Publiceret den 9. juni 2017
Siden januar har flere svenske nazister siddet fængslet, mistænkt for at stå bag en række bombesprængninger i Göteborg-området. Attentaterne var rettet mod en venstrefløjscafé og flere flygtningeboliger. Nu tiltales tre mænd på henholdsvis 20, 23 og 50 år for bomberne.
Natten til den 12. november detonerede den første af bomberne ved den venstreorienterede bogcafé Syndikalistisk Forum. Det skete natten inden den største nazistiske organisation i Skandinavien, Nordiska Motståndsrörelsen (NMR), gennemførte en stort opslået demonstration i Stockholm. Alle de nu tiltalte deltog i demonstrationen, ligesom de alle er tilknyttet organisationen.
Den 5. januar eksploderede den anden bombe. Det skete ved et flygtningecenter i Göteborg. Her blev en rengøringsassistent alvorligt såret.
Den tredje bombe blev fundet før den eksploderede. Det skete tre uger senere, den 25. januar, ved nogle flygtningeboliger på Lilleby Camping.
I dag rejste anklagemyndigheden så formelt tiltale mod de tre nazister. De tiltales på kryds og tværs for medvirken til et eller flere af bombeattentaterne. To af nazisterne tiltales for drabsforsøg i attentatet, hvor rengøringsassistenten blev såret. De to andre forhold har alene udløst tiltale for paragraffen “almenfarlig ødelæggelse”, der som minimum udløser et års fængsel og højst livstid.
Nordiska Motståndsrörelsen er en erklæret nationalsocialistisk organisation, der har eksisteret i 20 år. De er i dag den største naziorganisation i Skandinavien, hvor de har aktive afdelinger i både Sverige, Norge og Finland. Deres medlemmer har gentagne gange stået bag voldelig overfald og drab på politiske modstandere og minoritetsgrupper.
De har den seneste tid været i offensiven og har annonceret flere offentlige aktiviteter denne sommer. Når den svenske udgave af Folkemødet, Almedalsveckan i Visby, løber af stablen fra den 2. til 9. juli, så bliver det med deltagelse af NMR. Det har fået politiet til at flytte en Pride-parade på øen, da de ellers ikke kan garantere for Pride-deltagernes sikkerhed.
Senere på sommeren, den 29. juli, har det norske ben i organisationen indkaldt til demonstration mod “homo-lobbyen” i den norske by Fredrikstad, der ligger tæt ved den svenske grænse. Det er første gang at organisationen annoncerer en demonstration i Norge
Nordiska Motstandsrörelsen har skrevet flere artikler om bomberne, hvor de giver udtryk for, at de tiltalte er uskyldige samt at organisationen ikke har noget med bomberne at gøre. Ifølge dem var en af de anholdte angiveligt var på vej til at forlade organisationen, men de bakker ham op alligevel: “Uanset om manden stadig er medlem af Modstandsbevægelsen eller ej, så anser vi ham for at være en god person, som altid har stillet op for organisationen”.
Alle de tiltalte nægter sig skyldige.
Læs med senere på sommeren, hvor Redox tegner et portræt af Nordiska Motstandsrörelsen og deres historie.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.