Analyse: Svenske tilstande på den yderste højrefløj

Som så ofte før kan mange tendenser på den yderste danske højrefløj forudses ved at kigge mod Sverige. De seneste års forbrødring mellem nationalkonservative og nynazister hinsidan er nu på vej til Danmark.

Publiceret den 7. juli 2018

Tirsdag den 29. maj demonstrerede cirka 120 personer fra den alleryderste højrefløj foran den britiske ambassade i København til støtte for Tommy Robinson. Det var den største demonstration på den yderste højrefløj herhjemme siden Pegida i Danmark gennemførte sin første march i januar 2015. Denne demonstration var da også arrangeret af Pegidas arvtager For Frihed.

Samtidig, og det er dét, som denne tekst handler om, blev demonstrationen et symbol på de bånd, der over de seneste år er blevet bygget på tværs af ideologiske forskelle på højrefløjen. Ser man ti år tilbage, så var den yderste højrefløj, i hvert fald udadtil, meget skarpt opdelt i henholdsvis en kulturracistisk eller nationalkonservativ strømning og på den anden side en racebiologisk tendens. På den ene side fandtes grupper som Den Danske Forening og Stop Islamiseringen af Danmark, på den anden side DNSB, White Pride og Danmarks Nationale Front. Relationen mellem grupperne var oftest (med enkelte, men vigtige undtagelser) ringe, og begge fløje tog ofte offentligt afstand fra hinanden.

En delegation fra Generation Identitær deltog i For Friheds første støttedemonstration for Tommy Robinson i maj. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Ser man på demonstrationen 29. maj, så var scenariet et helt andet. Ledende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet demonstrerede side om side med tidligere medlemmer af Danskernes Parti og Blood & Honour. Også en stor gruppe unge fra den nyfascistiske gruppe Generation Identitær, der offentligt har deklareret, at deres definition af danskhed handler om ‘blodets bånd’ – altså etnicitet.

Det er selvfølgelig ikke første gang, at personer fra Danskernes Parti deltager i For Friheds demonstrationer. Det er sket jævnligt over de seneste år. Men alligevel er der sket noget. Hvor For Frihed de første leveår fra 2015 og frem var ganske forsigtige med, hvem de blev associeret med og jævnligt bad konkrete deltagere om at blive væk, fordi de gav dårlig presse, så har organisationen den seneste tid blødt markant op. Ved den seneste demonstration 1. maj deltog adskillige kendte nazister, der var tydeligt velkommen i den lille skare.

Nicolai Boesen og Lars Hartvig har begge en fortid i både Dansk Front og Danskernes Parti. Alligevel er de velkomne ved For Friheds demonstrationer. Her deltager de i en støttedemo for Tommy Robinson den 14. juli 2018. (Foto: Researchkollektiver Redox)

Samtidig er Generation Identitær vokset frem i Danmark. Trods at organisationen kun tæller omkring tyve aktive medlemmer, så har de fået stor opbakning på de sociale medier fra meget brede dele af højrefløjen; fra Dansk Folkeparti og ud til tidligere medlemmer af Danskernes Parti og Dansk Front. Den lille ungdomsorganisation står som sagt for en politisk linje, hvor både kultur og etnicitet bliver betragtet som centrale markører, når en persons ‘danskhed’ skal afgøres. Dét ville for fem og ti år siden have betydet, at resten af de nationalkonservative eller kulturracistiske grupperinger på højrefløjen havde taget afstand fra dem og forsøgt at udgrænse dem.

Men der er sket noget. For i stedet for afvisning og udelukkelse er Generation Identitær, og i øvrigt også de partiløse eks-medlemmer af Danskernes Parti, blevet modtaget med åbne arme på den nationalkonservative scene. De årlige sommerfester, der først hed Mosbjerg Folkefest og nu Folkefest for Frihed, er blevet samlingspunkt for stort set alle strømninger på den yderste højrefløj. For Frihed omtaler ligefrem Generation Identitær som deres venner.

På den måde minder situationen på den yderste højrefløj i Danmark med lidt forsinkelse om den, der de seneste år er sket i Sverige. Siden Svenskarnas Parti lukkede i 2015 er der opstået nye alliancer på kryds og tværs af ideologiske udgangspunkter på den fragmenterede højrefløj. Hvor der tidligere var en klar opdeling mellem de store nynazistiske organisationer på den ene side og Sverigedemokraternas (SD) og deres underskov af alternative medier, så er grænserne på få år fuldstændigt opløst.

Tidligere ledende medlemmer af Svenskarnas Parti indgår i samarbejde med f.eks. Ingrid Carlqvist. Hun drev for få år siden mediet Dispatch International i samarbejde med danske Lars Hedegaard og repræsenterede en linje, der tilhørte den mere midtersøgende blandt de nationalkonservative. Aktivister fra voldsberedte nynazistiske grupper arbejder nu sammen med de SD-støttende alternative medier. Der er forbrødring over hele linjen. De ideologiske uenigheder om holocaust og Det Tredje Rige, styreform, aktionsmetoder, strategi og parlamentarisme er selvfølgelig ikke forsvundet, men de er gledet i baggrunden til fordel for nye samarbejder og alliancer.

Fælles for både Sverige og Danmark er også, at kun de allermest rabiate og åbenlyst voldshyldende nazister står udenfor det gode selskab. I Sverige eksemplificeret ved Nordiska Motståndsrörelsen (NMR), i Danmark ved NMR’s danske aflægger samt Danmarks Nationale Front. NMR og den danske knopskydning, Den Nordiske Modstandsbevægelse, forsøger i stedet at opbygge en parallel egen bevægelse, der til gengæld har meget lidt berøring med resten af den yderste højrefløj.

At den ‘pæne’ nationalkonservative bevægelse, der i høj grad overlapper med både Dansk Folkeparti (DF) og Nye Borgerlige (NB), har åbnet op for samarbejdet med f.eks. Generation Identitær og tidligere medlemmer af Danskernes Parti er en markant udvikling. Det viser først og fremmest hvor lidt modvind bevægelsen har i den offentlige debat. Meget få medier stiller kritiske spørgsmål til at DF, NB og deres nationalkonservative bagland åbenlyst dyrker relationer til grupperinger, der taler om ‘blodets bånd’ og åbenlyst betragter hudfarve og etnisk baggrund som centrale markører for hvem, der er ‘rigtige danskere’. Samtidig er det også et udtryk for, at hele det politiske spektrum over de seneste to årtier er rykket betragteligt mod højre. En udvikling, der i øvrigt forekommer at tage til i hastighed.

Samtidig må de nye alliancer også tages som udtryk for, at mange nationalkonservative i virkeligheden ikke er specielt uenige med nynazisterne om, hvem der hører hjemme i Danmark – og især om, hvem der ikke gør.