Det yderste højres valgresultat: Nye Borgerlige gik frem – alle andre gik tilbage
Et stort skridt frem og to tilbage. Det må være konklusionen på gårsdagens valg, hvis man tilhører den yderste højrefløj.
Publiceret den 17. november 2021
Tirsdagens valg har givet store forskydninger i det kommunalpolitiske landskab.
De store historier efter valget er Dansk Folkepartis totale kollaps og Nye Borgerliges entré gennembrud som et landsdækkende parti i kommunalpolitik. Nye Borgerlige har dog ikke overtaget alle Dansk Folkepartis mandater: Partiet fik 64 byrådspladser, mens Dansk Folkeparti mistede 132. Der er altså tale om en vis tilbagegang, selvom de to partier ikke er direkte sammenlignelige.
Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har fået et godt valg. Partitoppen havde efter katastrofevalget i 2017 meldt særdeles forsigtigt ud, barren var sat så lavt som 10 pladser. Partiet fik 64 mandater. Vermunds tropper har cementeret sin landspolitiske fremgang, og er nu repræsenteret i et flertal af landets byråd.
Ingen af Nye Borgerliges opstillede kandidater med en baggrund i nyfascistiske Generation Identitær er blevet valgt ind, da de alle befandt sig langt nede ad kandidatlisterne. Det drejer sig om Oliver Egelund Rose i Frederikshavns Kommune, Daniel Palsgaard i Aalborg Kommune og Jonas Zuschke i Aabenraa Kommune.
ORG-manden Søren Lind Jensen var opstillet som spidskandidat i Horsens Kommune og her vandt Nye Borgerlige deres første mandat. Manden, der internt i højrefløjsnetværket ORG blev beskrevet som ‘Nestor’, kan nu se frem til fire år i Horsens Byråd. Du kan læse mere om ham her og her.
Jens Beck Madsen, der tidligere har demonstreret med Rasmus Paludan, lykkedes ikke med at komme i byrådet i Tønder Kommune. Her var han opstillet som nummer to og Nye Borgerlige vandt kun et enkelt mandat. Ligeledes lykkedes det heller ikke for det tidligere medlem af Dansk Samling Kasper Mejlhede at blive valgt ind i Nyborg Kommune, hvor han var spidskandidat, da Nye Borgerlige ikke fik nogen mandater.
Dansk Folkeparti
Kommunalvalgets helt store historie er, at Dansk Folkeparti er blevet tildelt en regulær lussing af vælgerne. Partiet blev mere end halveret siden sammenlignet med kommunalvalget i 2017. De har haft en tilbagegang i samtlige kommuner i landet og er røget helt ud af 22 byråd. Tidligere i dag tog Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl konsekvensen af det dårlige resultat og meddelte, at han indstiller til ekstraordinært formandsvalg, hvor han ikke selv vil genopstille.
Det bliver interessant at følge udviklingen i Dansk Folkeparti, hvor flere bejler til formandsposten. Den store favorit er Morten Messerschmidt, som dog stadig er tynget af den kommende Meld og Feld-retssag. Inger Støjberg bliver af flere Dansk Folkeparti-politikere opfordret til at melde sig ind. Om hun kunne spille en rolle i formandsvalget må vise sig. Andre spekulerer i at lade Pia Kjærsgaard indtage en rolle som overgangsleder.
Samtidig øjner tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen måske muligheder. Martin Henriksen har kritiseret partiet for at være blevet for slappe på udlændingepolitikken, hvilket kostede ham en fyring som konsulent i partiet. Om Dansk Folkepartis nedsmeltning resulterer i en højredrejning er det for tidligt at spå om.
På Bornholm lykkedes det Rene Danielsson og Dansk Folkeparti at fastholde deres stærke position. På trods af tilbagegangen på landsplan beholder Dansk Folkeparti alle deres mandater på solskinsøen og det tidligere medlem af Dansk Front fortsætter derfor i byrådet.
I Odense og i Region Syddanmark havde listen ‘De LokalNationale’ brudt ud af Dansk Folkeparti med de tidligere centrale DF-politikere Christell Gall og Pernille Bendixen, men de opnåede meget få stemmer, og er nu begge ude af byrådet. Heller ikke i resten af landet blev det til særlig mange stemmer til ‘De LokalNationale’.
Stram Kurs og omegn
Rasmus Paludan og Stram Kurs fortsætter nedturen. Partiet formåede kun at opstille en håndfuld kandidater og udelukkende til regionsrådsvalget i tre regioner. I alt opnåede partiet 1906 stemmer og sammenligner man det med, at partiet fik mere end 60.000 stemmer ved folketingsvalget i 2019, står det klart, at Rasmus Paludan ikke er i nærheden af den gennemslagskraft han tidligere har haft.
Stram Kurs-udbryderne Frie Danske melder på Facebook om et skuffende valg. De havde håbet på at vinde nogen af de utilfredse Stram Kurs-vælgere, men har kun formået at få 33 stemmer i Horsens.
Den racismedømte Karsten Holt Larsen, der i flere år har stillet op til kommunalvalg med sin liste Danmark Først, opnåede 52 stemmer til kommunalvalget og 608 stemmer til regionsvalget under navnet Danmark Først.
Anticoronarestriktionspartiet Frihedslisten kom i medierne, fordi der var fejl ud for deres kandidater på stemmesedlerne i København. På Frederiksberg stillede de op med Lone Nørgaard, der tidligere var at finde i Dansk Samling. Her fik de 132 stemmer. I Ringsted, hvor den tidligere Stram Kurs-aktivist Kent Ivan Nielsen stillede op, fik de blot 65 stemmer.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.