Frederik Rye Skov ses her under MMA-træning i CSA iført shorts med Generation Identitærs gule logo. Foto: CSA.

Generation Identitær-talsmand træner til kamp

Mens flere andre kampsportsklubber har afvist Generation Identitær-folk, træner CSA i Nordvest gerne den nyfascistiske organisations talsmand. Han er ikke den første åbent højreradikale aktivist i klubben.

Publiceret den 22. juni 2023

Iført sorte shorts med den nyfascistiske organisation Generation Identitærs logo ses gruppens talsmand Frederik Rye Skov træne Mixed Martial Arts (MMA) i kampsportsklubben CSA i Københavns nordvestkvarter. Billedet har CSA selv delt på sociale medier og det er ikke første gang at organiserede højreradikale træner kampsport i klubben.

Det er ikke første gang talsmanden træner i CSA. Allerede for tre år siden beskrev Redox’ at han og flere andre Generation Identitær-folk trænede i klubben.

Det seneste år har Frederik Rye Skov ifølge Redox’ oplysninger været til prøvetræning i ihvertfald en anden kampsportsklubber, men efter et træningsophold i Thailand er han vendt tilbage til CSA, hvor han i dag træner på kampholdet i MMA.

Redox er bekendt med at også andre højreradikale har trænet i CSA før Generation Identitær begyndte der. For en håndfuld år siden trænede et dengang meget aktivt medlem af Danish Defence League (DDL) i klubben. Flere andre medlemmer protesterede til klubben, fordi DDL-medlemmet trænede i bar mave og derved åbenbarede en nazitatovering forestillende det tyske nazipartis logo: En ørn, der bærer et hagekors i kløerne.

Ifølge Redox’ oplysninger har medlemmer af Generation Identitær siden forsøgt at blive aktiv i flere andre kampsportsklubber i København, men de steder har medlemmer og trænere taget tydeligt afstand fra dem, hvorfor de har droppet deres medlemskaber.

Generation Identitærs talsmand træner her den dødelige kampsport MMA i kampsportsklubben CSA. Foto: CSA.
Generation Identitærs talsmand træner her den dødelige kampsport MMA i kampsportsklubben CSA. Foto: CSA.

Tidligere PET-chef bekymret
Officielt tager Generation Identitær afstand fra vold, men kigger man efter på sociale medier, så sympatiserer flere af kernemedlemmerne med voldelige bevægelser og grupper. Det gælder også talsmanden.

Redox har tidligere afsløret, at Frederik Rye Skov på sociale medier er kommet med sympatitilkendegivelser til bl.a. voldelige franske fascister, nazistiske hooligans samt græske nazisters overfald på venstreorienterede demonstranter. Den historie kan du læse her.

den er med til at legitimere det sådan, at der er nogle, som føler, de kan gå mere drastisk til værks

Den danske afdeling af den tværeuropæiske bevægelse blev etableret i 2017. To år senere sagde den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, til B.T.:
“Overfald på flygtninge og indvandrere, angreb på asylcentre og andet har man jo set ikke kun i Frankrig, men i en række europæiske lande. Og det er den største bekymring: nemlig den måde, man i Generation Identitær får italesat kampen mod islamisme, for den er med til at legitimere det sådan, at der er nogle, som føler, de kan gå mere drastisk til værks for at realisere de her ting.”

Hverken CSA eller Frederik Rye Skov har besvaret Redox’ henvendelser. Generation Identitær skriver i en email til Redox at de “tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme.”

Tags: , ,