“Vi skal anonymt angribe jødiske mål, centre og monumenter,” lød det i et direktiv fra naziorganisationen NMR’s topleder tilbage i 2019, kort før den jødiske gravplads i Randers blev skændet. To NMR-medlemmer blev senere dømt for hærværket. Nu er den samme gravplads blevet skændet igen. Billedet stammer fra hærværket i 2019. Foto: Redox

Jødisk gravplads udsat for hærværk før Krystalnatten

En jødisk gravplads i Randers blev skændet få dage før årsdagen for Krystalnatten. Den samme gravplads blev udsat for omfattende hærværk af nazister på Krystalnatten i 2019.

Publiceret den 15. november 2025

Fredag i sidste uge blev der begået hærværk mod flere gravsteder på en jødisk gravplads i Randers.

Her blev tre gravsten væltede og knækkede af stenenes fundament.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi, som fredag eftermiddag modtog en anmeldelse.

Hærværket blev begået to dage inden årsdagen for Krystalnatten, hvor nazister 9. november 1938 angreb jøder over hele Tyskland, udsatte tusindvis af jødiske butikker, synagoger og gravpladser for hærværk og ødelæggelse og sendte omkring 30.000 jøder i kz-lejre.

Dagen markerede startskuddet på holocaust, og 9. november er derfor siden Anden Verdenskrig blevet brugt til at mindes ofrene og markere aldrig mere fascisme.

For fem år siden blev to medlemmer af den militante naziorganisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) dømt for omfattende hærværk begået mod den samme jødiske gravplads i Randers på Krystalnatten i 2019.

Dengang skete hærværket efter ordre fra NMR’s øverste ledelse, som i et direktiv til naziorganisationens medlemmer opfordrede til masseangreb på “jødiske mål, centre og monumenter.”

Den gamle sag indgår i politiets overvejelser, siger Østjyllands Politi, der nu efterforsker det nye hærværk.

Tags: ,