Journalistik er journalistik er journalistik..

Redox er blevet beskyldt for forfølgelse og udhængning. Her er vores kommentar om vores journalistiske praksis.

Publiceret den 5. februar 2017

Den seneste tid har først DR’s P1 og derefter Radio 24syv bragt en række kritiske indslag om Researchkollektivet Redox og vores virke. Begge mediers indslag har taget udgangspunkt i anklager fra den ekstreme højrefløj rettet mod Redox. I begge tilfælde har vi takket nej til at medvirke. I stedet har vi skrevet denne tekst om vores arbejde.

Kritikken
I første omgang bragte P1 Orientering et længere indslag, hvor en række medlemmer af For Frihed påstod, at vi stod bag hærværk mod henholdsvis et kontor og nogle biler. Radio24syv viderebragte en måneds tid senere de samme påstande, og gik derefter ind i en generel kritik af vores virke. Den overordnede vinkel var, at Redox.dk alene er en “udhængningsside” og ikke et journalistisk medie.

Hvorfor medvirker vi ikke i programmerne?
For mange mennesker kan det måske forekomme underligt, at vi ikke bare medvirker i radioprogrammerne og forklarer hvordan tingene hænger sammen. Det forstår vi godt, men der er tungtvejende årsager til det.

Den første og primære årsag er, at vi af princip ikke indgår i dialog – hverken direkte eller indirekte – med den yderste højrefløj. Det indebærer også, at vi ikke svarer på anklager fra dem. At “tage dialogen” giver dem den platform, som de ønsker. Det medvirker til at legitimere deres holdninger – en proces, der desværre kører for fuld fart i disse år. Det er ikke en proces vi vil medvirke i. Af samme årsag forholder vi os heller ikke i denne tekst til de højreradikale påstande.

Derudover er der også mere simple årsager til, at vi ikke stiller op til interviews. Tid og lyst. Vi er en frivillig organisation uden ansatte, og alle medlemmer har enten fuldtidsjob eller -studie. Redox er en fritidsbeskæftigelse, og vores ressourcer er begrænsede. Ingen af os brænder specielt for at bruge vores fritid på at medvirke i medierne. Vi tror på, at politisk aktivisme skal være bæredygtigt og give energi, ikke resultere i udbrændthed og dræne den enkelte for kræfter. Derfor prioriterer vi de arbejdsopgaver i Redox, som er vigtigst og sjovest. At forholde os til beskyldninger fra den yderste højrefløj er ikke blandt dem.

Nogle journalister tager det som en personlig fornærmelse eller som et udtryk for antidemokratisk sindelag, at vi ikke har stillet op til interviews. Det er selvfølgelig ærgeligt, men vi holder fast i, at vi selv bestemmer hvad vi bruger vores tid på, også selvom det giver sure miner.

Den unikke objektivitet
I Redox er vi helt åbne med, at vi er politiske mennesker og et politisk medie. Det står på vores hjemmeside og skinner igennem, når vi fra tid til anden bringer mere analytiske kommentarer. I vores øjne er det en vigtig åbenhed og gennemsigtighed, der ikke svækker vores troværdighed – den styrker os nærmere.

Når vi klart og tydeligt deklarerer, at vi er en del af den antifascistiske venstrefløj, så gør vi kildekritikken lettere for læseren, fordi afsenderens motiver er helt åbne. Vi gør alt hvad vi kan for at kildehenvise i vores artikler, selvom det kan være svært, når dele af vores oplysninger kommer fra insidere i de nazistiske miljøer. Det står alle frit for at være kritiske overfor vores artikler, men det er heldigvis meget, meget sjældent, at vi finder faktuelle fejl – og i så fald retter vi dem straks.

Det er bizart at opleve, at vores åbenhed om vores politisk position problematiseres, når så mange andre journalister på landets store medier åbenlyst har egne ideologiske udgangspunkter og agendaer, uden at de er åbne med dem. I stedet hersker en nærmest hysterisk holdningsfrygt, hvor journalister i panik melder sig ud af partier og politiske foreninger i håb om, at det skulle ændre ved det faktum, at de – som alle andre mennesker – selvfølgelig har en holdning til verden omkring sig.
Hvis alle andre medier og journalister havde samme gennemsigtighed om sine politiske overbevisninger som os, så ville journaliststanden nok ikke ligge i bunden af troværdighedsmålingerne.

For at skære det ud i pap: Vi er socialister og kæmper for et demokratisk samfund, både hvad gælder organisering, rettigheder og økonomi. Konkret kæmper vi for, at minoritetsgrupper ikke skal frygte overgreb fra fascistiske strømninger. Det betyder også at venstrefløjen, arbejderbevægelsen og andre progressive skal kunne arbejde politisk uden at frygte at blive angrebet af fascister.

I et af Radio24syv’s indslag problematiserede værten en passage fra vores hjemmeside. Den lyder sådan her:

“Det har konsekvenser for fascisterne at blive trukket frem i lyset. Når en mor finder ud af, at hendes søn bruger søndag på at slås side om side med White Pride, så får det følger. Nogen gange trækker sønnen sig derefter fra sine nazistiske kammerater – andre gange gør han ikke. Det samme gælder, når klassekammerater, lærere, kollegaer, bedsteforældre eller alle mulige andre finder ud af, at en de kender er aktiv på den yderste højrefløj. Vores journalistik giver folk mulighed for at sige fra overfor fascisterne.”

Ovenstående udsagn er i vores øjne ikke kontroversielt, ja ikke engang i nærheden af det. Journalistik skal klæde læseren på til at tage stilling til sin omverden. Det er dét vi gør. Det præcis det samme, der sker, når Operation X afslører lyssky svindlere eller Politiken går i kødet på skattefiflere. Vi er bare helt åbne om vores eget udgangspunkt.

Er det vi laver overhovedet journalistik?
I en af indslagene på Radio24syv blev der stillet spørgsmålstegn ved, om Redox.dk overhovedet er et journalistisk medie eller bare en “udhængningsside”. Billedegalleriet på vores hjemmeside blev fremhævet som et af de problematiske elementer.

Vi er selv af den overbevisning, at det vi leverer på Redox.dk er journalistik. Kritisk, undersøgende og dokumenterende journalistik, der afdækker hvad der foregår på den yderste højrefløj. Det er vi desværre de eneste der gør.

For at dokumentere det har vi optalt alle de artikler, som vi udgave på Redox.dk i løbet af 2016. Det blev i alt til 25 artikler samt et genmæle efter afgørelse fra Pressenævnet. Artiklerne fordeler sig således:

• Foromtale af begivenheder: 2
• Nyhedsartikler: 4 (heraf 3 i krimigenren)
• Afslørende dokumentationsartikler: 8
• Analyser: 5 (heraf en genudgivelse af en ældre artikel)
• Listeartikler: 2
• Portrætter: 4

Gennemgår man artiklerne, og sådan set også billederne i fotogalleriet på Redox.dk, så er det tydeligt for enhver, at der ikke er tale om udhængning. Var det vores mission at hænge deltagere i f.eks. højreradikale demonstrationer ud, så kunne vi snildt navngive langt hovedparten af deltagerne i alle demonstrationer. Det gør vi ikke, for det er ikke relevant. Når vi navngiver folk, så er det fordi de selv har stået offentligt frem, spiller en ledende rolle eller på anden vis har markeret sig i forhold til de ‘menige’ højreradikale.

Det problematiseres også i udsendelserne, at vi ikke har byline på vores artikler. Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest, så er vi et kollektiv. Vi er mange, der bidrager til hver enkelt artikel – fra research og analyse til formidling, feedback og distribution – og det mest reelle er derfor, at signere fælles.

Samtidig har vi et ønske om, at en række af vores medlemmer kan være anonyme, fordi det er nødvendigt for vores undersøgende journalistisk arbejde. Hvis en Redox-researcher skal kunne sidde bag en gruppe nynazister i den offentlige transport og høre hvad de taler om, så er anonymitet essentielt. I de mere end ti år vi har eksisteret har hovedparten af vores medlemmer derfor været anonyme, det er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan indsamle de informationer vi kan. Vi har dog åbnet mere op de senere år og har i dag en ansvarshavende redaktør, der står frem med både navn og billede.

I et interview på Radio24syv sagde Journalistforbundets formand Lars Werge, at vi flere gange har fået kritik af Pressenævnet. Det er selvfølgelig rigtigt nok, men måske en anelse skarpvinklet. Vi har været tilmeldt Pressenævnet siden september 2013 og siden da har nævnet behandlet 13 klager over Redox.dk. I hovedparten har vi fået medhold.

• I otte sager fik vi medhold, da vi havde overholdt god presseskik.
• I en sag fik vi medhold, men klager fik ret til at få bragt et genmæle. Den afgørelse fulgte vi selvfølgelig.
• I en sag blev klagen afvist, fordi den handlede om vores facebookside, der som mange andre mediers facebooksider ikke er tilmeldt Pressenævnet.
• I tre sager fik vi kritik af Pressenævnet. I alle tre sager afgjorde Pressenævnet, at vi havde givet klagerne for kort tid til at svare på vores henvendelser. Det er en kritik vi har taget til efterretning og vi har derfor ændret praksis for vores forelæggelser. To af sagerne stammer fra lanceringen af vores rapport om Danskernes Parti i 2013, den tredje fra sommeren 2015.

Vi synes selv, at ovenstående statistik er ganske pæn, især med tanke på, at vi er et nichemedie, der ikke har hverken jurister eller mange års publicistisk erfaring i ryggen.

Vores journalistik handler altså ikke om at ‘overvåge’ eller ‘hænge folk ud’. Det handler om at give et nuanceret og retvisende indblik i et miljø, der i hele Norden gang på gang på gang har stået bag trusler, overfald, brandattentater, mord og terror. Det er af væsentlig samfundsinteresse, at det reelle trusselsniveau er kendt og hverken over- eller underdrives.

Vi forstår godt, at nogle kan finde det ubehageligt, at blive omtalt eller afbilledet i artikler. Men det er nu engang vilkårene, når der bedrives undersøgende journalistik. Det er heller ikke sjovt at havne på forsiden for entreprenører, der underbetalere østeuropæiske håndværkere, eller politikere, der bliver taget i at lyve. Men det centralt at holde fast i, at vores journalistik handler om afdækning af voldsberedte, racistiske miljøer. Det er dét, der er interessant – ikke den enkelte nazists privatliv. Selvom vi jævnligt får tips om enkeltpersoners personlige forhold, så er det ikke noget, vi bruger eller publicerer.

En påstand, der går igen, er at Redox skulle have et ansvar for, hvad grupper og enkeltpersoner i den antifascistiske bevægelse laver. Det er vi dybt uenige i. Vi er en journalistisk og aktivistisk researchgruppe. Vores arbejdsområde er undersøgende journalistik. Vi har ikke – og vil ikke tage – ansvar for, hvad læsere gør, når de har læst vores artikler.

Det er en meget problematisk tankegang, der tilsyneladende har vundet grobund hos visse debattører. Tænker man tanken til ende, så skal TV2 stopper med at undersøge imamers ægteskabsrådgivning, det kunne jo lede til højreradikale angreb. DR må ikke længere rapportere om Israels menneskeretskrænkelser, for det kunne jo inspirere IS-sympatisører til at angribe jøder. Ekstra Bladets dokumentation af bandekrig skal også ophøre øjeblikkeligt, nogle kunne jo hævne sig. Fortsæt selv listen.

Som medie har vi et stort ansvar for, at det vi publicerer er faktuelt korrekt, sobert, sagligt og samfundsrelevant. Det ansvar tager vi på os med glæde og vi gør vores bedste for at leve op til de presseetiske regler. Men tanken om, at medier eller journalister skulle have et ansvar for læsernes handlinger er dybt godnat – og iøvrigt bizart at høre fra folk, der har råbt op om ytringsfrihed de seneste ti år.

Pressen svigter sit ansvar
Kritikken mod Redox kommer for alvor til at klinge hult, når man ser på den manglende dækning af den yderste højrefløj herhjemme. Den er stort set ikke-eksisterende i de store medier. Når det endelig sker, at medierne går et spadestik dybere og dokumenterer udviklingen blandt f.eks. nynazistiske grupper, så sker det i 95 procent af tilfældene med udgangspunkt i vores researcharbejde.

Siden vi startede i vinteren 2005-06 har vi gang på gang på gang hjulpet stort set alle medier herhjemme med research, baggrundsmateriale og fotos, når de har bedt om det. Vi har arbejdet gratis, alt for meget og alt for ofte, for at bidrage til, at et samfundsrelevant emne kom på dagsordenen.

Det er decideret pinligt for den danske mediebranche, at man stadig fem år efter Breivik ikke gennemfører kontinuerlig undersøgende journalistik rettet mod at afdække de højreekstreme strukturer og aktiviteter. Alene i 2016 var nynazister i København involveret i to knivstikkerier – den historie har ingen medier omtalt. Det samme gælder iøvrigt de talrige trusler vores fotografer og medlemmer får på nettet hver eneste uge.

Kolde vinde
De problemstillinger vi peger på i denne tekst er ikke en isoleret hændelse. Det er tværtimod et symptom på nogle grundliggende ting, der har rykket sig i den offentlige debat, i medierne og i den politiske sfære. Udgangspunktet, centrum, er på få årtier rykket langt til højre.

Vi står i en situation, hvor holdninger om at alle flygtninge er potentielle voldtægtsmænd eller terrorister betragtes som “lige så legitime” som humanistiske værdier. De kritiske spørgsmål til antimuslimske og racistiske partier og debattører er alt for sjældne. Den undersøgende journalistik om den yderste højrefløj er ikke eksisterende. Antiracister udpeges og udskammes som antidemokrater og For Frihed, der gang på gang demonstrerer sammen med nynazister, kaldes blot for ‘islamkritikere’.

I den situation er der desværre mange, der lader sig rive med. Køber præmissen om, at venstrefløjen må rykke med til højre. Dér er vi ikke. Vi står fast. Vi insisterer på, at racistiske og antimuslimske holdninger ikke er legitime, at voldsberedte nynazister skal afdækkes og at den yderste højrefløj ikke er grundlæggende demokratiskt indstillet.

Vi forstår godt, at det kan være svært for medier at forstå os. Vi ved godt, at vi ligger i en skæv position midt mellem aktivisme og journalistik. Vi anerkender, at det kan være svært at vide hvordan man skal forholde sig til os. Men vi giver ikke køb på vores holdninger eller ændrer vores praksis.

Researchkollektivet Redox
Januar 2017