Kommentar: Ny bevægelse af radikalkonservative digtere vil kapre dansk åndsliv

Frederik Lind Køppens optræden i Deadline er et rammende symbol på ny højreorienteret undergrund af unge, vrede digtere. Et fællesskab der fungerer som et safe-space for radikale ”cancel”-værdige synspunkter og verdensanskuelser - og som på sigt skal sikre fremtidige højreorienterede generationer.

Publiceret den 22. maj 2026

Denne kommentar er alene et udtryk for Redox’ synspunkter.

Digterdebutanten Frederik Lind Køppen optrådte for nyligt i Deadline, hvor han for rullende kameraer læste op af sine digte iført en t-shirt med henvisninger til den serbisk-nationalistiske tjetnikbevægelse.

Køppen er en del af en undergrundsbevægelse bestående af unge, højreorienterede og selvudråbte ”canceled” outsider-poeter. De har det til fælles, at de udtrykker en forestilling om den åndeligt fordærvede verden. De udtrykker en længsel efter en radikalkonservativ dogmatisk-kristen verdensorden. De digter om det liberale demokratis maskefald og stiller sig i opposition til humanismen.

Sidst men ikke mindst deler de en fundamental konspiracistisk linse – verden bliver ikke fordærvet af sig selv, men bliver hjulpet gevaldigt på vej af sandhedsnægtere, der aktivt arbejder og ønsker dette urene samfund.

En ny kulturkamp
Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og debattør, og en central radikalkonservativ stemme i den offentlige debat. Han har bl.a. tidligere markeret sig ved at ytre opbakning til ideen om Fort Europa, og udtrykker i sin bog ’Fragmenter fra malstrømmen’ tydelige identitære referencer. Han har tidligere talt ved Mosbjerg Folkefest, der samlede alt fra nationalkonservative til aktive nynazister.

En aktuel kæphest for Støvring er spørgsmålet om åndelig oprustning og dansk åndsliv. Her udtrykker han sig i konspiracistiske fjendebilledelige vendinger, om et kulturliv belejret af den onde elitære venstrefløj, der dominerer alle aspekter; både medierne, kirkerne og folkeskolen.
Han udråber de unge, mandlige, højreorienterede og radikalkonservative digtere, som våben til at bryde med det strukturelle monopol.

Strømningen er i Støvrings optik dét, der skal til for at kapre og revolutionere det fremtidige danske åndsliv. Han bruger termen ”kulturkamp”. Han får med sine kommentarer og indlæg på diverse platforme placeret sig selv i midten af kampen, som den karismatiske faderskikkelse bag denne nye metapolitiske strømning af højreorienteret poesi.

Teologen med tjetnik-tshirten
Frederik Lind Køppen (f. 1992) er netop debuteret med digtsamlingen ”Stjernens navn er malurt” på forlaget Umbra. Kasper Støvring skriver i sin anmeldelse af samlingen: ’’Titlen er hentet fra Johannes’ Åbenbaring, kapitel 8, hvor en stjerne falder fra himlen og forgifter vandene. Samlingen taler fra et sted, hvor noget er gået galt, hvor vandet er bittert, og hvor digterjeget råber op som en ensom stemme i den faldne verden.”

Køppen har da også en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og er uddannet anlægsgartner. Nogen vil måske erindre en kommentar, han skrev i Information i 2025, hvor han argumenterede for, at erhvervsstuderende ikke skulle have mulighed for at søge ind på ’traditionsrige’ kollegier, da det ifølge Køppen var essentielt at værne om ånd og tradition på kollegierne. Her sagde han b.la.: ”Erhvervsstuderende beskæftiger sig med at frembringe det håndgribelige, og det er ikke min opfattelse, at den gennemsnitlige håndværker har hverken interessen eller den historiske lidenskab til at opretholde ånden på kollegierne.”

Køppen er tidligere elev på Det Frie Gymnasium på Nørrebro og har været trommeslager i bandet Communions. Af en artikel fra Lolland-Falsters stift fremgår det, at Køppen var i såkaldt præstepraktik i sognet, da han gik på 9. semester på teologistudiet i 2018. Det fremgår ligeledes, at Køppen på det tidspunkt havde konkrete planer om at blive præst.

Den 13. maj i år optrådte Køppen i Deadline på DR, hvor han bar en trøje med kyrilliske bogstaver, der betød: ”De serbiske tjetnikker – for konge og fædreland.” Dette henviser altså til den serbisk-nationalistiske tjetnikbevægelse, en ultranationalistisk ideologi, folkedrab og masseudryddelse af muslimer under Anden Verdenskrig.

På et billede fra Køppens egen Instagram-konto har han tidligere har lagt et billede op af sig selv, hvor han med et særligt håndtegn poserer foran graffiti, hvor der med røde bogstaver står: KOSOVO ER SERBIEN. Håndtegnet er et, der blandt andet bruges af serbiske nationalister, fortæller en Balkan-ekspert til B.T.

Selv svarede Lind Køppen til avisen:

“Den trefingrede hilsen symboliserer treenigheden i kristendommen. Både indenfor katolicismen og ortodoksien. Det er ikke et ‘serbisk håndtegn’. At der er et korrelat mellem disse symbolikker, vidste jeg ikke. Min opfattelse var, at det blot er en gestus, man generelt bruger i ortodokse lande.”

De nationalkonservative debattører Eva Selsing og Rune Selsing har været hurtige til at slå ring om Køppens optræden i Deadline. Rune Selsing udråber på Facebook, at Køppens t-shirt gate har udløst en fest for det, han kalder for ’kulturbarbarerne’, og Eva Selsing supplerer i et opslag med at kalde kritikken af Køppens t-shirt for ’hysterisk’, og minder om, at den der kalder fædrelandskærlige for fascister eller ekstremister blot indrømmer de ugerninger, der befinder sig i deres egne hjerter.

Den barnløse kvinde er en navlepillende mær
I tiden op til sin debutudgivelse har Køppen optrådt i diverse etablerede medier, herunder i en længere artikel i Berlingske, hvor han over øl og cigaretter giver udtryk for, at den barnløse kvinde er karakteriseret ved navlepilleri og kropslig nydelse. I samme ombæring planter han (en del af) ansvaret for vestens forfald på netop den moderne kvindes skuldre.

”Når nydelsen og æstetikken sidder til højbords, hvor det åndelige burde trone, så er det for sent. Så bukker vi under. Det er ikke nok at gå op i at kneppe, æde og drikke,” siger han til avisen.

Dette gælder primært den fødedygtige kvinde, for som han fortsætter: ”Planet Nusa-kvinderne på ølbaren er ikke meget langt fra Romerrigets kvinder, der lå derhjemme og læste Sappho og fik slikket fisse af nabokvinden, fordi begge deres mænd var optaget af de små drenge over i Senatet.”

I hans digt ’Under Blodbølgen’ lyder det:

”28-ÅRIG, BARNLØS MÆR, DIÆT BESTÅENDE AF P-PILLER, PIK, FEM DAGLIGE FADØL OG EN HALV PAKKE CIGARETTER MED DE SAMME VENINDER HVER DAG PÅ VESTERBRO, PLANET NUSA-TØJ, TILSMUDSET MED SÆD, ASKE OG TÅRER, VIL HOVENT BELÆRE MIG OM BØRN OG OM MIN DATTERS RETTE RØGTELSE”

Med denne kritik af den moderne unge kvinde, får Køppen marginaliseret kvinden til en moderne fødemaskine. Mens Køppen må vandre performativt og hvileløst rundt i gaderne med kors om halsen, sort pelshue, lave pitstop på hver eneste beverding, tænde den ene cigaret med den anden, drikke sur, økologisk øl og skrive store tanker ned på papir, så skal kvinderne altså bevæge sig tilbage til skammens hule, droppe p-pillerne og starte på antabus. For den vestlige civilisations skyld.

Berlingskes digter-darling
Køppens kvindesyn deles af Berlingske Tidendes egen huspoet, Emil Salzer, der også er en del af den højreorienterede undergrund. Begge poeter positionerer den barnløse kvinde som et særskilt syndigt fænomen. I beskrivelserne af denne kvindetype mærkes hos Salzer en udtalt væmmelse og foragt:

Et vredt ur tikker over noget
der ligner en kvinde.
hun er barnløs
fordi hun forveksler sin mund
med sin vagina.
(digtet ‘Efterår’ i digtsamlingen ”Sjælecancer”)

Sparker døren ind til en baggård
hvor synet byder på en fyr
der op ad en grå mur
gør en ung kvindes mindreværd
til sit livs øjebliks OnlyFans.
Hun fyldes ud med gult sæd
der bliver til aborteret spæd
mere slim til kloakken
mere plastik til havet.
(digtet ’Slim’ fra digtsamlingen ”Sjælecancer”)

Radikalismen opstår i den vulgære og hardcore portrættering af en bestemt ”type af kvinde”, som er på spil for både Salzer og Køppen. De præsenterer en objektiviseringsform, der desværre godt kunne få fat i nye generationer af vrede unge mænd. Retorikken om den barnløse kvinde som nytteløs, uværdig og syndig, flugter med den synd-forståelse, som den konservative tolkning af kristendommen har, og som disse mandlige poeter synes at have til fælles.

Salzers censurfortælling
Salzers digterpersona er født under coronapandemien. Han begyndte at skrive i 2020 efter at have haft et misbrug af alkohol, som ifølge ham selv havde stået på siden han var ni år gammel.

Covid-perioden er definerende for Salzers poetiske identitet. Hans egen opfattelse er, at han er censureret, fordi han fortæller sandheden – og den er for farlig. Fjenden er wokeismen, magthaverne og medierne, der med vilje framer ham som racist eller transfobisk, og ideen om at han forsøges tiet ihjel, er en central del af hans branding.

Han portrætterer sig selv som et gespenst, der vandrer hvileløst rundt i Københavns slum og betragter undergang, udslettelse og åndelige ruiner. Han finder sin ro i en konservativ teologisk fortolkning af åndelighed og orden. Han nedskriver og prædiker om sygdommen (humanismen) og udslettelsen (wokeismen), der langsomt er ved at fortære hans sjæl.

Højdepunktet for Salzers censur-fortælling blev markeret i det han selv kalder for Gentofte-sagen, der udspillede sig i 2023. Sagen omhandlede et projekt, hvor Salzer sammen med andre digtere var hyret af Gentofte Kommune til at skrive en antologi, hvis formål var at sprænge rammerne for, hvad poesien kunne ”tillade” sig.

Salzer bidrog med digtet ”Fjerde bølge” – et digt som Gentofte Kommune ikke ønskede at publicere, da de mente det var et udtryk for hadtale. De bad Salzer om at fjerne digtets sidste vers, som lyder:

Vrede unge kvinde
hader du at en mand
stadig tjener en smule mere
så skift køn;
kap dine patter
få opereret en penis
og injicer testosteron.
Sådan viser du
at du er lige så god
som ham.
Det er empowering.
Således talte slangen endnu engang
til kvinden, og mange kvinder
gjorde, som slangen sagde.

Gentofte Kommune henviste ifølge Salzer selv til FN’s definition af hadtale i deres afslag af digtet.

På TV2 sagde Salzer om digtet: ”Gentofte kommune beskylder det for at være hadtale, og deri censurerer de det jo så. Og nej. Det er ikke hadtale. Det er et stykke poesi. Hele rammen er jo netop, at det er slangen der taler til kvinden, altså den moderne kvinde, ligesom slangen talte til kvinden i paradisets have. Og slangen er jo teologisk set satan, og vil gerne sælge mennesket vrangforestillinger”

Og i Berlingske:

”Ideen om at den moderne kvinde kan begå synd, strider imod den progressive woke-profil, som kommunen gerne vil bryste sig af. Deres problem er blot, at censur er regressivt.”

At vælge en dogmatisk fortælleramme som Edens Have i digtet ”Fjerde bølge” forekommer lige så ligegyldigt for Salzer, som når han vælger et så historisk tungt og belastet udtryk som n-ordet, i et digt af samme navn. Den radikale symbolværdi i disse sproglige greb synes svære at gradbøje.

Poesi som metapolitisk våben
Støvring langer ud efter det, han kalder for en ”dobbeltstandard” i det litterære miljø. Han laver en sondring, hvor noget eller nogen har magten til at diktere, hvad der er ”rigtigt” og ”acceptabelt”, og hvad der ”forkert” og ”udstødt.” Med placeringen af den højreradikale undergrund, som de ”udstødte,” kickstarter han historiefortællingen om poeterne, som de ”canceled”, og som dem, der altid får smidt ”Hitler-kortet” eller ”ideologi” i hovedet.

Dette bliver en tydelig metapolitisk dagsorden. Støvrings kulturkamp sætter Frederik Lind Køppen, Emil Salzer og den højreorienterede poetiske undergrund ind i et polariseret billede, hvor det at være de ”ufine” bliver et yderst virksomt våben for hans kulturkamp. Der foregår en akademisering og intellektualisering af det radikale og dogmatisk tankesæt. Et tankesæt man ønsker skal influere befolkning, kultur og samfund.

Støvring citerer i et Facebook-opslag Frederik Lind Køppen for at beskrive den højreorienterede undergrund således: ”Hvis du virkelig vil flytte holdninger og hjerter, tror jeg på det her – kulturarrangementer, der er hårde.”

Respons
Redox har forelagt analysens synspunkter for Emil Salzer og Kasper Støvring, mens Frederik Lind Køppens forlag ikke har reageret på vores kontaktforsøg.

Emil Salzer skriver:

“Hvor i alverden har I det fra, at jeg skulle have “væmmelse og foragt” over for barnløse kvinder? Det har jeg da ingenlunde, og det ville da være et råddent menneskesyn.
Hvis I nu læste op på mig f.eks. her, ville I også vide, at jeg er en outsider har det højreorienterede miljø,” siger han og henviser til en artikel i Weekendavisen om blandt andet ham selv.

Han fortsætter:

“Jeg er hverken højre- eller venstreorienteret – jeg er friheds- og menneskeorienteret. Så hvis I vil male et fjendeportræt, må I lede videre…”

Kasper Støvring skriver:

“Min bogs første del er en kulturkritisk beskrivelse af forfald, hvorefter den glider over i billeder af skønhed og forsoning (…) Mit syn på åndelig oprustning handler først og fremmest om civilsamfund, lokalsamfund, dydsetik og civile bevægelser som krumtappen i den form for sammenhængskraft, vi nyder her i landet. (…) Jeg forsvarer poesiens frihed og holder både af højre- og venstreorienterede, konservative og progressive værker.”

Forelagt at han har talt ved Mosbjerg Folkefest, hvor der har deltaget aktive nynazister, skriver han:

“Der har næppe været nynazister, det år jeg for femten år siden, eller hvornår det nu var, jeg deltog. Så ville jeg have hørt om det. Men jeg tager næsten altid imod invitationer til at tale, også når det har været fra venstrefløjspartier og kulturradikale højskoler fx. Jeg har også haft en samtale med islamiske konvertitter i en podcast.”

Denne kommentar er alene et udtryk for Redox’ synspunkter.