Screenshot fra den ene sigtedes Facebook-profil.

Paludan-sympatisør fængslet for drab på afro-dansker på Bornholm

Onsdag blev to unge mænd varetægtsfængslet, sigtet for et bestialsk drab. Den ene af de mistænkte gerningsmænd har åbent hyldet Rasmus Paludan og protesteret mod Black Lives Matter-bevægelsen.

Publiceret den 25. juni 2020

Tirsdag morgen fandt tilfældige forbipasserende liget af en 28-årig afro-dansk mand i Nordskoven nær Rønne på Bornholm. Ikke længe efter blev to mænd anholdt, og onsdag blev begge mænd varetægtsfængslet, sigtet for drab.

Ekstra Bladet beskriver, at det af sigtelsen fremgår, at den dræbte blev “ramt af slag med rafter, flasker og knytnæver og af flere knivstik, ligesom der blev trykket knæ mod hans hals.” Netop det sidste faktum, at der blev trykket et knæ mod hans hals, giver associationer til det brutale politidrab på George Floyd i Minneapolis i USA. Drabet udløste omfattende protester og demonstrationer verden over.

Ekstra Bladet har snakket med kilder, der mener, at drabet ikke er racistisk motiveret, men politiet afviser ikke, at det kan være tilfældet. “Det ved jeg ikke endnu. Men jeg vil ikke udelukke, at det kan indgå i vores efterforskning af sagen,” siger chefpolitiinspektør Jacob Ipsen til avisen.

Redox kan afsløre, at den ene af de to fængslede tidligere har udtrykt støtte til Rasmus Paludan og givet udtryk for sin antipati for Black Lives Matter-bevægelsen.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores venneforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

I april sidste år publicerede han et billede af sig selv iført en sixpence, præcis som Rasmus Paludan er blevet kendt for. Hans hånd former V-tegnet og billedeteksten er: “V for sejr”.

For to uger siden publicerede den nu drabssigtede mand en grafik med teksten “White lives matter”, der bruges af højreradikale og nynazistiske grupperinger som protest mod Black Lives Matter-bevægelsen. Den seneste tid har den danske naziorganisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) opsat plakater rundt om i landet, der netop bar budskabet: “White lives matter.”

Der er nedlagt navneforbud i sagen og Redox er derfor afskåret fra at bringe detaljer om de to tiltalte.

Opdateret kl. 12.10: Der er ikke nedlagt navneforbud i sagen. Retten i Bornholm oplyste ellers dette til Redox i første omgang, men det er efterfølgende blevet afkræftet.

Tags: ,