Marc Jordt (t.h.) ankommer til bogreception med Danskernes Parti i Århus i marts 2013. Han er flankeret af partiets spidskandidat ved kommunalvalget i Fredericia, Morten Berg Schjetne.

Tre års fængsel til topnazist for voldtægt

Marc Jordt, der de seneste år har været aktiv i Danskernes Parti, blev tidligere i dag idømt tre års fængsel for en brutal voldtægt af sin eks-kæreste.

Publiceret den 8. april 2014

Den voldtægtsdømte nazist er flere gange blevet afbildet på Danskernes Partis hjemmeside, og har fungeret som valgkoordinator i Region Syddanmark inden kommunalvalget i 2013.

Ifølge Fredericia Dagblad er dommen Marc Jordts syvende. Han er tidligere i 2004, 2005, 2006, 2009 og 2011 blevet idømt fængselsstraffe og bøder for vold, trusler mod vidner samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Avisen fortæller også, at topnazisten ankede sagen, men fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

Marc Jordt har været et kendt ansigt på den yderste højrefløj i en årrække. Han var aktiv i Dansk Front og deltog sidenhen i DNSB’s Rudolf Hess-march i Kolding i 2007. Han har desuden deltaget i arrangementer med SIAD og Nationale Danskere.

Sidste år deltog han i bogreceptionen for Danskernes Partis formand Daniel Carlsens bog “Odelsret til Danmark” i Aarhus.

Daniel Carlsen siger i dag til Redox, at Marc Jordt “ikke er partimedlem”, og vil iøvrigt ikke kommentere sagen.

Læs mere hos Fredericia Dagblad

Tags: , , ,