Pernille Vermund på talerstolen ved Nye Borgerliges landsmøde i 2016. (Foto: Redox)

Nye Borgerlige-medlem politianmeldt for trusler

Et medlem af Pernille Vermunds parti poserer med hagekors-tatovering og racistiske t-shirts på sociale medier. Nu er han politianmeldt for trusler.

Publiceret den 29. marts 2019

Det bornholmske Nye Borgerlige-medlem Kaare Rex Thomsen blev fornyligt politianmeldt for trusler mod debattøren David Trads, der folketingskandidat for Socialdemokratiet.

David Trads skrev i et opslag på Facebook:

“Jeg har – igen – måtte gå til politiet med en dødstrussel fra en af de værste Nye Borgerlige-proselytter. Denne gang en mand, der – offentligt – meddelte, at han gerne ville gå 12 år i fængsel for at gøre det af med mig. Han blev straks sigtet og afhørt. Sidste gang var det ham i øverste venstre hjørne af min collage, som truede mig ledsaget af fotoet, hvor han poserer med våben.”

Ekstra Bladet kunne onsdag i denne uge berette, at det er det bornholmske Nye Borgerlige-medlem Kaare Rex Thomsen, der har truet David Trads.

Han forklarer til Ekstra Bladet, at han ikke mener, at han har truet David Trads. Han bekræfter desuden, at han er medlem af Nye Borgerlige, men siger at han overvejer at melde sig ud af, da han “ikke ønsker at blive inddraget i det partipolitiske”.

Københavns politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at de har modtaget de to konkrete anmeldelser, som David Trads omtaler i opslaget.

Hagekorstatovering
“Så bliver der føjet endnu et element til 40 års krisen. ……..på brystet”. Sådan lød det, da Kaare Rex Thomsen den 11. februar i år postede et billede af et hagekors på Facebook. Få timer senere postede han to billeder af sig selv i bar overkrop, hvor man kan se hans nye tatovering: et hagekors.

Kaare Rex Thomsen lagde i marts endnu et billede af hans nye tattovering på Facebook. Screenshot fra Kaare Rex Thomsens facebookprofil.
Kaare Rex Thomsen lagde i marts endnu et billede af hans nye tattovering på Facebook. Foto: Screenshot fra facebook.

Opslaget blev bl.a. liket af en af Nye Borgerliges folketingskandidater og skabte stor debat blandt Kaare Rex Thomsens facebookvenner. Da en person i kommentarsporet spørger, om Kaare Rex Thomsens tatoveringsmotiv er hentet fra vikingetiden, svarer han: “Nej. Mit er bare et godt gammeldags nazi hagekors 😃”.

Det bornholmske Nye Borgerlige-medlem, har tidligere været i vælten med racistiske og nazistiske budskaber i en sådan grad, at flere af hans Facebookvenner bl.a. kalder ham for “Nazi Kaare” og “SwastiKaare”.

I sommeren 2018 offentliggjorde det bornholmske Nye Borgerlige-medlem to billeder på facebook. Det ene af ham selv i ført en t-shirt med et sydstatsflag som motiv, og det andet forestillende hans vasketøj hængende til tørre. På vasketøjssnoren hænger t-shirten med sydstatsflaget side om side med en rød t-shirt. Motivet her er en hvid cirkel med et sort hagekors i.

Screenshot fra Kaare Rex Thomsens facebookprofil.

I kommentarsporene til begge billeder undrer Kaare Rex Thomsens venner sig over, hvorfor han uploader billeder af de pågældende t-shirts og problematiserer bl.a. brugen af Sydstatsflaget. Da en af facebookvennerne kalder Kaare Rex Thomsen for “racist” svarer han: “Jeg er ikke racist. Jeg er racebevidst ;-)”.

Begrebet “racebevidst” har de seneste mange år været stærkt tilknyttet den nazistiske bevægelse og bruges typisk af personer med et racistisk menneskesyn, der mener at der er forskel på mennesker på baggrund af deres “race”, samt at den “hvide race” er andre “racer” overlegne.

“For sjov”
Kaare Rex Thomsen siger til Redox: “Det er ikke en hagekorstatovering. Det er et swastika.”

Han forklarer, at det er “for sjov” og “taget ud af sammenhæng”.

Adspurgt om sine t-shirts siger han: “Jeg er provokatør, jeg kan godt lide at provokere. Det er ikke en politisk ting. Jeg har ikke nazistiske sympatier.”

Pernille Vermund har ikke besvaret Redox’ henvendelser. Redox har været i kontakt med Lars Kaaber, der er pressechef i Nye Borgerlige. Han fortæller, at han efter Redox’ henvendelse har talt med Kaare Rex Thomsen, der ifølge Kaaber “har udtrykt ønske om at forlade partiet”.

Opdateret 2. april 2019: Kaare Rex Thomsen skriver i en email til Redox, at han på politistationen i Rønne har fået oplyst, at han ikke er blevet anmeldt. Københavns Politi har tidligere overfor Ekstra Bladet bekræftet anmeldelsen. Redox har dags dato været i kontakt med David Trads, der bekræfter at have anmeldt Kaare Rex Thomsen til politiet.

Tags: , , ,