Nye Borgerlige sagde “Nørrebro er tabt” – nu vil de deltage i bydelsarrangement
Selvom den tidligere partileder erklærede Nørrebro for ‘tabt’, så vil det højreradikale parti Nye Borgerlige alligevel gerne med, når beboerne fejrer, at Nørrebrogade er bilfri for en stund.
Publiceret den 28. august 2026
Nye Borgerlige har de senere år været igennem en omfattende nedsmeltning. Nu vil partiet ud og møde beboerne i den bydel, som de i 2017 erklærede for “tabt”. Derfor har partiet fået en stand på Nørrebrogade, når der i den kommende weekend er ‘Bilfri søndag’, der er en årligt tilbagevendende gadefest på Nørrebro.
Festlig familiedag med liv og aktiviteter
Bilfri Søndag på Nørrebro finder sted den 30. august og er normalvis en dag med masser af glade mennesker på gaden. Det er den ene dag om året, hvor bilerne må vige, og vejene i stedet fyldes med kridttegninger, konkurrencer, popcornsmaskiner og nabofest.
Men i år kommer en uvant gæst.
Det står klart efter Nye Borgerlige i Københavns Storkreds har annonceret på Facebook, at partiet kommer til Bilfri Søndag-arrangementet. Her vil det højreradikale parti have en stand side om side med andre lokale foreninger, sportsklubber, erhvervsdrivende og andre lokale initiativer.
Nye Borgerlige skriver om deres deltagelse på Facebook:
“Hele Nørrebro vil summe af aktiviteter denne dag, men vi vil gerne sikre, at det ikke bliver for kedeligt på “Politiker området”, så vi har sørget for lidt underholdning.”
Det fremgår ikke hvad den underholdning består i, men der kan ses en klovn i opreklameringen. Det fremgår også af opslaget på Facebook, at man kan møde Nye Borgerliges politiske leder, Susanne Borggaard.
Den nuværende politiske leder af Nye Borgerlige vandt posten efter kampvalg i partiet i 2025. Det skete efter den tidligere profil og formandskandidat for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, trak sig som leder af Nye Borgerlige i april 2025. Udover at være politisk leder repræsenterer Susanne Borggaard i dag Nye Borgerlige i Sorø Kommunes kommunalbestyrelse.

Open call-invitation
En del af konceptet med Bilfri Søndag er også, at der er mulighed for at “møde de politiske partier”, som det fremgår af Bilfri Søndags begivenhedsopslag på Facebook. Nye Borgerlige er dog hverken repræsenteret i Københavns Borgerrepræsentation eller i Nørrebro Lokaludvalg.
Ikke desto mindre har partiet takket ja til den åbne invitation, et såkaldt open call, som Nørrebro Lokaludvalg har sendt ud til alle, der måtte have interesse i at have en “event eller aktivitet” i forbindelse med arrangementet. Det tilbud har Nye Borgelige taget imod.
I den åbne invitation fra Nørrebro Lokaludvalg lyder det:
“Fællesspisning, banko, akustiske koncerter, krea, rollespil, stangtennis, yoga-sessions, byttemarked, line dance eller vandkamp? Skal I med ud på gaden og lave noget i år?! Der er massere af plads på Nørrebrogade! Alle er velkomne til at byde ind med et event eller aktiviteter. Man behøver ikke være en del af en forening eller være en professionel aktør. Hjælp os med at prikke til jeres naboer eller de lokale erhvervsdrivende.”
“Nørrebro er tabt”
I sensommeren 2017 turnerede Nye Borgerlige rundt på Nørrebro med partiets daværende to toppolitikere, Pernille Vermund (i dag Liberal Alliance) og Mette Thiesen (i dag Dansk Folkeparti).
Det var i den forbindelse, at partiet erklærede, at “Nørrebro er tabt”. Erklæringen handelde om beboersammensætningen i bydelen.
I en video fra partiet blev der vist klip fra bydelen, mens Pernille Vermund kommenterede på situationen. Her blev beboerne på Nørrebro blandt andet betegnet som “venstreorienterede”, som ifølge partiet angiveligt skulle udøvede “vold mod butikker og handlende”. Muslimske borgere i bydelen blev blandt meget andet beskyldt for at udøve “vold mod børn, der opdrages med tæsk eller lignende””
Udover partiet i videoen slog fast at “Nørrebro er tabt” blev konklusionen fra Nye Borgerlige, at
“Nørrebro er ikke et fristed af mangfoldighed – Nørrebro er et fængsel af intolerance”.
Det er det parti, der nu kommer til Nørrebro for at deltage i festlighederne i forbindelse med Bilfri Søndag og være sammen med områdets bebeoere.
Bilfri Søndag arrangeres af Nørrebro Lokaludvalg og Kultur og Fritid Nørrebro.
Redox har rakt ud til Nørrebro Lokaludvalg, der oplyser til Redox, at der i de otte år som Bilfri Søndag er blevet afholdt, har været et politikerområde. Hvor der udover Nye Borgerlige også er deltagelse af Enhedslisten, Liberal Alliance, Moderaterne, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Alternativet og SF.
Mogens Petersen, forperson for Nørrebro Lokaludvalg uddyber det i en skriftlig kommentar til Redox:
“Vi har hvert år til Bilfri Søndag et politikerområde, fordi vi synes det er fint at borgerne i bydelen kan møde partierne og politiske bevægelser. Vi er blevet pålagt af forvaltningen, at vi skal invitere bredere end de partier, der er valgt ind i Borgerrepræsentationen”
Nye Borgerlige i København har ikke besvaret Redox’ henvendelse.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.


