26 topfolk fra Nye Borgerlige støtter nyfascistisk organisation
Generation Identitærs talskvinde sagde i Deadline, at danskhed handler om gener og etnicitet. Men trods organisationens racistiske verdenssyn nyder Generation Identitær stor opbakning i Nye Borgerlige. Mange folketingskandidater og ledelsesmedlemmer udbreder bevægelsens propaganda.
Publiceret den 22. maj 2019
“I et demokratisk parti som Nye Borgerlige benytter vi demokratiske midler som modstand. Det gør jeg, og det samme forventer jeg af vores medlemmer. Men i denne sag er jeg på de unge menneskers side. Staten svigtede sit mandat. Borgerne sagde fra.”.
Sådan skrev Pernille Vermund i en klumme i Ekstra Bladet den 15. maj sidste år. Anledningen var en aktion, som den nyfascistiske ungdomsorganisation Generation Identitær havde gennemført mod VUC Lyngby. Uddannelsesstedet havde på et reklamefoto benyttet en kvinde med tørklæde som model. Det protesterede Generation Identitær mod ved at adbuste reklamen, så teksten i stedet lød: “Islamisering – din fremtid?”
Nyfascisme?
Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv. Vi bruger betegnelsen nyfascister om Generation Identitær. Du kan læse vores analyse her.
Det er ikke den eneste gang, at Vermund forholder sig til ungdomsorganisationen. Partiformanden har også liket en artikel fra Generation Identitær om, at et planlagt moskébyggeri i Holbæk blev aflyst, ligesom hun i juni sidste år reagerede med en vred smiley på en artikel om, at Generation Identitær angiveligt var blevet udsat for censur af Facebook.
Partilederen er ikke alene. Redox har kortlagt en lang række Nye Borgerlige-profilers interaktioner med Generation Identitær på Facebook. Konklusionen er ikke til at tage fejl: Trods Generation Identitærs raceideologiske udgangspunkt får bevægelsen massiv opbakning fra Nye Borgerliges topfolk, heriblandt 12 folketingskandidater.
Både kandidater og lokalformænd støtter nyfascister
Redox’ kortlægning viser, at ihvertfald 26 kandidater og ledende medlemmer af Nye Borgerlige har delt eller liket Generation Identitærs opslag på Facebook. Tolv af de 26 Generation Identitær-sympatisører i Nye Borgerlige er kandidater ved det forstående folketingsvalg, seks af dem var kandidater ved kommunalvalget i 2017 og de resterende otte er bestyrelsesmedlemmer i partiets lokalafdelinger.
Michael Bischoff, der er bestyrelsesmedlem i Nye Borgerlige i Aarhus, delte 19. juni sidste år et opslag i en facebookgruppe, hvor han linkede til en artikel om en af Generation Identitær-aktion, hvor de gennemførte en “symbolsk besættelse” af Hovedbanegården i København med krav om “at der sættes gang i remigration af herboende ikke-vestlige udlændinge. Michael Bischoff kommenterede ved samme lejlighed: “Udskiftningen af den danske befolkning skal stoppe”. Netop teorien om, at der foregår en ‘befolkningsudskiftning’ i Danmark er en af Generation Identitærs mærkesager, der altså også er blevet overtaget af en af Nye Borgerliges bestyrelsesmedlemmer.
I samme facebookgruppe delte han i november sidste år et opslag fra Generation Identær, hvor han opfordrede til, at folk skulle blive aktive i Generation Identitær og give dem økonomisk støtte.
Flere personoverlap
Relationen mellem Nye Borgerlige og Generation Identitær er ikke kun tæt på de sociale medier. Redox har tidligere beskrevet, hvordan en ung mand, der bestred en tillidspost i Nye Borgerlige, også var aktiv i Generation Identitær. På Redox’ daværende henvendelse svarede han, at han ikke længere var aktiv i Generation Identitær på trods af, at han havde deltaget i en af deres aktioner måneden forinden. Han er ifølge Redox’ oplysninger ikke længere aktiv i nogle af organisationerne.
Også Anders Bruun Nørring, der har ageret Generation Identitær, deltog i Nye Borgerliges årsmøde i 2018. Anders Bruun Nøhring er en kendt figur i det højreradikale miljø. Du kan læse vores portræt af ham her.
Blandt andre borgerlige opfattes Generation Identitær derimod som kontroversielle. Konservativ Ungdom vil slet ikke associeres med gruppen:
“På vegne af Konservativ Ungdom tager jeg og hele organisationen afstand fra Identitær og alt hvad de står for. Det har jeg også gjort offentligt, hvor jeg bl.a. har betegnet dem som nynazister (det er i hvert fald det mest rammende begreb, jeg kan komme på) (…) Hvis man er helt ude på højrefløjen, hvor man tenderer til at være fascist, så har man ikke noget at gøre i Konservativ Ungdom,” sagde Konservativ Ungdoms landsformand Andreas Weidinger sidste år til Redox, efter afsløringer af, at et KU-medlem var gået ind i Generation Identitær.
Nyfascistisk raceideologi
Generation Identitær er ikke helt let at placere på den politiske skala. Organisationen er hverken klassiske nationalsocialister som nazipartiet DNSB eller traditionelle fascister, som de fremstod i f.eks. Chile, Spanien og Italien i det 20. århundrede.
Folketingsvalg 2019
Denne artikel er en del af vores dækning af Folketingsvalget 2019, hvor vi gransker Nye Borgerlige og Stram Kurs. Du kan sende os tips på email, Signal eller Facebook.
Hvis du vil støtte vores arbejde økonomisk kan du gøre det på Mobilepay 80905, ved at blive støttemedlem eller med en bankoverførsel.
I stedet udspringer Generation Identitær af den nyfascistiske tradition omkring Nouvelle Droite (Det nye højre) i tressernes Frankrig. Denne bevægelse står for en slags reformeret fascisme, hvor hudfarve og etnisk oprindelse stadig er essentielle markører for, hvem de mener, der hører til i et land, men hvor f.eks. førerbegrebet ikke levnes meget plads. En ideologi, hvor dem, der er ikke-hvide, gerne må leve, men ikke i de lande, hvor majoriteten er racialiseret som hvide, og hvor begrebet om kultur er centralt.
Ligesom de oprindelige ideologer fra Det nye højre forkaster Generation Identitær fascisme-prædikatet. Men når talskvinden Aurelija Aniulyte i Deadline på DR2 taler om, at danskhed udspringer af “blodets bånd”, så er det netop udtryk for, at deres politiske linje er formet af fascistisk ideologi.
Ingen kommentarer fra Nye Borgerlige
Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber ønsker ikke at udtale sig til Redox. Han skriver i en mail til Redox: “Hvis nu du kunne begynde din henvendelse på en anden måde end med at slynge begreber som nyfascisme op i hovedet på dig, så måske vil kunne have en dialog. Indtil da, hav det godt.”
Hverken Anders Bruun Nørring eller Michael Bischoff har besvaret Redox’ henvendelser.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.