Paludan så på, da Uwe og nazisterne ‘lavede kunst’
Stram Kurs-lederen tager officielt afstand fra nazisme, men igen kobles han igen til kendte nazister, denne gang som tilskuer ved Uwe Max Jensens seneste stunt.
Publiceret den 13. februar 2023
Rasmus Paludan, to nazister og en nøgen provokunstner med Stram Kurs-medlemskab. Det var nogle af ingredienserne, da en happening i onsdags blev gennemført i København.
Her var Uwe Max Jensen – kendt som højreradikal provokunstner med bånd til mange dele af den nationalkonservative bevægelse – i København. Foran Vestindisk Pakhus afklædte han sig og blev derefter malet sort af flere af sine hjælpere. To af dem hedder Lars Agerbæk og Dan Park er begge en del af nazibevægelsen.
Støt vores journalistik
Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.
Happeningen fandt sted dér, hvor en statue tidligere stod til minde om oprørslederen Mary Thomas, bedre kendt Queen Mary, der var en nøglefigur under arbejderoprøret mod de slaveri-lignende forhold på St. Croix i 1878, selvom slaveriet formelt var ophørt 30 år tidligere. Fra marts 2018 til december 2020 stod et syv meter højt monument af kunstnerne La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers på stedet, hvilket har provokeret højreradikale til flere gange at aktionere på stedet. Sådan skete det også onsdag.
Her var en lille skare højreradikale og nazister således samlet. Uwe Max Jensen fik hjælp med malingen af Dan Park, der gang på gang på gang er dukket op i nazistiske sammenhænge, som for eksempel NMR-demonstrationer og Blood & Honour-koncerter. Du kan læse hele Redox’ gennemgang af Dan Parks nazistiske cv her.
Efter at være blev malet paraderede Uwe Max Jensen rundt på pladsen med en spydlignende stav i hånden og en krone på hovedet. Han kravlede derefter op på den sokkel, hvor Queen Mary-statuen stod. Blackfacing-aktionen endte med at Uwe Max Jensen sprang i havnen og råbte ‘Black lives matter’ med henvisning til de omfattende demonstrationer under samme slogan i sommeren 2020.
Også Lars Agerbæk hjalp til med at male Uwe Max Jensen sort. Han har i en årrække bevæget sig rundt på den yderste højrefløj og har blandt andet deltaget i For Friheds demonstrationer i København. Han har også været i Sverige og marchere med nazibevægelsen NMR. Det skete den 1. maj 2018 i Ludvika. Agerbæk har udover aktiviteterne på gaden været særdeles aktiv på nettet, hvor han jævnligt har skrevet på NMR’s danske hjemmeside, ligesom han har bånd til en række danske alt-right nazister.
Ved happeningen, der ikke var forhåndsannonceret, var også Rasmus Paludan til stede. Han siger til Redox, at han alene var til stede som tilskuer, at han ikke vidste, at Dan Park skulle deltage, ikke kender Lars Agerbæk og at han “er modstander af NMR. Både af deres politiske synspunkter og af de ulovlige handlinger, som visse af deres medlemmer har begået.”
Lars Agerbæk har ikke reageret på Redox’ henvendelse. Dan Park siger til Redox, at hvis folk vil kalde ham nazist, fordi han ‘står op for ytringsfrihden og laver samfundskritiske satire, så må de vel gøre det.” Han har ikke ønsket at forholde sig til sin tidligere deltagelse i en række erklærede nazistiske arrangementer.
Uwe Max Jensen siger til Redox, at der ikke var tale om en aktion men et kunstværk. Det er ham selv, der har inviteret Lars Agerbæk og Dan Park. Forelagt de tos deltagelse i nazistiske aktiviteter skriver Uwe Max Jensen:
“I mit kunstneriske virke har jeg samarbejdet med jøder, muhamedanere, danskere, udlændinge, kriminelle, kommunister, folk fra underklassen, folk fra overklassen og ikke-vaccinerede. Hvis de pågældende deler min kunstneriske vision eller kan bidrage til den på en opløftende måde, ønsker jeg ikke at stille mig til dommer over, hvorvidt de pågældende er jøder, muhamedanere, danskere, udlændinge, kriminelle, kommunister, folk fra underklassen, folk fra overklassen og ikke-vaccinerede.”
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.