Rasmus Paludan ses her, i klædt blå jakke, ved For Friheds demonstration på Nørrebro i december 2016.

Rasmus Paludan lider valgnederlag i almen boligforening

Han har mange kasketter og kalder sig selv partileder, journalist, advokat og har tidligere udnævnt sig selv til biskop. Nu kan Redox berette, at Rasmus Paludan også forsøger at opnå indflydelse i den almene boligbevægelse.

Publiceret den 28. august 2025

Onsdag den 25. juni 2025 var der indkaldt til Repræsentantskabsmøde i den almene boligforening, AAB. Repræsentantskabet er AAB’s øverste myndighed. Her vælges den politiske ledelse af organisationen blandt andet. Det var imidlertid ikke et helt almindeligt repræsentantskabsmøde. Partilederen fra det højreekstreme parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, forsøgte nemlig på mødet at opnå valg til flere magtfulde poster i AAB, men måtte gå fra mødet uden at opnå succes.

Ville være næstformand
Rasmus Paludan bor til daglig som lejer i boligforeningen AAB. I den forbindelse er det lykkedes Paludan at blive valgt som formand for sin lokale afdeling af AAB. Det gjorde han, ifølge en mødedeltager på repræsentantsskabmødet som Redox har været i kontakt med, selv opmærksom på ved en præsentation på mødet.

Det drejer sig om AABs afdeling 61, som ligger på Vesterbro i København. Og det var netop i den anledning, at Paludan også var mødedeltager på Repræsentantskabsmødet i AAB. Ifølge referatet fra mødet stillede Rasmus Paludan op til både posten som næstformand og til en plads i Organisationsbestyrelsen, også kaldet OB.

Som førsteprioritet stillede Rasmus Paludan op til posten som næstformand for hele organisationen. Ifølge referatet fra repræsentantskabsmødet har næstformanden i AAB til opgave at bistå med at tilrettelægge den overordnede ledelse af hele AAB og de enkelte afdelinger. Den tidligere næstformand i AAB genopstillede ikke til posten og dermed var der plads til kampvalg mellem de to næstformandskandidater; Kasper Cederholm og Rasmus Paludan. Det lykkedes ikke Paludan at opnå valg som næstformand. Med stemmerne 55 til Kasper Cederholm mod 19 til Rasmus Paludan stod det klart, at Paludan ikke blev AAB’s kommende næstformand.

Det afholdt dog ikke Paludan fra at prøve lykken igen. Da det ikke lykkedes at opnå valg til næstformandsposten forsøgte han sig med valg til Organisationsbestyrelsen. Det lykkedes heller ikke for Paludan at opnå valg her, men det kom tæt på: Først stillede Paludan op til valg i Organisationsbestyrelsen for en 2-årig periode. Der var i alt opstillet seks kandidater til fire valgbare pladser for den 2-årige periode. Heller ikke her lykkedes det Paludan opnå valg. Af de seks kandidater endte Paludan som den med færrest stemmer af alle med sine kun 25 stemmer, hvorimod den med flest stemmer opnåede 76.

Paludan havde dog et skud tilbage i bøssen. Eftersom Kasper Cederholm var blevet valgt som næstformand for AAB var der blevet en ekstra plads i Organisationsbestyrelsen ledig for en 1-årig periode. Også den mulighed greb Paludan ud efter. Der var fire opstillede kandidater til den 1-årige periode. Af de fire opstod der stemmelighed mellem Rasmus Paludan og Gunvor Abrahamsen, der hver især fik 23 stemmer, hvilket var flere end de to øvrige kandidater.

Dermed skulle Gunvor Abrahamsen og Rasmus Paludan ud i et omvalg mellem kun de to kandidater. Her måtte Rasmus Paludan igen konstatere, at han ikke kunne opnå den fornødne tillid fra de delegerede på repræsentantskabsmødet. Gunvor Abrahamsen løb således med 51 stemmer mens Rasmus Paludan fik opbakning 29 delegerede til hans kandidatur. Rasmus Paludan blev således ikke valgt til nogle af de poster han opstillede til.

En dyr dirigent
Ifølge den mødedeltager Redox har været i kontakt med fyldte Paludan relativt meget på mødet. Under et af sine indlæg fra talerstolen skulle Paludan angiveligt have præsenteret sig selv som “politiker, advokat og journalist” og ellers have holdt lange valgtaler i forbindelse med valghandlingerne på mødet og gjort sig bemærket med flere indlæg i forhold til formelle procedure-aspekter på mødet.

En ting, der ifølge Redox’ kilde vakte opsigt på mødet, var, at AAB havde betalt en advokat for at være dirigent på mødet. Angiveligt for at imødekomme eventuelle tvivlsspørgsmål i forhold til vedtægter og love i organisationen. Denne dirigent havde kostet 45.000 kroner i hyre. Det havde fået flere mødedeltagere på talerstolen, herunder Paludan, for at argumentere imod det forhold, at AAB havde valgt at bruge så mange penge på en dirigent. Paludan skal ifølge Redox kilde have udtalt, at han “kunne have skaffet en til det halve”.

Ikke første gang Paludan ikke bliver valgt
Det er ikke første gang Rasmus Paludan lider valgnederlag på et repræsentantskabsmøde i AAB. Det fremgår f.eks. af et referat fra AAB’s repræsentantskabsmøde den 22. november 2023, at Paludan også den gang forsøgte at blive valgt til en betydningsfuld post i AAB. Det drejer sig om en post i udvalget ‘Beboerdemokrati’ (BDU), der ifølge AAB’s hjemmeside, blandt andet har følgende formål:

“Udvalget for beboerdemokrati har til formål at styrke information, kommunikation og vidensdeling mellem afdelingsbestyrelserne og til/fra administrationen. Udvalget har et særligt fokus på at understøtte et dynamisk og levende beboerdemokrati og derved sørge for at skabe de bedste forudsætninger for at rekruttere frivillige til de lokale stærke fællesskaber.”

Dermed et udvalg med stor adgang til rigtig mange beboere i AAB. Det lykkedes dog ikke for Paludan at blive valgt til BDU. Som direkte valgte fra repræsentantskabet skulle der vælges to medlemmer til BDU. Der stillede tre kandidater op, heriblandt Paludan. Med kun 22 stemmer mod henholdsvis 74 og 57 var Paludan dog langt fra at opnå valg.

Ville også i menighedsrådet på Vesterbro
Udover den velkendte politiske arena som Paludan er mest kendt for, er AAB ikke det eneste sted, hvor Paludan har forsøgt at gøre sin indflydelse gældende indenfor det sidste år. I september 2024 forsøgte han således at opnå valg til menighedsrådet i sognet på Vesterbro i København. Berlingske kunne den 19. september 2024 berette, at der “blev helt stille” i Enghave Kirke på Vesterbro i forbindelse med valgforsamlingen til sognets menighedsråd.

Stilheden skyldtes, at der på sognets valgforsamlingsmøde med kandidaterne pludselig mødte et velkendt ansigt op, der præsenterede sig som kandidat til menighedsrådet. Det var Rasmus Paludan, der nu ville vælges til menighedsrådet på Vesterbro.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet, så bidrager du med et fast (selvvalgt) månedligt beløb. Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Den mission mislykkedes dog også Paludan. Menigheden på Vesterbro var slet ikke begejstrede for Paludans kandidatur. Selvom der ifølge Altinget var mødt relativt få mennesker (135 stemte) op til valgforsamlingen var det dog nok til at Paludan blev holdt langt væk fra magten i menighedsrådet. Paludan var ikke i nærheden af at blive valgt. De relativt få fremmødte stemmeberettigede og valgresultatet har Redox desuden fået bekræftet efter henvendelse til menighedsrådet på Vesterbro.

Paludan formåede således kun at opnå 8 stemmer ud af de i alt 135 stemmeberettigede, der mødte op til valghandlingen. Det rakte til en placering som sidst af alle opstillede kandidater og dermed ikke valg.

Efterfølgende var der afstemning om suppleantposterne. Her valgte 82 stemmeberettigede, at stemme og med 37 stemmer til den næstsidste på listen var det langt fra nok for Paludan, at han formåede at opnå 6 stemmer som suppleant til menighedsrådet på Vesterbro. Igen endte han absolut sidst af alle kandidater.

Redox har gentagne gange taget kontakt til Rasmus Paludan og forelagt ham oplysningerne i denne artikel. Rasmus Paludan er ikke vendt tilbage på Redox henvendelser.

Tags: